• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Nørgaard

Oprindelige forfattere MBred og PEng
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Nørgaard, Fred. Nørgaard, 13.8.1878-12.5.1945, højskoleforstander, forfatter. Født i Århus, død på Frbg. hospital, begravet i Slagelse. N. lærte mejeri 1894-95 på Brunbjerg mejeri ved Vallekilde og havde lejlighed til at høre Povl Hansens foredrag på højskolen. 1895-96 var han elev på Støvring, 1896-98 på Askov højskole. Opfordret af Jacob Appel til videre læsning blev han student 1902 fra Ribe og cand.teol. 1908. 1908-20 var han lærer hos Holger Begtrup på Fr.borg højskole. 1920 overtog han Antvorskov højskole. Hans politiske holdning, "midtstrøms i folkelivet", og hans dygtige historiske foredrag gav hurtigt Antvorskov en stærk tilgang af elever. Han ledede den til han 1935 overlod den til sin medarbejder Erik Balslev Nissen, og fortsatte nogle år som medforstander. 1939 købte han gården Birkholm i Stillinge sogn. – Fra 1910 deltog han aktivt i politik, idet han opstilledes som venstremand mod Ove Rode i Kalundborg; 1913 valgtes han i Nørre Sundby, genvalgtes 1915 og trak sig tilbage fra folketinget 1918. 1920-23 var han medlem af den store skolekommission. – N. udgav N. J. Termansens breve til fru Skibsted (1914), en skildring af D. G. Monrad (1918) og en kort Danmarkshistorie 1864-1920 (1920). Sammen med A. Uhrskov redigerede han serien Folkets Førere og skrev her selv om C. Berg (1915) og H. P. Hanssen (1919); med Povl Engelstoft udgav han Hovedtræk af Verdenshistorien fra 1866 til vore Dage, 1922, og med Hans Jensen redigerede han Venstres Historie i Danmark gennem hundrede Aar I–11, 1937-38. Medredaktør af Den danske Folkehøjskole gennem hundrede Aar, 1939.

Familie

Forældre: tømrermester, senere skolelærer i Asminderup ved Kalundborg Peter Christian N. (1847-1922, gift 2. gang 1895 med Kirsten Kirstine Hansen, 1856-1918) og Ane Cathrine (Trine) Frederiksen (1850-92). Gift 11.4. 1914 i Halmstad med Gerda Victoria Liljenquist, født 10.11.1889 i Halmstad, død 6.5.1974 i Hammer, d. af grosserer Per Elof Alfred L. (1856-1926) og Anna Sophia Bengtsson (1849-1932).

Udnævnelser

R. 1937.

Ikonografi

Mal. af Lilli Lundsteen, 1905 og af Oscar Matthiesen, 1919. Afbildet på sidstnævntes mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Mal. af Agnes Smidt, 1933. Foto.

Bibliografi

Erindr, i Antvorskov højskoles årsskr. 1943 31-40. – J. Jensen-Sønderup i Højskolebl., 1920 1519-22. Olaf Andersen: Antvorskov højskole 1908-33, 1933. Berl.tid. 11.8.1938. Politiken 13.8. s.å. Århus stiftstid. s.d. Danm.s folkehøjskole 1844-1944, red. J. Th. Arnfred m. fl., 1944. Th. Laursen i Antvorskov højskoles årsskr. 1945 5-16. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.