William Stevens

William Stevens, 1786-15.7.1868, læge. Født i Skotland, død i Malvern, England. S. er formentlig uddannet ved College Street i Glasgow og tog 1814 kirurgisk eksamen ved Royal College of Surgeons i London. S.å. fik han den medicinske doktorgrad ved Marischal College and University i Aberdeen og tre år senere tog han licentiatgrad ved Society of Apothecaries, London. Allerede 1810 havde S. nedsat sig som praktiserende læge på den vestindiske ø St. Croix, som 1810–15 var besat af englænderne. Han var en dygtig kirurg og publicerede herfra 1814 en afhandling hvor han kunne anføre at han med succes som den første havde underbundet den indre underbenspulsåre ved et tilfælde af lokaliseret åreudvidelse (aneurysme). 1818 konstitueredes S. som garnisonskirurg; den danske regering krævede imidlertid nu dansk universitetseksamen for praktici på de vestindiske øer. Ved venskab med generalguvernør Adrian von Bentzon lykkedes det S. under besøg i København ved Frederik VI's gunst i 1820 både at opnå praksisret på øerne samt rangmæssigt at blive sidestillet med danske doctores medicinae, men tillige at blive indviklet i duel med plantageejer på St. Croix Isaac Heiliger om afgiftsforordningen udstedt af von Bentzon. S. fik en kugle i låret, skar den selv ud, måtte holde sengen nogle måneder. Ved hjemkomsten til St. Croix s.å. forpagtede han sammen med Bentzon plantagen Carlton som han 1827–57 lejede som eneforpagter efter generalguvernørens død 1827. Her havde han også en prægtig bolig fra 1835–55. 1824–42 havde S. i perioder bopæl i Charlotte Amalie på St. Thomas, når han ikke var på rejser til England (1829–32 hvor han 1834 udnævntes til doctor i civilret (DCC) ved Oxford universitetet), København (1832–42), Rusland (1833) og USA (1842). 1845 rejste han som velhavende plantageejer til England hvor han først boede i "Upper Wick House" nær Worchester og fra 1855–68 i "Rosslin House" ved Malvern.

1827 fik S. lejlighed til at behandle generalguvernør Peter von Scholten for et tilfælde af gul feber med nyresvigt; S. indgav patienten rigeligt med salt og væske og reddede derved hans liv. Dette gav anledning til at S. tog saltbehandling op ved gul feber idet han havde bemærket patienternes mangel på natriumklorid i blodet. Ved salttilsætning opnåede blodet normal farve; under sygdommen var det nærmest blodåreagtigt sort og tyndtflydende. S. mente at salt tillige udøvede en vis livbringende funktion og senere, da han fandt saltbehandlingen livreddende ved kolera, at den neutraliserede "koleraens giftstof'. 1830 oplæstes i Royal College of Surgeons i London hans afhandling: Observations on the blood; hans synspunkter blev heftigt bestridt fra engelsk side og efter hans Observations on the healthy and diseased properties of the blood, 1832 også fra dansk side. Da koleraen i 1832 kom til England tog enkelte engelske læger Stevens' salt og væskebehandling op. Trods latterliggørelse fra Central Board of Health der mente det dristigt at behandle kolerapatienter med "culinary Salt" og kritik fra det medicinske fakultet i London forsvarede S. sin behandling med næb og kløer og havde den tilfredsstillelse selv at være med til at redde en række kolerapatienter i Cold Bath Fields fængslet i London og høre kirurgen ved Londons "Free Hospital" William Marsden udtale: "Både den lægelige profession og offentligheden står i stor gæld til Stevens for den vej han har åbnet". Af 81 saltbehandlede kolerapatienter var kun syv døde for Marsden, mens 84 af 103 der behandledes med åreladninger og kraftige medikamenter som kalomel, antimon, kviksølv og slangerodsinfus døde. Saltbehandlingen viste sig langt mere skånsom og S. føjede til at "indsprøjtning af varm saltvæske i blodårerne uden tvivl kunne redde mangt et liv". Under ophold i København 1832–33 blev S. ordinært korresponderende medlem af Det kgl. medicinske selskab og to af hans videnskabelige arbejder om blodets forhold og om saltbehandling af kolera oplæstes i selskabet; det sidste publiceredes på dansk og oversattes til engelsk og svensk samme år. Han foretog endvidere sammen med professor Carl Viborg på veterinærhøjskolen undersøgelser over saltopløsningers virkning på heste. Fra København tog han 1833 til Rusland hvor hans behandling havde succes; bønderne dér havde i forvejen udbredt tiltro til olie og salt som modgift mod kolera og indtog store mængder af salt. Zaren skænkede ham en kostbar diamantring – og efter sin hjemkomst til St. Croix 1835 havde han stor praksis og førte stor husholdning dér. – Efter 1845 at være flyttet til England, udgav han 1853 sin over for myndigheder og kolleger provokatoriske Observations on the Nature and the Treatment of the Asiatic Cholera; den blev da også bedømt yderst afvisende. Men året efter fandtes gunstige beretninger om behandlingens succes fra en række hospitaler i London – og selv om moderne behandling af kolera er væsentlig forskellig fra S.s så har han med sin væske- og saltbehandling været en foregangsmand på et meget betydningsfuldt område inden for lægevidenskaben. Den heftige modstand mod hans synspunkter medførte at behandlingen blev glemt. Men 100 år senere skulle den blive genoplivet ved indførelsen af nutidens uundværlige salt- og væsketerapi.