Hjalmar Friis, Hjalmar Michael Christian Friis, 18.3.1889-26.5.1974, veterinær, kunsthistoriker. Født i Kbh. (Jac), død i Hillerød, urne på Kølstrup kgd. Efter 1913 at have tilendebragt veterinærstudiet supplerede F. sin uddannelse ved et længere ophold i Tyskland og Sverige; han søgte særlig videreuddannelse i kirurgi ved veterinærhøjskolernes klinikker og ved at følge undervisningen på hospitalsafdelinger; tillige sikrede han sig den fornødne bakteriologiske indsigt ved at arbejde på Reichsgesundheitsamts veterinærlaboratorium i Berlin. Efter hjemkomsten blev han 1914 ansat som reservedyrlæge ved hærens dyrlægekorps og omtrent samtidig som assistent ved veterinær- og landbohøjskolens kirurgiske klinik. 1916 udnævntes han til korpsdyrlæge ved gardehusarregimentet hvor han 1923 blev overdyrlæge. Ved siden heraf fungerede han som lærer ved forplejningskorpsets skole 1916-28, ved underdyrlægeskolen 1921, ved hærens officersskole 1922, ved rideskolen 1924-33. Desuden drev han privat dyrlægepraksis. F. var censor ved veterinæreksamen 1920-33 og fra 1922 medlem af den stående voldgiftsdomstol i tvistigheder ang. handel med husdyr for staden Kbh., var 1924-28 medlem af kommissionen for den historske våbensamling.

Udover sin professionelle interesse var F. fra sin ungdom stærkt optaget af kunsthistorie, 1933 blev han dr.phil. med Rytterstatuens Historie i Europa. Han blev s.å. udnævnt til docent i anatomi ved kunstakademiet hvad han forblev til 1959. En omfattende litterær produktion findes i Maanedsskrift for Dyrlæger, bl.a. en biografi af grundlæggeren af den første veterinærskole, Claude Bourgelat (nævnte tidsskr. XLI, 1929-30). F. var 1921-51 medlem af bestyrelsen for Selskabet for historie, litteratur og kunst.

Familie

Forældre: reserve-, senere stabsdyrlæge St. F. (1861-1942) og Christiane Magdalene Petersen (1864-1928). Gift 3.11.1916 på Frbg. med Olga Frederiksen, født 16.11.1893 på Frbg., død 17.8.1973 i Hillerød, d. af inspektør, senere direktør for Det danske mælkekompagni August F. (1856-1934) og Elisabeth Emtkjær (1858-1917).

Udnævnelser

R. 1934. DM. 1947. K.M951.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1933 113-16. – G. Espersen i Dansk vet.-hist. årbog, 1976 169f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig