Ib Moustgaard, Ib Kristian Moustgaard, 10.1.1926-3.10.1997, psykolog. Født i Løsning. M. tog lærereksamen fra Ranum statsseminarium 1947 og mens han var kommunelærer i Søllerød, studentereksamen ved Statens og hovedstadskommunernes aftenkursus 1953. Vejen var herefter åben for et konferensstudium i psykologi ved Kbh.s universitet med perceptionspsykologi som speciale. Stærkt interesseret i eksperimentelt arbejde deltog han i studietiden som volontør ved E. Tranekjær Rasmussens undersøgelser over visuelt oplevet rum og bevægelse. Efter eksamen 1961 fortsatte M. egne studier over bevægelsesillusionen autokinese. M. fik 1964 tildelt et kandidatstipendium og blev derefter 1966 ansat ved Kbh.s universitets psykologiske laboratorium, først som amanuensis, fra 1968 som afdelingsleder og fra 1972 som professor. Han fortsatte som professor frem til 1992. 1969 blev han dr.phil. på afhandlingen Autokinese. Studier over bevægelsesoplevelser af autokinetisk natur. M.s forskning udviklede sig i hovedsagen i to retninger med udgangspunkt i denne afhandling, nemlig dels eksperimentelle studier over sammenhængen mellem Perception og tom" (Scand. J. Psychol., 1975) dels undersøgelser over den fænomenologiske beskrivelses problemer (jf. monografien Beskrivelse og kommunikation. Kapitler af beskrivelsens psykologi, udg. i Vidensk. selsk. Hist.-filos. medd. L,2, 1981). Centralt og originalt i dette arbejde står påvisningen af perceptionens afhængighed af det udtryksrepertoire som står til rådighed for den kommunikative beskrivelse. Samme problemkreds var tema for en serie gæsteforelæsninger ved Duquesne univ., USA, offentliggjort 1982 under titlen Descriptive psychology – the psychology of description (Psyk. lab. Kbh. univ.). Herudover samarbejdede han med Kai von Fieandt, Helsinki univ., en række år om udgivelsen af håndbogen The perceptual world (London 1977). I 1990 kom Psychological Observation and Description. M. var censor i psykologi ved Århus univ. og Danmarks lærerhøjskole (her tillige censorernes formand), formand for Selskab for filosofi og psykologi 1974-79, medlem af Videnskabernes selskab siden 1979.

Familie

F: førstelærer, senere sognepræst Poul M. (1890-1954) og lærer Ane Karoline Poulsen (født 1890). Gift 18.10.1954 i Marstal med forskningsbibliotekar Lisbeth Marie Fabricius Bøye, født 13.3.1935 i Marstal, d. af maskinmester Kristian B. (død 1943) og fotograf Else Hansen.

Udnævnelser

R. 1980.

Ikonografi

Foto. (Vidensk. selsk. og ordenskapitlet).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1970 220f. – Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj X, 1980. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig