Dansk Biografisk Leksikon

Alfred Bramsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Alfred Bramsen, Alfred Beutner Bramsen,  4.10.1851-21.5.1932, tandlæge, kunstsamler. Født i Kbh. (Garn.), død i Hornbæk, urne på Vestre kgd. B. tog tandlægeeksamen 1869, studerede derpå ved Missouri Dental College og St. Louis Med. College i USA og erhvervede her 1871 titlen dr. chir. & dent. Han praktiserede som tandlæge i Kbh. 1871–1903. Hurtigt begyndte han at interessere sig for ernæringsspørgsmål og udfoldede i årenes løb på dette område en livlig forfattervirksomhed i form af små populære pjecer Vore Børns Tænder, 1887, Tændernes Bevaring. 1890, Vegetarismen, 1903, Kunsten at spise, 1906, Den virkelige Fare (Kræft), 1911 o.fl. Alle disse skrifter omhandler først og fremmest tygning af maden, idet B. anså dette for et af de vigtigste led i fordøjelsen og mente at talrige, måske alle, sygdomme og svagheder kunne undgås hvis maden blot tyggedes tilstrækkelig meget. B. mente dog også at kosten burde reformeres i retning af at lægge hovedvægten på de "naturlige", ikke på kunstig måde forarbejdede næringsmidler. På denne måde blev B. en pioner for "råkostbevægelsen" og andre lignende naturhelbredelsesmetoder. Skønt der var meget rigtigt i B.s teorier, særlig hvad tygning angår, ledte de ham dog til store overdrivelser der ikke kunne stå for videnskabelig kritik. Ved sin idealistiske og uforfærdede agitation for de nævnte meninger kom han en overgang til at spille en ikke ringe rolle i befolkningen og erhvervede sig mange proselytter. – For eftertiden blev hans betydning som kunstsamler dog væsentligere. Hans virksomhed her fik et usædvanligt forløb. Efter at han igennem mange år havde skabt sig en fortrinlig, af original smag og sikkert instinkt præget samling af 1880ernes og 90ernes realistiske danske kunst med Anna og Michael Ancher, Viggo Johansen, Jul. Paulsen, Th. Philipsen og L. A. Ring som de bærende kunstnere, fangedes hans interesse efterhånden i så overvejende grad af Vilh. Hammershøis kunst at han 1903 afhændede hovedparten af sine billeder, hvoraf mange nu hænger på museer og offentlige samlinger, for herefter udelukkende at samle Hammershøis arbejder af hvilke han skabte en fremragende samling; 1918 ejede han 71 værker hvoraf 62 oliemalerier (ca. en femtedel af Hammershøis samlede produktion), deriblandt talrige hovedværker: arkitektur-billederne fra Christiansborg (1890–92), Fr.borg (1893) og Kronborg (1897), de store figurbilleder af Ida Ilsted (1890), af kunstnerens mor (1894) og af B.s søn Henry B. ved sin cello (1893), landskaberne fra Kongevejen (1892), fra Lejre (1905) og Unge Ege, (1907), adskillige portrætter og selvportrætter samt et udvalg af de bedste interiører. – Det er B.s fortjeneste som samler at have haft øje for Hammershøis ejendommelige evner på et meget tidligt tidspunkt og at have støttet ham i de unge år da hans navn endnu hørte til de mest omstridte. – Også som Hammershøis biograf optrådte B.; han udgav 1900 den første fortegnelse over hans billeder og 1918, sammen med Sophus Michaëlis, Vilhelm Hammershøi, Kunstneren og hans Værk med digte af Michaelis samt en af B. udarbejdet levnedsskildring og fortegnelse over Hammershøis værker. B. ordnede tre Hammershøi-udstillinger i Kunstforeningen (marts 1900, april-maj 1916 og jan. 1930), og 1917–31 var omtrent halvdelen af hans samling deponeret i kunstmuseet hvor den sammen med museets egne billeder anbragtes i en særlig Hammershøisal der gav en udmærket og alsidig oversigt over kunstnerens livsværk. – Efter B.s død tilfaldt hele samlingen hans efterladte familie.

Familie

Forældre: forretningsfører, senere direktør Luis B. (1819–86) og Marie C. C. Lassen (1820–79). Gift 4.12.1874 på Frbg. med Christiane Vilhelmine Elisabeth Hecht, født 1.4.1850 i Bisserup, død 3.10.1932 i Hornbæk, d. af købmand Jens Ernst H. (1815–63) og Henriette Louise Pagh (1819–83). – Far til Henry B. Bror til Ludvig B.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers "En Duet", 1887 (St. mus.). Tegn. og mal. af V. Hammershøi, 1893 og tegn., 1911. Karikaturer af A. Engström, 1906, Axel Nygaard, 1908, Jensenius, 1918 og Alfred Schmidt, 1918 (de to sidste Fr.borg). Buste af Kai Nielsen, 1922. Mal. Af N. V. Dorph, 1925 (St. mus.). Foto. Gravsten af Kaare Klint.

Bibliografi

Eigil H. Briinniche: A. B. som kunstsamler, 1933.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Kongevejen
karavanevej fra Aqaba til Damaskus. Kongevejen, som ...Artikel i Den Store Danske
Christiansborg
dansk hovedfort på Guldkysten , påbegyndt 16 ...Artikel i Den Store Danske
Lejre
stationsby på København-Holbæk-banen 8 km sydves ...Artikel i Den Store Danske
Kronborg
tidligere kongeslot i Helsingør. De tidligste ...Artikel i Den Store Danske
Michael Ancher
Michael Peter Ancher , 9.6.1849-19.9.1927, d ...Artikel i Den Store Danske
Hornbæk
tidligere fiskerleje og fra sidst i 1800-t. p ...Artikel i Den Store Danske
Viggo Johansen
1851-1935, dansk maler. Johansen blev uddanne ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
EBeg
17/07/2011
EHBr
17/07/2011
  • Læst 813 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki