Valdemar Klein, Valdemar Enevold Klein, 29.10.1868-30.1.1947, læge. Født på Einsidelsborg ved Bogense, død i Kbh. K. blev student fra Odense 1888 og medicinsk kandidat 1895; efter tjeneste ved forskellige københavnske hospitaler blev han assistent 1897–1901 ved Københavns polikliniks otologiske afd.; allerede 1902 åbnede han otologisk privatklinik og blev fra 1905–34 konsulent i øre-, næse- og halssygdomme ved Balders hospital. En indbringende praksis satte ham i stand til at skabe sig en værdifuld kunstsamling, dels sin tids moderne malere – erhvervet for små midler -men også kunstnere som W. Marstrand og Hans Smidth. Men det fornemste var hans enestående samling af tidlige kinesiske bronzer: vaser, vinbægre, offerkar og klokker – det meste fra det sidste årtusinde f. Kr. – K. var kollegialt særdeles virksom, blev således medlem af bestyrelsen for Danske lægers forsikringsselskab fra 1907, for Københavns øre- og halslægers organisation 1908–16, Københavns lægeforening 1909–13 og dennes formand 1921–23, af Alm. dansk lægeforenings hovedbestyrelse 1913–19, endvidere formand for Københavns lægeforening og Samvirkende sygekassers enighedskammer 1916–20, medstifter af Husmoderhjælpens korps 1920 og dets formand 1920–30, samt medredaktør af Dansk Sundhedstidende 1912–18. – Sin formue Klein og hustrus legat der årligt uddeler en større sum til en fremstående kollega, dog skal beløbet hvert femte år tildeles en kunsthistoriker.

Familie

Forældre: skovrider Edward Helweg Emil K. (død 1897) og Signe Antonie Hansen (død 1882). Gift 28.8.1901 i Søllerød med læge Christiane Johanne Lassen, født 23.2.1866 i Magleby sg., V. Flakkebjerg hrd., død 4.10.1946 i Kbh., d. af proprietær Christian Carl Niels L. (1836–1910) og Dorothea Schierner (1840–1912).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Kunst i privat eje, red. V. Winkel og Magnussen I, 1944 258–67.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig