Dansk Biografisk Leksikon

P. C. Abildgaard

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

P. C. Abildgaard, Peter Christian Abildgaard,  22.12.1740-21.1.1801, veterinær. Født i Kbh. (Trin.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). A. fik sin første undervisning af faderen der lærte ham ikke blot de gamle sprog og tegnekunsten, men også tidlig lod ham læse kemiske og mineralogiske bøger. Fra sit 12. til 16. år gik han i den "Kiøbenhavnske Cathedralskole" (Metropolitanskolen), men de dårlige økonomiske forhold i hjemmet tillod ham ikke at blive student, han blev derfor taget ud af 5. klasse og kom i lære hos apotekeren J. F. Cappel. Efter godt 4 års forløb meddelte han uventet principalen og faderen at han ville være student, og 1760 blev han privat dimitteret. Efter den filosofiske eksamen tog han 1762 baccalaureigraden ved en afhandling De utilitate chymiæ in oeconomia reipublicæ, og begyndte derefter at studere medicin. Ligesom sin yngre broder Nicolai A. havde han kunstneriske evner, han tegnede bl.a. for Erik Pontoppidan til Den danske Atlas (1763–64). Samtidig var han amanuensis hos lægen, professor B. J. de Buchwald. Under kvægpesten 1762 fik Collegium medicum kgl. befaling til at udvælge tre unge medicinere som med kgl. understøttelse skulle rejse til Frankrig for at studere ved den nyoprettede veterinærskole i Lyon. Valget faldt på A. og to andre unge medicinere.

A. og hans rejsefæller syntes i begyndelsen ikke om skolen i Lyon der havde meget indskrænkede forhold. A. fortæller selv at de nærmest tænkte på at dyrke de studier de allerede havde påbegyndt, og kun ved siden af søge at indhente erfaring om behandling af kvægpesten. I Lyon fandt A. en anstalt, hvor fortrinsvis hesten og dens sygdomme doceredes, især hestens anatomi "måske mere end ret var". Lederen, Claude Bourgelat havde 1750–52 udgivet tre bind af sit hovedværk: Élémens d'Hippiatrique, omfattende en ydrelære (herunder beslaget), anatomi og fysiologi, og disse bind var tænkt som introduktion til en sygdomslære, men værket blev ikke afsluttet. De vigtige fag patologi og terapi stod derfor på svage fødder ved Lyonskolen, og helbredelseskurene kunne efter A.s mening kun kaldes experimenta der sjældent anstilledes således at man kunne høste kundskab om sygdommenes natur og lægemidlernes virkning. Undervisningen led også af store mangler idet Bourgelat selv blot skrev sine forelæsninger og lod dem holde af kyndige kirurger fordi det ikke passede for en mand af hans stand at holde forelæsninger. En af de danske stipendiater måtte rejse hjem fordi han fornærmede Bourgelat; A. derimod underkastede sig skolens disciplin og søgte energisk at lære alt hvad der kunne læres, og han vandt derved i så høj grad Bourgelats yndest at denne endog fandt sig i at A. også søgte undervisning i komparativ anatomi og patologi hos en dr. Louis Vitet der var modstander af Bourgelat. A. fik tilbud om ansættelse ved skolen i Lyon men afslog, og efter 2½ års studieophold vendte han 1766 tilbage til Kbh.

Da A. kom hjem var interessen for veterinærvæsenet stærkt kølnet, han beholdt dog i to år sit stipendium og blev sendt ud for at studere og bekæmpe kvægpesten der endnu hærgede på Sjælland, men måtte så lægge veterinærvidenskaben bort og fortsætte de medicinske studier for at skabe sig et levebrød. Han tog 1768 den medicinske doktorgrad (Dissert. inaug. de venæ sectione in suppressis menstruis) og praktiserede derefter med held i en årrække i Kbh. Helt havde han dog ikke opgivet veterinærvidenskaben; han udgav 1770 en fortrinlig lille bog: En dansk Heste- og Qvæg-Læge. Efter Kgl. allernaadigst Befaling forfærdiget til Bøndernes Brug og Nytte, et skrift der meget hurtigt vandt påskønnelse og kom i mange oplag; 1883 blev den, stærkt omarbejdet, udgivet i 13. oplag. Bogen blev også oversat til svensk og tysk og kom i henholdsvis seks og fem oplag. 1771 udsendte A. – ligeledes med kongelig understøttelse – 1. bd. af Unterricht von Pferden, Kühen, Schaafen u. Schweinen, en vejledning i bedømmelse af husdyrene (især hesten) og lære om deres avl og pleje; 2. bd. med sygdomslæren udkom aldrig. Denne bog blev den egentlige anledning til at Danmark fik sin veterinærskole, idet professor i botanik, læge G. C. Oeder der havde arbejdet med kvægpest-indpodningen gjorde Struensee opmærksom på sagen. A. fik så opfordring til at fremkomme med forslag til en veterinærskole. Efter eget udsagn havde han ikke megen lyst til at efterkomme opfordringen, men over for indtrængende henstillinger gav han efter og forhandlede efter Struensees opfordring med overstaldmesteren om skolens oprettelse. Ved Struensees fald standsede forhandlingerne, men da der samtidig optrådte en dødelig lungesyge i de kongelige stutterier søgte man, efter arveprinsens ordre, råd hos A. Da det lykkedes ham at standse sygdommen blev forhandlingerne om veterinærskolen genoptaget, og 4.1.1773 blev det ved kgl. resolution tilladt ham på egen bekostning at oprette en veterinærskole på Christianshavn. Mod en årlig løn af 1200 rdl. skulle A. holde offentlige forelæsninger over veterinærvidenskaben samt indrette en stald for mindst seks heste hvor særlig heste fra den kgl. stald kunne tages i kur. Efter køb af en passende ejendom med stor grund kunne han endnu 13.7.1773 åbne skolen. Forholdene var til at begynde med indskrænkede og A. måtte alene bestride lærergerningen. Foruden professorbolig var der anatomisal, læsesal og en sygestald for otte heste. 1776 udvidedes med en smedje og en stald til 14 heste og bolig til en smed og 16 skolarer. Staten overtog nu skolen og gav den en ny fundats af 9.6.1776. Senere afkøbte den A. hans anselige bibliotek og mineralogiske og fysiske samlinger. De første elever der søgte skolen var rytteriets officerer og korporaler og staldetatens beridere; senere var lærlingene særlig underofficerer og fanesmede fra kavalleri og artilleri og civillærlinge, en fra hvert stift i Danmark og Norge. Studietiden var tre år. 1775 fandt en første offentlig prøve sted men en egentlig dyrlægeeksamen afholdtes først 1779; fem elever bestod. For "Smedesvende af Lauget", der om hverdagene var optagne af deres arbejde, afholdtes om søndagene særlige forelæsninger. Fra 1776 blev der ansat et par unge medici eller chirurgici som hjælpelærere, blandt disse må nævnes Erik Viborg der blev andenlærer og siden A.s efterfølger som forstander; han synes at have voldt A. mange bryderier ved sin forfængelige og intrigante karakter. Skolen indtog en anset stilling blandt datidens veterinærskoler og besøgtes af mange udlændinge. For A. var målet med skolen der i dagbladenes bekendtgørelse betegnes som "den allernaadigst oprettede Fæe-Huus-holdnings og Læge Skole", at være til nytte for landbruget, "hellere ulærd end unyttig" siger han i fortalen til sin Heste og Qvæg-Læge. Mange havde et fejlsyn på skolen og dens opgaver, særlig historikeren N. D. Riegels' angreb på A. for hans lærervirksomhed 1787 (De fatis faustis et infaustis chirurgiæ) synes at have været uberettiget. A. udgav et forsvarsskrift: Additamentum XII, ad commentationem historicam de fatis faustis et infaustis chirurgiæ, 1788, hvori han redegjorde for skolens oprindelse, dens opgaver og virkemåde. A. hævder i sit svar at han mere end at sørge for sit ry gennem lærde værker foretrak opgaver der havde et praktisk formål til gavn for det almene vel.

A.s arbejdsevne var beundringsværdig. Som medlem af stutteridirektionen virkede han meget til hesteavlens forbedring, og ikke mindre ivrigt arbejdede han på ophjælpning af fåreavlen, navnlig ved indførelsen af det finuldede spanske får, over hvis levemåde han på en rejse i Spanien 1793 gjorde interessante iagttagelser. I forening med E. Viborg udgav han 1800 et grundigt arbejde: Vejledning til en forbedret Faareavl og de spanske Faars Behandling i Danmark og Norge. Viborg tillægger ham stor fortjeneste af kvægpestens endelige udryddelse ved hjælp af spærring og nedslagning (1781). Om denne sygdom skrev han 1779 en udførlig afhandling. Den er oversat til tysk af Viborg og udgivet i hans Sammlung von Abhandlungen für Thierärzte und Oekonomen I, 1795.

Praktisk vigtige var også de forbedringer han indførte ved hestebeslaget idet han afpassede det nøje efter fodens bygning og grundede det på fysiologiske principper som i det væsentlige var rigtige. Samtidens stærke anerkendelse er udtrykt i følgende linjer hos Viborg: "Endnu et varigt Minde har Abildgaard sat sig i Veterinairfaget ved det af ham indrettede Hestebeslag, som afgiver den fuldkomneste af alle hidindtil bekiendte Hesteskoe, og hvorom en af Tydsklands første Dyrlæger, den berømte Kersting, misundeligen sagde: Besynderligt, at en Doctor i Lægekonsten skal give os de rigtigste Grundsætninger om en Hesteskoes Indretning." Kendskabet til A.s beslag har vi væsentlig gennem udtalelser af Erik og Carl Viborg; i det hele taget foreligger der fra A.s hånd kun lidt på veterinærfagenes område. Mindes bør også A.s kastetøj der i lidt modificeret form stadig benyttes ved en lang række operationer. Også i udlandet anvendes denne kastemetode sædvanlig under betegnelsen den danske kastemetode. 1774–78 var A. præsident i landhusholdningsselskabet og havde sikkert væsentlig andel i dets betydelige virksomhed til landbrugets fremme. A. havde en vid arbejdsmark; man forbavses over, at han endnu de første år efter veterinærskolens oprettelse stadig fik tid til at passe sin lægegerning, ja 1775 blev han endog stadsfysikus i Kbh. Viborg antegner også hans ivrige deltagelse i "Jordemo-dercommisionens, Quarantaine-Commisionens og Collegii medici Forretninger". A. virkede desuden i Selskabet for Druknede og Skindødes Redning og var medlem afkommissionen til forbedring af Kbh.s brandvæsen.

Som videnskabsmand var A. i sjælden grad alsidig, især dyrkede han naturvidenskaberne. Blandt hans skrifter findes resultaterne af hans vidt omfattende viden og forsken i fysik, kemi, mineralogi, zoologi, botanik og fysiologi. Der er grund til at fremhæve at han var den første der foretog en mineralogisk-kemisk undersøgelse af det grønlandske mineral kryolit. Han påviste 1799 at det var et hidtil ukendt mineral der indeholdt fluor og aluminium. Allerede n.å. fik mineralet navn af en portugisisk mineralog d'Andrada, og den tredje bestanddel, natrium, blev påvist af Klaproth. A.s zoologiske virksomhed er vel af mindre omfang men omtales dog af kendere som vidnesbyrd om en fremragende videnskabelig begavelse. Dette træder tydeligst frem i hans afhandling om slimålen, Myxine (Schriften der Berliner Gesellschaft naturforsch. Freunde X, 1792) og i hans bemærkninger om en hos hundestejlen snyltende bændelorm, Schistocephalus solidus (Naturhistorie-Selskabets Skrifter I, 1790). For det første af disse dyr påviste A. gennem en anatomisk undersøgelse at det ikke som hidtil sædvanlig antaget hørte til Linnés Vermes, men var et hvirveldyr. For bændelormens vedkommende påviste han ved fodringsforsøg – en dengang ukendt metode – at den i hundestejlens krophule levende snylter, når hundestejlen fortæres af vandfugle udvikler sig videre i disses tarme, som han rigtig formoder, til kønsmodenhed. Også hans afhandlinger om infusionsdyrenes oprindelse (Naturhistorie-Selskabets Skurifter III, 1793) og om megatheriet (Vid.Selsk. Skr., Ny Samling V, 1799) som han måtte snige sig til delvis at aftegne under sit besøg i museet i Madrid, indeholder gode og træffende bemærkninger. Hans omfattende bidrag til O. Fr. Müllers Zoologia Danica, nemlig hele teksten til 3. bd. og en række tavler til 3. og 4. bd. (1789–1806), er væsentlig af artsbeskrivende natur. Blandt hans fysiologiske arbejder bør nævnes bemærkninger om årsagen til at næsen altid mangler hos enøjede monstra, forsøg over elektricitetens indvirkning på dyr, oversat og udg. 1975 i USA, over blodkarrenes indsugningsevne, over hovedets reproduktion hos snegle, over åndedrættet og over kulstoffets mængde i blodet.

At han også på fysikkens område hørte til tidens kyndigste herhjemme kan man skønne deraf at det kort før hans død blev ham tilbudt at blive lærer i dette fag ved universitetet, hvilket han dog afslog. Sammen med E. Viborg udgav han 1800 en stor lærebog: Indledning til almindelig Naturkyndighed for Dyrlæger, i hvilken kapitlerne om lyset, elektriciteten, magnetismen og jordkloden helt er hans arbejde. Denne bog blev oversat til svensk og tysk. Endvidere bør her nævnes at A. var en af de første herhjemme der ved rygtet om brødrene Montgolfiers opfindelse af varmluftballonen gav sig til at eksperimentere med luftballoner. A. konstruerede dec. 1783 en aerostatisk maskine men opstigningen mislykkedes. Videnskabernes selskab ydede ham dog 100 rdl. til videre forsøg, og 5.1.1784 svævede A.s luftkugle over byens tage, sat op fra kørebanen foran Christiansborg slot. A. leverede tegningerne til tavlerne i Chr. Friis Rottbølls værk over cyperaceer (halvgræsser) (Descriptionum et iconum liber I, 1773) og i Naturhistorie-Selskabets Skrifter I, 2, 1791 skrev han en afhandling om rugens meldrøjer hvis svampenatur han efter egne historiske, anatomiske og kemiske undersøgelser mente at måtte benægte (se Carl Christensen: Den danske Botaniks Hist. I 187; II 110). At A. måtte nære en levende interesse for alt hvad der kunne fremme studiet af naturvidenskaberne og udbredelsen af naturkundskab i vide kredse er en selvfølge. Dette gav sig også udtryk på mange måder; han er den egentlige stifter af Naturhistorieselskabet (1789) der oprettedes som en protest mod universitetets vanrøgt af naturvidenskaberne og en lang tid spillede en ikke ringe rolle i det videnskabelige liv herhjemme. Han stod stadig i forbindelse med mange udenlandske naturforskere, var medlem af en mængde lærde selskaber i udlandet, og 1791 tilbød man ham stillingen som direktør for veterinærskolen i Hannover. Af det danske Videnskabernes selskab blev han medlem 1775, og fra 1795 til sin død var han dets sekretær. Som sådan holdt han 1797 en mindetale over A. P. Bernstorff der havde været selskabets præsident. Som yngre var A. medarbejder ved flere af tidens kritiske og æstetiske journaler. I Alm. Dansk Bibliothek, 1778 findes således under mærket Andreas Naalemager enkelte vittige, satiriske småafhandlinger. A. var et lyst og skarpsindigt hoved, havde ualmindelige kundskaber og besad en fortrinlig fremstillingsevne. Han havde stor praktisk dygtighed og forstod på en lykkelig måde at samarbejde med andre. Hertil bidrog hans fine dannnelse og vindende væsen. I anledning af 200 års-dagen for veterinærskolens oprettelse lod det veterinære fagråd 1973 fremstille en Abildgaard medalje i guld, præget af medaljer Bahnsen.

Familie

Forældre: senere arkivtegner Søren A. (1718–91) og Anne Margrethe Bastholm (1717–93). Gift 12.7.1768 i Kbh. (Nic.) med (Anne) Margrethe Kirstine Jagenreuter, døbt 14.4.1739 i Kbh. (Nic), død 23.8.1825 sst. (Frue), d. af guldsmedemester, borgerkaptajn Johan J. (ca. 1707–84) og Anna Maria Thomsen (ca. 1718–76). -Bror til Nicolai A.

Ikonografi

En forsvunden medaljon af Sergei, 1800, stukket af Flint. Mal. af Breda, 1800 (Fr.borg), herefter frimærke, tegnet af C. Achton Friis, graveret af C. Slania, 1973. Buste af A. Hassel på monument, 1910 (landbohøjskolen). Et par tidlige portrætter (det ene Fr.borg) af ubekendte kunstnere kaldes P. C. A. Et par litografier 1844 og 1866 angives efter A. C. Jensen (?), G. Michelsen udstillede 1825 en pastel, kopi efter Jens Juel. Medalje af J. Conradsen. – Gravmonument, tegnet af N. Abildgaard, stukket af Lahde.

Bibliografi

Gosch: Danmarks zoolog. lit. II 1, 1873 508. Dansk veterinærhist. årbog (bibliografi), 1940 7. – E. Viborg: Efterretning om den kgl. da. veterinærskoles indretning, 1792 10 13 15–32 50–52. Kbh.s univ. journal, udg. J. Baden, 1801 42–44. K. L. Rahbek i Tilskueren 1801 nr. 18 137–43. A. V. Hauch i Mindesmærker ved Kbh. Ass. kgd. 4. hft., udg. G. L. Lahde, 1811. E. Viborg i Nyt bibl. for læger II, 1815 s. I-XXVII (med bibliografi). J. V. Neergaard: Mit livs vigtigere tildragelser I-II, 1844. Hist. archiv, 1870 I 503–15. B. Bang i Månedsskr. for dyrlæger XII, 1901 441–71. Samme i Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858–1908 (festskr.), 1908. Samme i Medlemsblad for den da. dyrlægeforen. 13.7.1923 13–40. Hj. Friis i Månedsskr. for dyrlæger XXXVII, 1925 472–75. P. Grunth i Festskr. til Bernhard Bang, 1928 43–94. Hans Chr. Bendixen: Omkring 200-året for oprettelsen af Den kgl. veterinærskole 13. juli 1773, 1973. – Breve i Kgl. bibl., Danm.s veterinær- og jordbrugsbibl. og Rigsark.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
medicinere
(se medicin ), indtage medicin; bruge medicin som k ...Artikel i Den Store Danske
Abildgaard
adelige og borgerlige danske (dansk-norske) s ...Artikel i Den Store Danske
mineralogisk
(se mineralogi ), vedr. mineralogi. ...Artikel i Den Store Danske
Pontoppidan
dansk præste- og embedsmandsslægt, hvis navn er ...Artikel i Den Store Danske
hvirveldyr
... Vertebrata , vertebrater , underrække af ...Artikel i Den Store Danske
amanuensis
oprindelig antikkens betegnelse for en slave, de ...Artikel i Den Store Danske
Christiansborg
dansk hovedfort på Guldkysten , påbegyndt 16 ...Artikel i Den Store Danske
Struensee
tysk slægt, der kan føres tilbage til Christian ...Artikel i Den Store Danske
mineralogi
(af mineral og -logi ), videnskab, der beskæf ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HjF
17/07/2011
  • Læst 749 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki