Hjalmar Gammelgaard

Hjalmar Gammelgaard, 15.2..1880-5.11.1956, højskoleforstander . Født på Holme mark, Gislev sg, død i Hillerød, begravet i Kbh. (Bispebjerg, fællesgrav). G. voksede op på friskolen i Gislev nær Ryslinge på Fyn som hans far ledede siden 18,72. Faderen var født nær Bevtoft i Sønderjylland. Farfaderen havde tjent hos H. A. Krüger på Bevtoft Mølle og havde i marts 1848 kørt for Krüger til mødet i Rendsburg. Krüger var gudfar til G.s far der efter konfirmationen blev hjælpelærer ved Neder Jersdal skole hvor han 17 år gammel måtte indkvartere preussiske soldater 1864. Efter seminarietiden på Jelling blev faderen huslærer og fra 1872 leder af den nyoprettede friskole i Gislev. Med fryd fortalte G. senere om den. gamle bonde der ikke sov tre nætter i træk på grund af det nye der med friskolen, var rykket ind i sognet. En af Estrups tilhængere, Store Johan, havde sagt at det ikke var for galt at tage en økse og slå den mand ned der begyndte på sådan noget. G.s første politiske minde var fra 188.4 da mejeribestyreren tog familien Gammelgaard på sengen og fortalte om valget af Herman Trier, Christopher Hage, Chr. Hørdum og P. Holm i Kbh. Han erindrede også bødkerens søn der var gendarm, og som kun kunne besøge sit hjem i ly af mørket. Friskolelæreren lod sine børn overvære politiske møder, og G. blev medlem af riffelforeningen i en alder af seks år. Friskolemiljøet og den alvorlige, sygdomsramte fars undervisning var livet igennem en vigtig bestanddel af G.s erfaringssum, særlig oplevelsen af friskolens lighed og dens undervisningsmåde. Faderen foretrak at rose de elever, der havde svært ved arbejdet, de andre skulle nok klare sig. G. vendte gang på gang i sit liv tilbage til hjemmet og skolen som personlighedens og karakterens egentlige værksteder, ganske særligt efter at han gennem sine elever på Roskilde højskole havde fået indtryk af hvordan deres skolegang havde været. G. kom i lære som maler, men hans tidlig vakte lyst til læsning førte ham til Blågårds seminarium i Kbh. hvorfra han tog lærereksamen 1901. En tid underviste han ved P. Møllers friskole i Odense, men erfarede, at han ikke egnede sig til at undervise børn. Han følte at han havde behov for mere uddannelse. Den 23-årige seminarist og friskolelærer indmeldte sig til studenterkursus på Bendixens kursus i Kbh. Her knyttede han venskab med den seks år yngre Grundtvig-prægede, senere Askovlærer og handelsgartner Frode Sørensen der blev hans ven for livet. De blev begge studenter 1904. G. kastede sig nu over filosofi, men det varede ikke længe føn han drejede ind på det statsvidenskabelige studium. Han var et års tid lærer på Emdrupborg højskole. En kort periode var han medlem af Studentersamfundets bestyrelse, ligesom han deltog i møderne i den socialistiske studenterkreds "Catilina". Han var også medlem af en lille eksklusiv forsamling af unge videnskabsmænd med bl. a. brødrene N. E. og Poul Nørlund og brødrene Harald og Niels Bohr. – 1908 blev G. ansat som medarbejder hos dr. Ove Krak, der udgav Kraks Vejviser, og fik et krævende arbejde i forbindelse med vejviserens udvidelse til at omfatte hele Danmark. Samtidig med dette arbejde læste han til eksamen, skrev en prisopgave til Industrirådet, og blev cand.polit. 1909. G. var ansat hos Krak indtil 1930, fra 1919 som kontorchef. Han fik stor betydning for virksomheden i kraft af sin indsigt i dansk samfundsliv, sin opfattelse af den enkeltes forhold til samfundet og i kraft af sin administrative dygtighed. G. var også den drivende kraft bag den biografiske håndbog "Kraks Blå Bog", der udkom første gang 1910, ligesom han siden 1911 bistod ved udgivelsen af de omredigerede og fornyede Kraks "Tidstavler" til Københavns historie (5. udg.: København fra Absalon til i dag. Kraks Tidstavler, 1953). G. tilrettelagde og udarbejdede 1919 Vejviseren gennem halvandet Hundrede Aar. 1922 udgav Krak hans Minderige Huse, en oversigt over kendte mænds og kvinders boliger, bygget på vejviseren fra 1770 til 1880.

Sammen med socialt og politisk interesserede studievenner udgav G. bogserien Nyt socialt Bibliotek, der udkom på Martins Forlag, udgivet af Dansk forening for social Oplysning, af hvis bestyrelse G. var medlem fra 1928. G. var redaktør og medforfatter af Industrien, Muligheder og Vilkaar, 1926 og af Danmarks Erhverv, 1942. Han skrev om de danske byerhverv (i Det danske Samfund, 1924) og om stats- og kommuneindtægternes historiske udvikling (i Den danske Stat, 1929). Desuden har G. ydet bidrag til en lang række andre bøger, bl. a. Skolen og Livet, 1931, Kulturen for Folket, 1938 og Hverdagens Psykologi, 1945.

G. holdt for meget af livet og menneskene til at mure sig inde i studereværelset eller til blot at udfolde sig i sin kontorchefstol hos Krak. Det var heller ikke hans største lyst at skrive. Stærkere og stærkere blev han drevet af sin trang til umiddelbar kontakt med sine medmennesker og fik skærpet sin appetit på folkeoplysning. Han følte sig mere og mere draget mod et arbejde direkte med mennesker, selv om han var levende optaget af arbejdet hos Ove Krak. Allerede 1916 forsøgte Frode Sørensen at få G. til Askov som lærer i samfundskundskab. I årene fra 1920 var G. tilknyttet Borups højskole og fra 1925 underviste han på den socialdemokratiske arbejder-skole, kbh.ske arbejderes tillidsmandsskole. Hele dette folkeoplysende arbejde tog G. så meget at han forkastede enhver tanke om at søge ind i forretningslivet hvad han for alvor havde overvejet lige efter første verdenskrigs slutning. Han var dog fuld af tvivl og ikke sikker på sine evner som folkeoplyser. Hvis andre havde været i tvivl om hvor man havde denne kontorchef med det lidt elegant forfinede udseende, så var al tvivl væk hos en samling ledende folkeoplysere da de 7.7.1926 havde hørt G. tale på Hindsgavl om emnet Højskolens Plads i vor Folkeopdragelse. Foredraget blev holdt stilfærdigt, næsten undskyldende. Men alle mærkede foredragsholderens varme sind og hans dybe optagethed af folkeoplysning. G. ville gennem den gamle højskoles traditionelle ydre lag nå ind til det væsentlige, det evige, det egentlige i al undervisning og oplysning, hvad enten det er i Israels profetskoler, i buegangene ved Akropolis, i middelalderens klostre – eller i et lille husmandshus på Ryslinge mark. Han henviste til Arbejdernes oplysningsforbunds virksomhed siden dets oprettelse i 1924. Her dyrkede man ikke socialistisk dressur. G. bevidnede at han her havde mødt et liv og et samvær hvor Christen Kold ville have befundet sig vel. Højskolen måtte forny sig og forstå tidens skiften. Slutstenen på hele skolevæsenet skulle ikke være de højere læreanstalter. Nej, det skulle netop være folkehøjskolen. G. havde været gæstelærer på Roskilde højskole i vinteren 1927-28 da Morten Bredsdorff forsøgte at videreføre sin far Thomas Bredsdorffs virke ud fra målsætningen: At forene by og land på samme højskole. 1929 solgte Margrethe Bredsdorff skolen til Arbejdernes oplysningsforbund. Og tidligt i 1930 henvendte repræsentanter for skolens riye ledelse sig til G. for at anmode ham om at overtage forstanderstillingen i Roskilde. Han var da halvtreds år, og det fortælles at han først sagde ja til stillingen efter at en lægeundersøgelse havde givet ham mindst ti år at leve i.

G. vedstod den forpligtende arv der fra Bredsdorffs tid lå i Roskilde højskole: tanken om at højskolen skulle være for alle som Grundtvig havde ønsket det, det menneskelige, menneskenes samfund og mennesket selv som gerningens mål. Han ønskede at skolen fortsat skulle hedde Roskilde Højskole – og ikke omdøbes til Arbejderhøjskole. 9.6.1930 åbnede skolen som arbejderbevægelsens anden skole idet arbejderhøjskolen i Esbjerg havde virket siden 1910. Hvad enten en højskole byggede på et liberalt eller et socialistisk grundlag måtte dens opgave være almenmenneskelig. "Der skal flere dyder til end klassebevidsthed og solidaritet for at bygge en verden op" skrev G. 1931. Arbejderens mål måtte selvfølgelig være: højere løn og kortere arbejdstid, men disse mål har ingen værdi i sig selv, "hvis ikke det liv de omslutter fyldes med indhold, et rigt og sundt menneskeligt indhold". Højskolen skulle lære sine elever overblik, søge at vise dem sammenhængen i tilværelsen, føre dem op på "historiens bjerg", lade dem se ideernes udvikling og betydning, vække erkendelsestrang og erkendelsesglæde. "Den skal også indenfor de beskedne grænser, den magter, søge at hvælve en højere himmel over arbejdernes liv og stræben". Litteraturen, filmen, musikken og kunsten fik altid en vid plads på Roskilde højskole, og G. tog i særlig grad musikken og sangen til sig som midler. Han spillede selv klaver og ledede hver morgen morgensangen efter "Arbejdersangbogen" der bl. a. under indflydelse af G. blev en hjemmets sangbog hvor man fandt ikke alene de gamle kampsange fra arbejderbevægelsens barndom, men også ældre og nyere folkelige sange.

G. udfoldede sig først og fremmest i sine fag økonomi, samfundsvidenskab og statistik. Han opdyrkede også psykologien som fagområde. Han fulgte levende med i alt og gjorde sammen med sine lærere skolen til et virkeligt kulturcentrum i arbejdernes oplysningsbevægelse – så at sige på trods af det paradoks at de unge arbejdsløse elever hellere burde have haft arbejde, og de arbejdende hellere burde have været på højskole. G. udførte et betydningsfuldt demokratisk opdragelsesarbejde blandt tyske flygtninge der omkring krigsafslutningen i 1945 blev indkvarteret i stort tal på Roskilde højskole efter at den tyske værnemagt havde beslaglagt skolen. Han var i øvrigt efter 28.8.1943 formand for Frihedsrådets lokalkomité i Roskilde. Også i bestridelsen af forskellige tillidshverv fik G. afløb for sin humanistiske og pædagogiske trang. Han var formand for Fællesudvalget for social Litteratur 1932-47, medlem af bestyrelsen for Socialpolitisk forening fra 1920, var medlem af befolkningskommissionen 1936-40 og af undervisningsministeriets ungdomsudvalg 1939-42. I årene 1937-47 var han formand for De unges Idræt, DUI, hvor han bidrog i høj grad til at gøre denne arbejderbørnenes fritidsorganisation til en pædagogisk, socialt betonet og kulturel bevægelse.

1946 fritoges G. for højskolearbejdet i fire måneder, idet fængselsdirektoratet anmodede ham om at besøge de mange fængsler og interneringslejre hvor 10.000 landssvigere afsonede deres domme for landsforræderi under den tyske besættelse. Opgaven var at tilrettelægge en undervisning for disse mennesker. Han blev fængsels-direktoratets konsulent i undervisningssager og passede i begyndelsen dette arbejde ved siden af højskolevirksomheden. 1949 opgav G. sin forstanderstilling og blev afløst af sin nære medarbejder Frode Kristensen. Han kunne derefter helt hellige sig arbejdet i fængslerne, som han fortsatte til sin død. G. udnyttede erfaringerne fra højskolen, og i fængslerne fik de indsatte nu for alvor at mærke at en ny behandling af lovovertrædere var begyndt. G. var med til at finde lærere der kunne tage fat på den opgave at søge de indsatte ført tilbage til livet og samfundet. G. mødte fængslernes mennesker med hele sit sinds varme og med sin sande menneskelighed. Han betragtede ikke fængslernes beboere som prominente kriminelle eller forhærdede vaneforbrydere: "Forbrydelsen er vel i de fleste tilfælde en frugt af mangelsygdomme: mangel på kærlighed i hjemmene, mangel på tillid til menneskene og til samfundet, mangel på noget der gør livet skønt." Menneskelig varme og tillid kunne gøre "fangerne" frimodige, åbne og tillidsfulde. Midlerne måtte være opdragelse, ikke gengældelse og straf. De "politiske" fanger burde i virkeligheden have været på højskole, sagde han. Skulle mennesker forstå demokratiet, måtte de behandles som ligemænd, som medmennesker. Allerede fra 1930 var der elevråd på Roskilde højskole. "Menneske først, kristen så," hed det på de bedste højskoler. Hos G. var løsenet altid: "Menneske først og fremmest – alt andet kan så komme til sin tid!". G. bestræbte sig på at handle overfor sine medmennesker ud fra sin opfattelse af livets hellighed, dets rigdom og skønhed, dets dybde og mangfoldighed. Unge skulle lære hvordan man omgås hinanden på en anstændig og fornuftig måde. Hans indsats var båret af en dyb følelse af og tilskyndelse til, at "hjælpe de spirer der måske kan synes kvalt eller vantrives mellem sten og tidsler". Barnet var for ham mennesket med det oprindelige, ikke-ødelagte præg. Han havde selv noget af barnet i sig, et paradoks i denne granvoksne mand der var lærer og livselsker. Han foragtede bravader og unatur. Han havde en vis magt over mennesker ved ingen magt at udøve. Han fandt tilværelsen så spændende, at han kunne blive harmfuld over at ikke alle i verden havde indset det. G. var ikke selv en forkynder, men mere en igangsætter. Han var menneskeelsker og demokratisk humanist. Bag hele hans virke lå arbejderbevægelsens idé om fællesskab, sammen med tanken om det enkelte menneskes ret til at udfolde sig frit. G. og hans lærerstab gennem årene gjorde højskolen fortrolig og nærværende for arbejderne. De var med til at udhule politiske dogmer og til at udvide arbejderbevægelsens perspektiver, alt i fuld frihed og i nøje samklang med de dybe ændringer som da fandt sted i bevægelsens grund under indtryk af den voksende nazisme i Tyskland, samtidig med at arbejderbevægeisen selv fik stadig større og større nationalt, politisk ansvar i stat, amt og kommune. Det er G.s fortjeneste at Roskilde højskole i disse år og i besættelsens år blev en skole i medborgerlighed og folkestyre. I den lille snes år G. var forstander var der på hver seks måneders vinterskole ofte over hundrede elever, og på sommermånedernes tillidsmandskurser kom hvert år ca. 2000 repræsentanter for arbejderbevægelsen. G. evnede at vække og ægge, også ved at chokere og til tider, irritere til eftertanke. Det var ham livsvigtigt at mennesket satte sig opgaver og tumlede med tilværelsens problemer. Et af hans ynglingsord var: "At leve er at lære". Hans metode var i alle forhold den sokratiske. Han mente at højskolelæreren ikke mindst måtte holde af sine elever, også de sølle, de ubegavede, de genstridige, de oprørske. Det lå ham særligt på sinde at alle mennesker af og til burde have ros og anerkendelse – selv om de egentlig ikke fortjente det.

Dette var så meget mere betydningsfuldt som der på Roskilde højskole og Esbjerg arbejderhøjskole under 1930ernes højskoleordning var mange elever som var dybt ramt af langvarig arbejdsløshed både materielt og psykisk. Der findes kun spredte blivende udtryk for G.s indsats, der først og fremmest fandt sted direkte overfor mennesker, hvad enten det var på Roskilde højskole eller i fængselsvæsenet. Han var klogere, mere viis, end mange meget skrivende fra samtiden. G.s hele væsen og væren fik mange højskolekyndige til at tænke på ham som en livfuld slægtning af Christen Kold. Han kunne gnistre sine elever i gang, og det kunne i mange tilfælde blive til en brand i sjælen. For de fleste blev påvirkningen fra Roskilde som en langsom stille lutring i sindet. Sjælens inderste strenge skulle svinge. "Vi var klogere på tilværelsen, vi var lykkelige", skrev en gammel elev. "Og alt dette gav du os uden at tage fra os en tøddel af den frihed, som alle er så glade for, og som vi blev mere ansvarsbevidste overfor."

Det lykkedes selvfølgelig ikke altid. Alligevel kunne der være sket noget bag den ydre skal. En af G.s elever skrev dobbeltbundet til ham på hans 75-årsdag i 1955 og fortalte om sit forlis: "Jeg erkender mit fallitbo. Sejr skulle det ikke blive, næppe vel en ærlig kamp. Men det har rykket i mig, og det rykker stadig i mig. Jeg er ikke bare en bunke gelé. Års nederlag og kompromis har ikke sløvet mig mere, end at jeg stadig hører kaldet."

G. udøvede ikke mindst en påvirkning gennem personlige samtaler. Han var altid rede til at erkende egne fejl og skrøbeligheder. Ethvert menneske måtte udfolde sig efter egne evner og anlæg. Han forstod at øge andres evner. Han elskede livet og livets frihed og fandt det vigtigt at lære og leve, og ikke lade sig æde af årene. G. rummede i sig megen forfinelse og var dog enkel og usammensat i sin finhed, i sin skyhed og åbenhed, sin dybe ægthed. Digteren Halfdan Rasmussen var elev på Roskilde højskole i en arbejdsløshedsperiode. Han hyldede G. ved 75-årsdagen med et digt, hvori det hed: "Tanken blev ord. Ordet kan dræbe og slå! Men dine ord ville kun ét: At forstål/Vække en drøm. Åbne, forløse og kalde/gennem den nat, tiden har lagt i os alle."