M. Christiansen, Magnus Dorthenius Christiansen, 20.10.1882-21.7.1965, veterinær. Født i skovfogedboligen Krathus, Viborg (Sdr. sg.), død i Lyngby, urne sst. (Lyngby assistens kgd.). C. tog almindelig forberedelseseksamen i Silkeborg 1898, var derefter i nogle år forstelev på Silkeborg statsskovdistrikt, men opgav det og påbegyndte dyrlægestudiet 1901. 1906 tog han dyrlægeeksamen og fik straks ansættelse ved forsøgslaboratoriets bakteriologiske afdeling (1906-08). Efter at have været assistent ved veterinær- og landbohøjskolens serumlaboratorium 1908-16 blev han laborator sst. (1916-22); 1922 udnævntes han til professor i veterinærhygiejne og bakteriologi ved skolen. Dette professorat kom efterhånden til at omfatte følgende fag: bakteriologi, parasitologi, mælkekontrol, kødkontrol og sygdomslære for mejeribrugsstuderende. Af disse fag var bakteriologi, mælkekontrol og sygdomslære nyoprettede og måtte tilrettelægges og organiseres fra grunden. Han var forstander for Statens veterinære serumlaboratorium 1935-52 i en periode hvor man kæmpede med udryddelse af brucellose og tuberkulose i Danmark. Efter pensioneringen fortsatte han helt til 1963 - con amore - med diagnosticeringen af vildtsygdomme m. m. og publicerede en række artikler fra dette område. Han var medlem af bestyrelsen for Selskabet for sundhedsplejen i Danmark fra 1923, af det veterinære sundhedsråd fra 1928 og af det ministerielle lægeligveterinære hygiejneudvalg fra 1929 og af Akademiet for de tekn. videnskaber fra 1939. - C. udfoldede en rig litterær virksomhed der særlig omfattede smitsomme sygdomme hos kalve (syv monografier 1913-22, deraf en af Videnskabernes selskab prisbelønnet afhandling 1916), tuberkuloseundersøgelser og yverbetændelse hos kvæget. 1927 og -32 påviste han at rådyrets muskeltinte er en selvstændig art, og gav en beskrivelse af tintens og bændelormens morfologiske og biologiske forhold. - Han var medudgiver af C. O. Jensens Selected Papers, medlem af redaktionskomiteer af flere skandinaviske tidsskrifter og fik en række danske og udenlandske hædersbevisninger. Udnævnt til dr. med. vet. h. c. ved Den kgl. vet. og landbohøjskoles 100 års jubilæum 1958. C. O. Jensens mindefonds guldmedalje 1964.

Familie

Forældre: kgl. skovfoged Jacob Dorthenius C. (1839-1913) og Ane Dorthea Jensen (1842-1926). Gift 17.12.1910 på Frbg. (Thomas) med Edith Margrethe Dora Juliane Jørgensen, født 24.10.1887 i Horsens, død 1.8.1979 i Lyngby, d. af købmand Hans Peter Georg J. (1860-1904) og Johanne Helene Pauline Nissen (1861-1937).

Udnævnelser

R. 1935. DM. 1947.

Ikonografi

Mal. af J. Glob, udst. 1953.

Bibliografi

Selvbiogr. i Beretn. om festlighederne i anledn. af KVLs 100 års jubilæum, udg. Niels K. Hermansen, 1959 34f. - Jørgen Muller i Medlemsbl. for den da. dyrlægeforen. IIL, 1965 698-701. Aage Jepsen i Den kgl. vet.- og landbohøjskoles årsskr. 1966 258-61.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig