Jacob Brandt

Jacob Brandt, Jacob Ludvig Henrik Brandt, 15.10.1856-13.4.1912, rederidirektør, konsul. Født i Christianssted på St. Croix, død på kommunehospitalet i Kbh., begravet i Gentofte. Efter faderens død havde B. en tid ophold hos sin mormor i Jægersborg, kom i en ung alder til Kbh. og var efter endt skolegang i nogen tid ansat i Landmandsbanken. Hans hu stod imidlertid til det fremmede, og ved C. F. Tietgens hjælp fik han en ansættelse i det allerede da ansete firma P. Bornholdt & co. i Riga. Her arbejdede han sig op gennem de forskellige grader og endte med at blive chef for firmaets vigtige afdeling i Libau. Firmaet repræsenterede Det Forenede Dampskibs-Selskab i de russiske Østersøhavne, og inden for dette selskab blev man derigennem opmærksom på de evner der boede i B. Da direktør C. Normann på grund af sygdom i foråret 1896 måtte trække sig tilbage fra ledelsen af DFDS blev der efter at selskabet i et halvt år var blevet ledet af en interimistisk direktion optaget forhandlinger med B. om hans overtagelse af posten som administrerende direktør, og i en alder af 40 år kom han derefter fra 1.11.1896 til at stå i spidsen for dette selskab. Da konjunkturerne sidst i 90erne var særdeles gode, og B. personlig besad et stærkt initiativ betød disse år og begyndelsen af det nye århundrede en overordentlig udvidelse af selskabets virksomhed, i ganske særlig grad den nordatlantiske fart. 1898 overtoges således det 1880 startede Thingvalla-selskab hvorved Skandinavien-Amerikalinien etableredes. Hurtigt så B. de forretningsmuligheder der her lå, og han var utvivlsomt hovedmanden i den storstilede materielfornyelse og udvidelse som selskabets Amerikafart undergik, først og fremmest ved bygningen af "Oscar II", "United States" og "Hellig Olav", ligesom også udviklingen af stykgodsfarten på Staterne lå ham meget på sinde. Herved fik DFDS på dette vigtige trafikområde et meget stort forspring inden for nordisk skibsfart hvilket holdt sig helt op til 1. verdenskrigs år, og som på forskellig vis tilførte den københavnske forretningsstand ikke uvæsentlige fordele. På få år udviklede den regelmæssige fart mellem Skandinavien og USA sig til selskabets vigtigste.

At denne storstilede "Atlanterhavspolitik" imidlertid ikke var ufarlig for DFDS viste årene efter århundredskiftet da konjunkturerne vendte, og B. der under sit mangeårige ophold i Rusland havde fået sin medfødte herskesyge stærkt udviklet og som tillige manglede smidighed bragte derved sit selskab i en meget vanskelig stilling, navnlig i forhold til dets store udenlandske konkurrenter hvorved det indvikledes i kostbare ratekampe. Samtidig havde han lagt sig ud med sine egne kunder og aktionærer, og alt dette i forening gav anledning til at han på flere generalforsamlinger blev genstand for så voldsomme angreb at et direktørskifte blev nødvendigt. I aug.

1905 trådte han da også "af helbredshensyn" tilbage, men det bør retfærdigvis erkendes at allerede forinden han forlod DFDS var der banet vej for en roligere udvikling som sikrede selskabet udnyttelsen af det virkefelt B. ved sin magtfulde politik havde skabt. Han boede sine sidste år på ejendommen Rydholt ved Søllerød sø. -Dansk konsul i Libau 1896–98. Næstformand i Dansk Dampskibsrederiforening 1900–05.