Dansk Biografisk Leksikon

Anton Thyregaard

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Anton Thyregaard, Ole Anton Christoffer Thyregaard,  21.11.1889-20.3.1964, efterskoleforstander. Født i Kværkeby ved Ringsted, død i Jebjerg, begravet sst. Navneændring 1918. T. blev forberedt til seminariet på Kærehave landhusholdningsskole hvor han kort efter konfirmationen ansattes som praktisk medhjælper. Han fandt både sin skoletid og årene på Skårup statsseminarium kedsommelige, og først efter lærereksamen 1910 mødte han et inspirerende miljø, først som lærervikar i Vejby i Salling, hvor han som leder af den frivillige karle- og pigegymnastik blev engageret i det lokale ungdomsarbejde og dernæst 1911–13 som lærer ved sognepræst Chr. Hasselbalchs efterskole i Brøndum. Da Hasselbalch, den senere seminarieforstander i Jelling, opfordrede ham til at overtage skolen, tøvede T. pga. sin ungdom og ugifte stand og tog i stedet imod et tilbud om at blive lærer på Kærhave. Her fik han med voksne elever at gøre og begyndte bl.a. at udnytte bibliotekets muligheder, men indså snart at også voksne elever havde svært ved at arbejde på egen hånd. Derfor begyndte T. at udvikle studiekredsformen som han bl.a. kendte fra studierejser i Sverige. Efter et ophold på Borups højskole i vinteren 1917–18 blev han medstifter af Dansk studiekredsforening, og som foreningens effektive sekretær 1918–22 agiterede han ivrigt for denne pædagogiske nyskabelse. Han blev medarbejder ved udgivelsen af Studiehaandbogen og redigerede sammen med Th. Døssing 1. årg. 1918 af tidsskriftet Bogens Verden.

Sammen med hustruen der ligeledes var optaget af tidens livlige debat om de 14–18-åriges undervisning begyndte han at drømme om en skole hvor de kunne praktisere idealet – en frivillig praktisk skoleform for unge. T. havde fortsat forbindelse med kredse på Salling, og 1921 viste der sig mulighed for at overtage de tomme bygninger efter Salling højskole. Hverken T. eller hans kone kendte de grundtvigske efterskoler, og den nye skole der blev betegnet som en ungdomsskole kom til at virke inspirerende på de ældre efterskoler. På Salling ungdomsskole vovede man at undervise piger og drenge sammen på en kostskole og at give de praktiske fag mange timer om formiddagen, mens de almindelige fag fik mindre vægt. Nye fag blev introduceret, fx barnepleje, folkedans og vævning, og der blev skabt et levende skolemiljø med mange fællesaktiviteter uden for den egentlige undervisningstid. Skolen havde to ledere: T. sprudlede af ideer – og hans kone fik dem ført ud i livet. Begge engagerede sig i det lokale foreningsliv, og T. havde desuden kræfter til at påtage sig tillidshverv inden for De danske ungdomsforeninger 1931–37, Dansk aften- og ungdomsskoleforening 1927–35 og Danske folkedansere hvor han var landsformand 1937–55. 1934 indvalgtes T. i styrelsen for Foreningen af private efterskoler hvor han blev formand 1938 og 1947 efterfulgte P. J. Skriver som ministeriets tilsynsførende med efterskolerne. Den idérigdom der prægede T. som skolemand, prægede ham også som organisationsmand og som embedsmand – altid optaget af at få prøvet noget nyt og ofte i en formidlende rolle. Han blev medlem af det ministerielt nedsatte udvalg der forberedte 1930-loven om aftenskoler og af ministeriets ungdomsudvalg der udarbejdede 1942-lovcne. Ved sin død var T. engageret i debatten om indførelsen af statskontrollerede prøver i efterskolen. T. redigerede De frie ungdoms- og efterskoler i Danmark I–II. 1951 og Danske Folkedanseres Jubilæumsskrift, 1954.

Familie

Forældre: parcellist Christen Olsen (1854–98) og Karen Sophie Pedersen (1862–1935). Gift 15.4.1918 med lærer Jepbine Sørine Pedersen, født 11.7.1883 i Vilslev ved Ribe, 15.11.1973 i Viborg, (gift 1. gang med højskolelærer Niels Thyregaard, 1878–1911), d. af parcellist Niels P. (1850–1941) og Johanne Marie Sørensen (1852–1935).

Udnævnelser

R. 1957.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Årsskr. fra Salling ungdomsskole, 1957–61 (erindr.). -Skoleplan for Kærehave laridhusholdningsskole, 1909 17–19; 1913 17f. Årsskr. fra Salling ungdomsskole, 1946 8–17 26–36 60–75; 1964 11–24. Thorstein Balle: efterskolen, 1981 især 122f. – Papirer i Rigsark.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
sognepræst
i folkekirken en fastansat præst, der betjener et el ...Artikel i Den Store Danske
ungdomsskole
skoleform for unge mellem 14 og 18 år. Betegnelsen a ...Artikel i Den Store Danske
efterskole
speciel dansk skoleform for unge mellem 14 og 18 ...Artikel i Den Store Danske
Skårup
by på Fyn 7 km nordøst for Svendborg; 1788 indb ...Artikel i Den Store Danske
Brøndum
dansk bogforlag, grdl. 1966 af Hans Jørgen Brøndum ( ...Artikel i Den Store Danske
Bogens Verden
dansk tidsskrift for biblioteksvæsen, fra 1906 u ...Artikel i Den Store Danske
Salling
halvø i den vestlige del af Limfjorden; ca. 500  ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
SoeEh
18/07/2011
  • Læst 374 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki