Wilhelm Meyer, Hans Wilhelm Meyer, 25.10.1824-3.6.1895, læge. Født i Fredericia, død i Venezia, begravet sst. M.s far blev 1826 forflyttet til Glückstadt i hvis tyske gymnasium sønnen fik sin undervisning, til han 1843 immatrikuleredes ved Kbh.s univ. Han studerede medicin og tog allerede 1847 lægeeksamen med den meget sjældne karakter egregie. Da han derefter opholdt sig hos forældrene ved krigens udbrud, og da faderen, der hørte til en tysk slægt og var tilhænger af slesvig-holstenismen, trods sin danske militærlægestilling straks overtog en ledende lægepost ved den slesvigholstenske hær, besørgede M. dennes praksis i Glückstadt og lod sig desuden formå til at modtage lægeansættelse ved insurgentlazaretterne. Efter krigens ophør foretog han en for sin hele udvikling betydningsfuld flerårig studierejse til Tyskland, Frankrig og England og nedsatte sig derefter 1853 som læge i Kbh. hvor han efterhånden fik en meget betydelig praksis. Hans distingverede personlighed og noblesse, hans omfattende dannelse og alsidige videnskabelige og kunstneriske interesser ikke mindre end hans opofrende utrættelighed erhvervede ham et varmt hengivent klientel. Imidlertid blev ved hans nævnte forhold under den slesvigske krig hans stilling ret pinlig i Kbh.; den stærke nationale strømning gjorde det vanskeligt at glemme eller tilgive det passerede hvor forklarligt det end efter de foreliggende omstændigheder kunne siges at være. Da hans lærer og velynder C. E. Fenger der i sin begavede discipel så et særlig lovende docentemne ville have ham offentligt ansat, fremkom der kategoriske protester både i den nationalliberale presse, fra hans kolleger og på et sammenkaldt studentermøde (1855). Han opnåede ingen ansættelse, men måtte nøjes med at virke privat som en overordentlig skattet manuduktør i medicinsk sygdomslære. I litteraturen fremtrådte han samtidig med en interessant historisk afhandling om den medicinske skole i Montpellier og med et større statistisk arbejde om dødelighedsforholdene i Danmark, hvilket sluttede sig til Fengers forudgående betydelige arbejder på dette område.

Efterhånden arbejdede han sig nu i al stilhed og autodidaktisk ind i den specialitet, i hvilken han har gjort sit navn berømt verden over, dengang endnu kun lidet ænset inden for lægevidenskaben. 1865 var han så vidt, at han kunne indrette sig en formelig øreklinik, og 1867 gjorde han den opdagelse som blev hans livs store lægevidenskabelige triumf. Han fandt i rummet bag næsehulen en hidtil væsentlig upåagtet sygdomsproces, en udvikling af bløde, kirtelagtige svulstdannelser, og efter at han havde undersøgt disse nøjagtigt og konstateret dem som en hyppig lidelse med skæbnesvangre følger først og fremmest for patienternes høreevne, men tillige for deres åndedræt, stemme, ansigtsudtryk og hele liv, gav han 1868 den første meddelelse herom i Hospitalstidende og indførte den senere så bekendte betegnelse for sygdommen "adenoide Vegetationer". I begyndelsen blev sagen kun lidet ænset i de lægevidenskabelige kredse, men da han 1873-74 i specialitetens tyske hovedorgan, Archiv für Ohrenheilkunde, havde offentliggjort en udtømmende fremstilling af vegetationens patologiske betydning og deres effektive operative behandling, trængte opdagelsen snart igennem, således at han i udlandets øjne kom til at stå som en forsker og læge af fremragende betydning; han fejredes som en sådan da han 1881 deltog i den internationale lægekongres i London og i endnu højere grad ved den påfølgende kongres i Kbh. 1884. Denne kongres medførte også et omslag i hans hele stilling her hjemme hvor han hidtil bestandig havde levet i en vis reserveret tilbagetrukkenhed uden ret at formå at assimilere sig med de herskende åndsretninger i og uden for de kollegiale kredse. Men netop hans ejendommelige, noget fremmedartede personlige egenskaber, hans afgjort kosmopolitiske anlæg, store lingvistiske talent og repræsentative evne var der ganske særlig brug for ved et sådant internationalt møde, og han blev optaget som medlem af kongresbestyrelsen og præsident for den otologiske sektion. Han opfyldte fuldt ud de til ham stillede forventninger og var genstand for megen hyldest fra de udenlandske lægers side. Efter kongressen strømmede der også hædersbevisninger ind til ham rundt om fra udlandet. Fra det Halle-Wittenbergske universitet modtog han s.å. æresdoktordiplomet, og han optoges som medlem eller æresmedlem af talrige lægevidenskabelige selskaber. 1894 hædredes han i anledning af sin 70 års dag ved en i varme udtryk affattet adresse fra landets yngre ørelæger der alle var hans disciple. Vinteren derefter blev hans hidtil særdeles kraftige konstitution svækket af et alvorligt influenzaanfald, og da han i det påfølgende forår foretog en rekreationsrejse til Italien døde han i Venezia af en ondartet febersygdom.

M.s litterære produktion er kun ringe af omfang, men udmærker sig i høj grad ved grundighed og fuld gennemarbejdelse af stoffet ligesom ved sin klare, koncise, i alle henseender mønsterværdige form og fremstilling, hvad enten arbejderne er skrevet på dansk, tysk eller engelsk. Denne karakteristik gælder både hans nævnte banebrydende afhandling angående de adenoide vegetationer og andre litterære arbejder der i hans senere periode alle omhandler hans specialitet, og mellem hvilke hans otologiens historie, trykt i H. Schwanzes Handbuch der Ohrenheilkunde fortjener særlig at fremhæves, også som vidnesbyrd om hans omfattende medicinalhistoriske indsigt. I hans sidste, i Hospitalstidende trykte publikation har han givet et omrids af de adenoide vegetationers opdagelses historie og dernæst behandlet dem i deres forekomst, dels under forskellige klimater og himmelstrøg, på grundlag af efterforskninger som på hans initiativ var anstillede rundt om af andre læger, dels i ældre tider, idet han i så henseende støttede sig til udstrakte undersøgelser, særlig i kunstværker.

Familie

Forældre: bataljonskirurg, senere overlæge Heinrich Christian M. (1794-1874) og Henriette Catherine Hornemann (1802-76). Gift 18.2.1870 i Kbh. (?) med baronesse Catherine (Kate) Jane de Bretton, født 29.11.1831 i Christianssted, død 17.8.1900 i Snekkersten (gift 1 . gang med købmand, engelsk konsul på St. Thomas William Joseph Emerson), d. af læge, baron Frederik (Fritz) de B. (1793-1842) og Jane Elliot Lytton (1794-1871).

Udnævnelser

Etatsråd 1894.

Ikonografi

Buste af W. Runeberg på monument 1898 (Strandboulevarden, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Felix Semon i Internationales Zentralblatt für Laryngologie, Rhinologie und verwandte Wissenschaften XIV, Berlin 1898 nr. 12. Holger Mygind i Adam Politzer: Gesch. der Ohrenheilkunde II, Stuttgart 1913. Dansk oto-laryngolog. selsk.s forhandl. 22.11.1918. E. Schmiegelow i Acta oto-laryngologica I, Sth. 1918-19 557. Samme i Lægeportrætcr fra det 19. årh., ved Ludv.

Kraft, 1931 102-38. Samme i Prominent Danish Scientists, udg. Vald. Meisen, 1932 138-42. K. Nørregaard i Ugeskr. for læger LXXXI, 1919 841-51. E. Snorrason i Medicinsk forum XXI, 1968 154f. V. Møller-Christensen sst. XXII, 1969 136-52. - Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig