Stig Guldberg, 26.11.1916-18.4.1980, forstander. Stig Guldberg indkaldtes 1937 til hæren og udnævntes 1941 til officiant ved gardehusarregimentet i Næstved. Efter besættelsen mistede han ved en sprængstofulykke 1947 begge hænder og pådrog sig forbigående en række andre invaliditeter. Efter en kort rekonvalescens påtog han sig forskellige hverv for at lære at leve med sit handicap - som rejseinstruktør i hjemmeværnsanliggender for krigsministeriet, som civilforsvarsleder i Næstved, m.v. 1950 inviterede han for egne og indsamlede midler en gruppe krigsinvaliderede vesttyske børn i sommerlejr i Danmark, fordi disse børn ikke fik del i de internationale hjælpeorganisationers bistand til ofrene for anden verdenskrig i Tyskland. I de følgende år fortsatte og udvidede Stig Guldberg lejrene til andre nationaliteter og andre kategorier af handicappede børn, og 1955 stiftede han den selvejende institution Guldberg-plan med formålet "at medvirke til psykisk og fysisk rehabilitering af danske og udenlandske børn og unge der er handicappede på grund af invaliditet, miljø eller race". Guldberg-lejre har været gennemført; i en lang række europæiske lande indtil institutionen fik sin egen skole i Kramnitze ved Rødby 1964.

Karakteristisk for Stig Guldbergs arbejde har dels været ønsket om at lære handicappede at leve med deres handicap – "90 procent af et menneskes handicap sidder over øjenbrynene" – dels bestræbelsen på at sætte ind på områder der endnu ikke var udfyldt af det offentlige socialsystem, enten fordi behovet endnu var uafdækket eller fordi man af andre årsager veg tilbage for opgaven. 1954 indledte han feriearrangementer for vesttyske mulatbørn og 1964 for grønlandske børn. I årene fra 1974 gennemførte han for første gang i Europa sommerlejre for børn med blødersygdommen (hæmofili). Han inspirerede til dannelsen af landsforeningen Glemte børn der har til formål at formidle adoptioner af udenlandske børn i Danmark, og var 1974-77 formand for den internationale hjælpeorganisation Terre des Hommes' danske afdeling.

Stig Guldberg har skrevet bøgerne Et liv uden hænder, 1959 og Glemte børn, 1961, var medproducent af radio- og tv-serien Hvis handicap er det (DR 1977), har skrevet en lang række faglige artikler og ved en omfattende foredragsvirksomhed bidraget til at fremme forståelsen mellem handicappede og ikke-handicappede. Han har modtaget det vesttyske Bundesverdienstkreuz af første klasse og 1955 Antonius-prisen for fremragende mentalhygiejnisk indsats.

Familie

Stig Guldberg blev født i København (Nathanael), døde på Kramnitzegård og er begravet på Fuglse kgd. Forældre: politibetjent, senere overpolitibetjent Johan Herman Emil Guldberg (1882-1967) og Mary Franciska Nissen (1885-1972). Gift 23.5.1942 i Hellerup (Messiask.) med Kirsten Jytte de Nully, født 27.8.1922 i København, datter af civilingeniør Carl Christian Skeel-Gerhardt (1886-1948) og Hilda Augusta de Nully (1902-63).

Udnævnelser

Ridder af Dannebrogordenen 1974.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Stig Guldberg: Et liv uden hænder, 1959. – Undervejs ... udg. i anledn. af Guldberg-plans 25-års jubilæum, red. Ejv. Bjørnkjær, 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig