Dansk Biografisk Leksikon

Hans Rosendal

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Hans Rosendal,  4.9.1839-16.1.1921, højskoleforstander. Født i Nørre Kollemorten, Øster Nykirke sg. ved Vejle, død i Lyngby, begravet sst. R. tog 19 år gammel lærereksamen fra Jelling, dengang ledet af den grundtvigske forstander H. J. M. Svendsen. 1859–60 var han lærer på Grundtvigs højskole Marielyst og kom i forbindelse med N. F. S. Grundtvig og grundtvigske kredse i Kbh. 1860–67 underviste han ved Borgerskolen i Vejle. Hans historiske sans blev vakt da han som dreng så Frederik VIIs hærskue på Lerbæk mark 1848; den blev styrket ved fodture med amtmand Orla Lehmann der førte ham ind i den nyeste historie. Efter 1864 ønskede R. at gå i højskolens tjeneste, og med sin svigerfars støtte oprettede han 1866 højskolen i Vinding ved Vejle. Han ledede den i 25 år, 1887–92 virkede han desuden som lærer ved Vejle latinskole. 1892 overtog han ledelsen af Grundtvigs højskole der 1890 var flyttet til Lyngby. 1919 overlod han ledelsen til sin søn Hans August R. (1876–1971) men fortsatte som lærer til sin død, landskendt som en af højskolens betydelige skikkelser. -1895–1904 var han leder af højskolelærerkursus på universitetet, 1898–1918 medlem af styrelsen for Kirkeligt samfund af 1898 og 1897–1917 for Dansk skoleforening. – R. udgav en række historiske skrifter: Nogle Bidrag til Rødding Højskoles Historie, 1894, Danmarks Folkehøjskoler og Landbrugsskoler 1844–94, 1894, N. F. S. Grundtvig, 1909 og 1913, Træk af Danskhedens Historie i Sønderjylland I-II, 1911–.12, Dronning Karoline Amalie, 1915, Fra Danskhedens Kamp i Sønderjylland, 1918 (på fransk, engelsk og svensk 1916–17). – Som højskolemand følte R. sig nærmere beslægtet med Ludvig Schrøder end med C. Kold. Han var en ypperlig fortæller, tidligt vaktes hans interesse for den nationale kamp i Sønderjylland og gennem sit andet ægteskab kom han i nær forbindelse med grænselandet under fremmedstyret. I sin Lyngbytid holdt han ret livlig forbindelse med den svenske højskole og kaldtes på grundtvigsk "færgemanden ved Øresund".

Familie

Forældre: gårdejer Nicolai Christian Peter R. (1816–1906) og Christiane Magdalene Erichsen (1804–85). Gift 1. gang 21.3.1861 i Hornum med Hansine Augusta Ravn, født 22.3.1840 i Møgelkær, Rårup sg., død 23.3.1873 i Vinding, d. af proprietær Hans August R. (1800–86) og Hedevig Olsen (1801–86). Gift 2. gang 4.9.1874 på Duebjerg i Kollund med Anne Katrine Christensen, født 28.7.1839 i Nordborg på Als, død 23.4.1920 i Lyngby (gift 1. gang 1869 med teglværksejer Christian Schmidt, 1839–71), d. af skibsfører Hans Christian C. (1807–75) og Jacobine Charlotte Petersen (1814–93).

Udnævnelser

R. 1898. DM. 1913. F.M.1. 1917.

Ikonografi

Litografi af I. W. Tegner, 1892, efter foto. Mal. af Thora Holmstrom ca. 1913 (Fr.borg) og af Axel Bredsdorff. Buste af S. Wagner, 1917, og af J. Nielsen-Sondrup udst. 1919. Foto.

Bibliografi

Marius Sørensen i Højskolebl. XXXIV, 1909 1177–92 og XXXXIV, 1919 1105–08. A. Dolleris sst. 1920 649–52 (om Katrine Rosendal). Helge Skovmand sst. 1921 83–90; sst. 97–104. Salomon Nielsen sst. 141–46. Malin Holmström-Ingers og Juhl Andersen sst. 167–72. Helge Skovmand sst. 1939 550f. H. A. Rosendal sst. 654–56 663 670–72 682. Marius Sørensen i Grundtvigs højskoles årsskr. 1917 3–9. R. J. Holm sst. 10–14. Leonard Holmström sst. 21–26. Edv. Lehmann sst. 27–31. H. A. Rosendal sst. 1921 3–20. Bertel Jensen sst. 37–47. Marius Sørensen sst. 66–85. H. A. Rosendal sst. 1922 3–19, 1923 3–16 og 1924 56–73. Chr. Hauch sst. 1931 46–85. H. A. Rosendal sst. 1937 22–39. [H. R. m.fl.:] Vinding folkehøjskole gennem 50 år, 1917. Marius Sørensen i Kirkeligt samf.s årbog, 1921 17–29. Salomon Nielsen: Fem af den da. folkehøjskoles banebrydere og Testrupmødet 1883, 1925 112–38. Danm.s folkehøjskole 1844–1944, red. J. Th. Arnfred m.fl., 1944 104–16. – Papirer i Rigsark.

Læs også om Hans Rosendal i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Hans Rosendal
Hans Rosendal
1839-1921, dansk højskolemand, lærer på Grundtv ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Ludvig Schrøder
1836-1908, dansk højskolemand; far til Ingeb ...Artikel i Den Store Danske
Vinding
danske slægter, se Winding . ...Artikel i Den Store Danske
latinskole
ældre skoleform, der formidlede en kristen, klassisk ...Artikel i Den Store Danske
Lehmann
flere danske slægter. Den mest udbredte Lehmann- ...Artikel i Den Store Danske
Øresund
118 km langt farvand, der forbinder Østersøe ...Artikel i Den Store Danske
Øster Nykirke
ca. 22 km NV for Vejle, Ribe Stift, bygget ...Artikel i Den Store Danske
Marielyst
stort sommerhusområde med hoteller, restauran ...Artikel i Den Store Danske
Lerbæk
tidligere hovedgård 2 km nordvest for Frederiks ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
MBred
18/07/2011
  • Læst 694 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki