Marius Nielsen, Niels Marius August Nielsen, 18.8.1875-29.10.1958, veterinær. Født i Kertinge, død i Kbh. (Frihavns), urne på Bispebjerg. Efter dyrlægeeksamen 1895 og et par års assistenttid ved landbohøjskolens patologisk-anatomiske afdeling og stationære klinik for mindre husdyr søgte N. 1898 ind i hæren som reservedyrlæge. To år senere blev han ansat som korpsdyrlæge, først ved gardehusarregimentet, senere ved 1. feltartilleriregiment, og blev 1908 overdyrlæge og tjenstgørende ved dyrlægekorpset. 1908-20 virkede han tillige som lærer ved under-dyrlægeskolen, 1907-31 ved rideskolen. 1923 opgav han sin militære embedsgerning for at overtage lektoratet i veterinær retslære ved veterinær- og landbohøjskolen (indtil 1945) og stillingen som politidyrlæge i Kbh. Siden 1920 havde N. været konstitueret i denne gerning, men også på anden måde havde han været knyttet til højskolen; 1904 og 1913-16 holdt han forelæsninger over beslaglære og anatomi for veterinær- og landbrugsstuderende, fungerede tillige som censor ved veterinæreksamen 1900-20 og var 1945-47 konstitueret professor i veterinær retsmedicin. I en lang årrække havde han desuden en betydelig privatpraksis i Kbh. N.s livsgerning har således formet sig meget forskelligartet, men inden for hvert område har han stræbt at nyttiggøre sine erfaringer gennem en betydelig litterær produktion. Et meget anerkendt arbejde var hans Histologiske Undersøgelser af tilbageholdte Testes hos Klaphingsten (i Maanedsskrift for Dyrlæger XVII, 1905-06); disse mikroskopiskanatomiske undersøgelser klarlagde på grundlag af et stort materiale det patologisk-histologiske billede og fastslog bl.a., at de i abdomen og canalis inguinalis tilbageholdte testes i alle forhold er analoge og ikke producerer spermatozoer, og hvad sædepithelet angår ikke når ud over det embryonale trin. I Maanedsskrift for Dyrlæger XXXV, 1923-24 og XLIV, 1932-33 har N. redegjort for sine studier over sommersår (dermatitis granulosa) hos hesten med påvisning af Habronemaarter her i landet. I sin Vejledning i Veterinær Retslære I–11. 1928-32 (bd. I 3. udg. 1956) har N. givet en håndbog der ikke blot er en skattet lærebog for de studerende, men også er en stærkt benyttet fagbog blandt praktiserende dyrlæger. 1933-55 var N. medlem af Det veterinære sundhedsråd og forfattede en oversigt over rådets historie 1851-1936 (Maanedsskrift for Dyrlæger XLVIII, 1936-37). N. har haft talrige formands- og bestyrelsesposter i faglige institutioner: Dyrlægeforeningens voldgiftsret 1918-24, Fond af 13. juli 1873 til veterinærvidenskabens fremme 1920-30, Militærdyrlægeforeningen 1922-23, Dyrlægernes begravelseskasse 1912-23, 1938 medlem af den stående voldgiftsdomstol i tvistighederne ang. handel med hustyr for staden Kbh., æresmedlem af Houston Vet. Med. Assoc, Texas, USA, 1938, af den norske veterinærforening, 1938 (1953 samme forenings fortjenstmedalje).

Familie

Forældre: skræddermester Anders N. (1848-1912) og Mette Marie Hansen (1844-1917). -14.2.1901 i Esbjerg med Agnes Jespersen, født 19.9.1876 i Kbh. (Johs.), død 12.6.1961 i Kbh. (Frihavns), d. af fuldmægtig, cand.jur., senere byfoged i Esbjerg, etatsråd Sophus Severin J. (1845-1915, gift 2. gang 1897 med Justine Hvalsøe, 1871-1925) og Caroline Sørine Frederikke Jørgensen (1846-83).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1937.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. C. Bendixen i Den kg!, veterinær- og landbohøjskoles årsskr. 1959 98-101. Veterinærhist. årbog XXI, 1961 15f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig