Kim Malthe-Bruun, ved dåben Kim Friis-Hansen, 8.7.1923-6.4.1945, sømand. Kim Malthe-Bruun fødtes i Canada, hvortil forældrene var emigreret for at oprette et landbrug, og hvor Kim Malthe-Bruun voksede op i nær kontakt med den vilde natur. Efter forældrenes skilsmisse kom han 1932 til Danmark for 1935 at blive optaget på Stenhus kostskole. Juni 1940 forlod han skolen med realeksamen for at blive elev på Søfartsskolen i Svendborg. 1941 fik han hyre og sejlede, blandt andet til Finland. Atter hjemkommet blev han elev på Ahms kursus og fik 1943 studentereksamen. Under studietiden havde han kontakt med modstandsgruppen Holger Danske. Han stak atter til søs for i september 1944 at gå i land for definitivt at kæmpe i modstandsbevægelsen, tilknyttet Studenternes efterretningstjeneste. I oktober førte han sammen med en kammerat fra modstandsbevægelsen en toldbåd fra Vordingborg til Sverige for en uge efter at vende tilbage til Danmark, skjult på et transportskib. 19.12.1944 blev han arresteret af Gestapo, indsat i Vestre fængsel og derfra overført til Frøslevlejren. Marts 1945 førtes han atter til København, dømtes af den tyske krigsret sammen med tre kammerater fra hans gruppe til døden 4.4.1945 og henrettedes to dage efter i Ryvangen. Efteråret 1945 udgav Kim Malthe-Bruuns mor bogen Kim. Uddrag af Dagbog og Breve, der dækker tiden fra Danmarks besættelse til afskedsbrevet 4.4.1945. Bogen, der er oversat til syv sprog, giver et smukt portræt af en frimodig, tidligt modnet ung mand der af afsky for besættelsesmagten og i fuld bevidsthed om farerne gik ind i frihedskampen.

Familie

Kim Malthe-Bruun blev født i Edmonton, Alberta, Canada (St. Georges Church, Fort Saskatchewan), døde i Ryvangen og blev begravet i Mindelunden. Forældre: forretningsmand Erik Friis-Hansen (1896-1964, gift 2. gang med Ethel Hammond) og Vibeke Malthe-Bruun (1901-79). Ugift.

Ikonografi

Tegning af Jørn Glob ca. 1950-54 efter foto (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Kim. Uddrag af dagbog og breve, udg. Vibeke Malthe-Bruun, 1945 (ny udg. 1974). Kim Malthe-Bruun: Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt... Breve, 1945. De sidste timer, 1945 184-87. De sidste breve fra dødsdømte frihedskæmpere i Europa 1940-45, 1964 45-47. - De fem onde år, red. Johs. Brandsted og Kn. Gedde, 1945-47 315-21. Danmark under besættelsen, red. Vilhelm la Cour III, 1946 394 463f 466-68. Frit Danmarks hvidbog II, 1946 477. Faldne i Danmarks frihedskamp, udg. Ib Damgaard Petersen, 1970 279f. Bjarne Nielsen Brovst: Kim Malthe-Bruun og krigen, 1980 (heri tidligere utrykte breve og dagbøger).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig