Harald Larsen, Harald Christian Larsen, 19.9.1885-25.11.1938, øjenlæge. Født i Holte, Tolstrup sg., Vendsyssel, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Bispebjerg). L. blev student 1905, privat dimitteret, tog medicinsk embedseksamen 1910 og indledte sin lægegerning med et års ophold i Grønland hvor han var konst. distriktslæge i Jakobshavn. Han begyndte derefter hurtigt sit specialstudium i oftalmologi som han afsluttede 1920 som 1. assistent på Rigshospitalets øjenafdeling idet han dog samtidig virkede som praktiserende læge i Søborg ved Kbh., fra 1917 i Kbh. 1922 blev han afdelingslæge ved Frbg. poliklinik, 1926 øjenlæge ved Frbg. hospital og 1932 overlæge ved Skt. Elisabeths hospitals øjenafdeling. På afhandlingen Undersøgelser over Farvesansen opnåede han 1921 den medicinske doktorgrad, og han har foruden denne skrevet en række afhandlinger med emne inden for fagstudiet. Han deltog i marts 1925 i konkurrencen om professoratet i oftalmologi ved Kbhs. univ. Han var formand for Oftalmologisk selskab 1926–29, og 1932 formand for de kbh.ske øjenlægers organisation, medlem af bestyrelsen for Sygekasselægernes organisation 1923–25, for Danmarks blinde 1921 og for Grønlandsk selskab fra 1930. Hans stilfærdige optræden forbundet med besindighed og sund sans skaffede ham en fremskudt plads i hans fagfællers kreds både i det lægelige og det kollegiale arbejde.

Familie

Forældre: gårdejer Søren Christian L. (1827–1907) og Mette Marie Thomsdatter (1842–1905). Gift 15.3.1908 i Kbh. (Frihavnsk.) med Meta Olivia Astrid Egebjerg, født 25.1.1888 i Kbh. (Stefans), død 7.11.1975 på Frbg., d. af fouragehandler Peter Petersen E. (1863–1937) og Ane Christine Christensen (1867–1934). Navneforandring fra Petersen 15.2.1904.

Bibliografi

Henning Rønne i Ugeskr. for læger C, 1938 1393. Alf Bertelsen i Det grønlandske selsk.s årsskr. 1939 130f. E. Godtfredsen i Bibl. for læger, 1947 78.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig