Christian Holst, 26.11.1864-10.2.1953, tandlæge. Født i Vemmetofte, død i Rudkøbing. H. tog præliminæreksamen 1882, blev cand. pharm. 1886 og tandlæge 1889 hvorefter han nedsatte sig som praktiserende i Kbh. 1896 blev han assistent ved Tandlægeskolen hvor han arbejdede i tre år uden løn på grund af sin varme interesse for tandlægestudiet og undervisningen. 1899 blev han lønnet assistent, 1906 konst. klinisk lærer og 1907 docent og leder af Tandlægeskolens afdeling for tandfyldningslære. 1919 blev han professor i tandfyldningslære ved Tandlægeskolen, en stilling han beklædte til 1930. 1905–06 foretog han en studierejse til Amerika. Efter sin hjemkomst var han med til at oprette Dansk tandlægeforenings tekniske institut som eksisterede indtil den tekniske undervisning blev inddraget under Tandlægeskolen. Også for standens sociale interesser ydede H. et stort arbejde, og han var indehaver af mange tillidshverv. 1898 var han tandlægeforeningens formand og blev senere æresmedlem af foreningen. Han var medlem af kommissionen til ændringer i tandlægestudiets ordning og af kommissionen til bekæmpelse af tandcaries samt medudgiver af Ledetraad for Tandfyldning, 1929. Ved konkurrencen om lærerstillingen i tandfyldningslære ved Stockholms tandläkareinstitut 1927 var H. sagkyndig. Han var medstifter af og fra 1935–45 formand for Dansk tandlægeforenings alderdomsfond og medstifter af Nordisk odontologisk forening. På sin 70-års fødselsdag stiftede H. et studielegat som bærer hans navn for unge tandlæger.

Familie

Forældre: kantor Johannes H. (1835–97, gift 2. gang 1870 med Andrea Christiane Elise Smith, 1843–1930) og Marie Diedricksen (1840–67). Gift 28.4.1891 i Ebeltoft med Johanne Marie Nissen Juul, født 24.1.1863 i Åbenrå, død 1.5.1950 i Kbh., d. af lærer i Åbenrå, senere kordegn i Ebeltoft Lars Søren Nissen J. (1837–1900, gift 2. gang 1875 med Louise Amalie Munster, 1827–1914) og Anna Dorothea Lorentzen (1833–71). – Far til Johs. Juul H.

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1935.

Ikonografi

Buste af Per Linnemann Schmidt udst. 1941. Mal. af H. Vedel (Kbh.s tandlægehøjskole).

Bibliografi

H. Hallander i Tandlægeb!., 1915 1–3. Sst. 1921 223f. E. Budtz-Jørgensen sst. 1930 80–82. Samme sst. 1944 661–68.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig