Carl Christensen, Carl Jørgen Christensen, 24.4.1857-30.11.1921, tandlæge. Født i Tårbæk, død på Frbg., begravet i Tårbæk. C. tog tandlægeeksamen i juni 1876 og udførte assistenttjeneste i fire år hvorefter han praktiserede i Kbh. fra 1882 til sin død og oparbejdede en stor og anset praksis i den indre by. Hans ualmindelige dygtighed i forening med hans uegennyttige arbejde for standen vandt ham stor anseelse både i Danmark og i udlandet, og det var en naturlig sag at han ved mange lejligheder blev den der skulle repræsentere tandlægestanden. Således var han 1905-06 formand for Dansk tandlægeforening, 1895-97 for Skandinavisk tandlægeforening, 1907-21 Sundhedsstyrelsens konsulent i tandlægesager. 1906 blev han medlem af injektionskommissionen, 1908 af medicinalkommissionen og s.å. formand for cariesudvalget. Af Sundhedsstyrelsen blev han 1921 udsendt til Sønderjylland for at ordne det vanskelige tandteknikerspørgsmål. 1909-21 var han repræsentant for Danmark i Fédération Dentaire Internationale og 1910 vicepræsident i samme forening. Han blev 1915 æresmedlem af. Dansk tandlægeforening og var korresponderende medlem af adskillige udenlandske selskaber. Fra C.s hånd foreligger mange faglige artikler som udmærker sig ved klarhed i tankegang og fremstillingskunst. Hans afhandling om Bidproblemet, 1905 vakte stor opmærksomhed og blev oversat til tre sprog. Også den tekniske del af tandlægens arbejde havde hans interesse; han konstruerede således en emaljeovn og en artikulator. Af de faglige emner var det dog vistnok arbejdet for folketandplejen som lå hans hjerte nærmest. Med megen kraft hævdede han at omsorgen for den unge generations tænder er tandlægens største opgave, og han var 1910 med til at stifte Dansk Forening for Børnetandpleje hvis formål var at arbejde for oprettelse og udvidelse af kommunale tandklinikker, og hvis initiativ man kan tilskrive en stor del af de fremskridt den offentlige tandpleje har gjort. Tit. professor 1915.

Familie

Forældre: barber Daniel Baadh Lendersen C. (1830-79) og Johanne Vilhelmine Hansen (1832-1908). Gift 25.11.1881 i Tårbæk med Alexandra Marie Schuldt, født 10.3.1863 i Tårbæk, død 3.4.1949 sst., d. af murermester Julius S. (1836- 97) og Marie Hansen (1821-97).

Ikonografi

Buste af F. Hammeleff, 1908.

Bibliografi

C. H. i Tandlægebl. XIX, 1915 261-63. E. Haderup sst. XXV, 1921 305f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig