H.M. Høyberg, Hans Marcussen Høyberg, 21.6.1871-5.7.1944, veterinær. Født i Ribe, død på Frbg., begravet sst. (Søndermark). Interessen for mælkehygiejne har været førings-linjen i H.s gerning lige siden han 1895 tog veterinæreksamen. Efter et års assistenttid hos professor C. O. Jensen ved forsøgslaboratoriets bakteriologiske afdeling søgte han 1896 videre uddannelse i mælkekemi og -bakteriologi på en rejse til Tyskland og Østrig; i Berlin studerede han i længere tid hos professorerne Schütz og R. von Ostertag. 1897–1900 var han reservedyrlæge i hæren, men varetog samtidig gerningen som tilsynsførende dyrlæge for Kbh.s sundhedskommission (1898–1906). 1906 blev han ansat i den nyoprettede stadsdyrlægestilling i Frbg. kommune; til embedet knyttedes 1908 virksomheden som forstander for et laboratorium for undersøgelse af levnedsmidler. H. fik senere udvirket at også fast medlemsplads i sundhedskommissionen forenedes med denne gerning. I talrige større og mindre afhandlinger har H. behandlet veterinær-hygiejniske emner og har navnlig på den mælkehygiejniske undersøgelsestekniks område gjort en betydelig indsats. Disse arbejder er offentliggjort dels i Maanedsskrift for Dyrlæger og Maanedsskrift for Sundhedspleje, dels i Skandinavisk Veterinartidskrift som stiftedes på H.s initiativ 1911, og som han var medredaktør af til 1932. Blandt de betydeligste publikationer kan nævnes: en metode til påvisning af køer hvis mælk indeholder en abnorm mængde leukocyter samt fibrin og bakterier (Skand. veterinärtidskrift 1911), En hurtig og let Beregningsformel for Mælkens fedtfri Tørstof (sst. 1912), Variationer i Mælkens Fedtindhold, fedtfri Tørstof og Vægtfylde (sst. 1914), endvidere et par vejledninger i mælkekontrol (flere oplag) og Offentlig Mælkekontrol, 1926 (oversat til jugoslavisk og litauisk). På afhandlingen Untersuchung über die Zusammensetzung der Milch in Danemark 1913–22 blev H. dr.med. vet. ved veterinærskolen i Hannover 1923. "H.s Metode" til bestemmelse af fedt i mælk og fløde uden anvendelse af centrifuge (Gerbers metode) (1918) er en billig, praktisk og i det væsentlige ret sikker hurtigmetode der har vundet udbredelse bl.a. i Frankrig og Finland. En særlig plads inden for H.s produktion indtager afhandlingerne om trikinens biologi (bl.a. i Maanedsskrift for Dyrlæger XVII, 1905–06, Ugeskrift for Læger 1912 og Zeitschrift für Tiermedizin 1908 og 1910). Undersøgelserne 1905–06 på københavnske hospitaler over 500 menneskelig der viste, at 3,40 pct. var trikinøse, var medvirkende til at obligatorisk trikinkontrol indførtes. – H. har også beskæftiget sig med historiske og personalhistoriske arbejder; nævnes kan Det danske Dyrlægekorps' Historie, 1901 og Bidrag til Epizootiernes Historie og Diagnostik, 1904; meget benyttet er det biografisk-leksikalske værk Den danske Dyrlægestand, 1923, 1934 og 1945. – Som stifter af og formand for Mælkehygiejnisk forening for danske dyrlæger (1912–17) og som bestyrelsesmedlem og senere formand i Danske hygiejnikeres fællesrepræsentation (1921–29) har H. i høj grad gavnet de veterinær-hygiejniske interesser.

Familie

Forældre: købmand Peter H. (1828–1904) og Christiane Jacobsen (1834– 1915). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Dansk veterinærhist. årbog XII, 1945 154f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig