Dansk Biografisk Leksikon

Jacob Appel

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jacob Appel, Jacob Christian Lindberg Appel,  23.4.1866-31.12.1931, højskoleforstander, politiker. Født på Rødding højskole, død på Askov Nørregård, begravet i Askov. A. voksede op i et grundtvigsk-sønderjysk miljø der prægede ham for livet. I forventning om opfyldelse af Pragerfredens art. 5 der havde stillet Nordslesvigs genforening i udsigt udvandrede A. ligesom sine ældre brødre og blev elev på Askov udvidede højskole i tre vintre, 1882–85. Det anfægtede hans sårbare sind at højskolekammeraten H. P. Hanssen fandt de unges udvandring efter ophævelsen 1878 af art. 5 uforsvarlig – og selv havde valgt at blive under preussisk herredømme. Det anfægtede ham også at faderen og Ludvig Schrøder i deres grundtvigske uvilje mod "den sorte skole" afholdt ham fra at gå eksamensvejen. A.s videnskabelige interesse blev imidlertid vakt ved naturfagslæreren Poul Ia Cours geniale historiske perspektiv i undervisningen på højskolen. la Cour ønskede at få A. til medhjælper ved sine forsøg og sin undervisning, og med henblik herpå gennemførte A. en femårig fri uddannelse ved Polyteknisk læreanstalt, markeret ved besvarelse af en prisopgave, og med en fageksamen som "cand.math.". I 1890, da højskolen i Askov befandt sig i en krise, blev han kaldt hjem som lærer i matematik. I mellemtiden var A. blevet inderligere knyttet til Askov ved sin forlovelse med Schrøders datter Ingeborg. Efter deres giftermål blev gerningen i Askov hans egentlige livsopgave. Bortset fra en redegørelse i Vidensk. selsk. oversigt 1904 for undersøgelser vedrørende tordenvejret i Danmark blev hans indsats ikke som la Cours af grundvidenskabelig art. Den blev formidlende, som udtrykt af ham ved højskolernes fællesmøde i Odense 1912: "Mit ideal m.h.t. Askov er at vi kunne have knyttet til os mænd som i videnskabelig henseende stod på højde med hvad tiden har at bringe, men hvis hjerter var vendt således at de gerne ville give hvad de gennem deres forskning hentede til folkeligt brug." A.s vigtigste litterære indsats i denne retning bestod i den inspirerende fremstilling af Historisk Fysik, 1896–97 (ny udg. 1906–10) og i Regnebog I-IV, udgivet af Foreningen for høj- og landbrugsskoler (1892–93), begge udarbejdet i nært samarbejde med la Cour. – Som lærer for voksne var A. i sit es og oplevedes af sine elever som uforlignelig. Hans timer virkede som et fælles engagement for lærer og elever. Eleverne fandt ham "moderne", sammenlignet med de ældre lærere, også med la Cour. Hans hovedfag var og blev fysik, matematik og regning, men allerede 1893 tog han i sin undervisning det slesvigske spørgsmål op hvor hans syn faldt sammen med H. P. Hanssens og anlagde senere i foredrag om Tysklands historie et fordomsfrit syn på Bismarck. Med særligt indblik kastede han sig fra midten af 90'erne over "sjælelære" (psykologi) i stadig kontakt med Ludvig Feilberg, og han tog også visse sider af samfundslæren op. Hans undervisning gav i reglen mere en klar fremstilling af problemerne end anvisning til løsning af disse.

Allerede året efter sin ansættelse blev A. skolens inspektør. Han blev leder af det 1894 oprettede kursus for yngre højskolelærere, 1899 medbestyrer af højskolen og 1906 Schrøders afløser som dens forstander. Som skoleleder følte han sig i nært samvirke med sin hustru som arvtager af traditionerne fra Schrøders slægtled. På et studentermøde i Vallekilde 1904 udtalte han: "Det er ikke højskolens opgave at kristne mennesker. Dens opgave er at udføre en Johannes (Døber)-gerning." Han ønskede at højskolen skulle åbne de unges blik for tilværelsens sammenhæng ud fra et syn der forbandt Grundtvigs kristelige og folkelige tanker. I skolens daglige liv forbandt han – støttet af sin hustru – en noget rigoristisk husorden med udstrakt åndsfrihed, og han imponerede eleverne ved sin enestående evne til at genkende dem men tiltrak dem også ved sin varme interesse for den enkeltes problemer og muligheder. Umiddelbart kom han dog ikke eleverne på nært hold.

På et tidspunkt hvor A. ydede sit ypperste som leder og lærer i Askov – og efter Schrøders og la Cours død i 1908 syntes uundværlig – blev han efter folketingsvalget 1910, der gav venstre sejren, opfordret til at indtræde i ministeriet Klaus Berntsen. Til sine læreres skuffelse fulgte han opfordringen. Han var nok venstremand men havde ikke villet tage del i partipolitik. Han håbede – ligesom Klaus Berntsen – at kunne fremme grundtvigske frihedssynspunkter i skole og kirke. Det lykkedes også tildels. Inden ministeriets bratte afgang 1913 blev der gennemført en lov der øgede statsstøtten til højskolerne i almindelighed – og Askov i særdeleshed. På det kirkelige område stod A. de radikale nærmere end J. C. Christensen hvis "sognepolitik" havde været kronet med menighedsrådsloven af 1903. Den var udløbet 1910 og blev først fornyet 1912 med udvidet administrativ indflydelse for menighedsrådene der nu fik indstillingsret til alle sognekald. Stærkere præget af A. selv var en lov der 1911 gav evangelisk-lutherske frimenighedspræster ret til fuld gudstjeneste i sognekirkerne. Hertil kom en præstelønningslov 1913 der omsider gav alle præster fast løn. Da Sjællands bispestol blev ledig 1911 brød A. resolut traditionen med "lærde bisper" og udnævnte den stærkt socialt indstillede bypræst Harald Ostenfeld. Tendenser til kirkeforfatning lykkedes det A. at bekæmpe. Ved nytårstid 1913 blev A. ramt af et dolkestød bagfra. Den tyske gesandt havde klaget over afsnittet om sønderjyderne under preussisk tryk i Vilhelm Østergaards "Ungdommens Bog om vort Land", en skolebog der var approberet af undervisningsministeriets konsulent. Da bogen indeholdt vitterlige fejl måtte A. trække godkendelsen tilbage. Herved udsatte han sig for voldsomme angreb og demonstrationer fra nationalistisk hold. Det sårede ham som sønderjyde og bidrog muligvis til venstres valgnederlag 1913 der medførte ministeriets afgang. Da A. dybt deprimeret vendte tilbage til Askov hvor hans hustru havde vikarieret som forstander i hans ministertid, var lærerstaben i mellemtiden blevet fornyet, takket være A.s sjældne evne til at finde personer der opfyldte hans ideal: at kunne tolke videnskabens og tidens problemer og opfylde ungdommens trang til oplysning og udsyn. Med de lærerkræfter der blev knyttet til skolen i årene fra 1910 til 1917 fik Askov den bedste lærerstab nogen dansk skole har haft, og dens vinterelevtal nåede op på over 300. Selv fik A. efter krigens afslutning 1918 en række ønskeopgaver der tillige gav ham oprejsning efter den tort Østergaard-sagen havde beredt ham. Han blev formand for det nyoprettede Sønderjysk fond, og det sønderjyske skoleudvalg der var nedsat i november henvendte sig til ham om vejledning vedrørende den forestående nyordning af skoleforholdene. Den radikale regering udnævnte ham 1919 til som skoledirektør at lede udviklingen i overgangstiden med ansættelse af danske lærere i Nordslesvig, og da han i maj 1920 var indtrådt som undervisningsminister i Neergaards nye venstreregering havde han i samråd med skoleudvalgets formand Hans Jefsen Christensen forberedt en skolelov der – i pagt med den holdning hans far og de såkaldte "klosterpolitikere" havde indtaget i tiden før 1864 -skabte fuldstændig ligeret for de to nationaliteter i Nordslesvig således at kommuner med blandet befolkning kunne få både en dansk og en tysk skoleafdeling hvortil kom adgang til at oprette tyske privatskoler med offentlig støtte. Denne skolelov var egnet til at fremme et stilfærdigt og sundt forløb af kulturbrydningen i grænselandet. – Da J. C. Christensen 1922 trådte tilbage som kirkeminister overtog A. også dette ministerium. Efter ministeriet Neergaards afgang 1924 vendte A. atter tilbage til Askov. I december 1926 da ministeriet Madsen-Mygdal blev dannet blev han på ny opfordret til at overtage undervisningsministeriet men svarede nej, da den nye statsminister krævede nedskæringer på ministeriets budget.

A.s helbred havde aldrig været stærkt, bag hans myndige og beherskede fremtræden gemte der sig et maniodepressivt gemyt der til tider kunne trykke hans omgivelser. 1928 besluttede han at trække sig tilbage og overlade ledelsen af skolen til J. Th. Arnfred. Få måneder efter blev han ramt af en hjerneblødning som medførte legemlig men ikke åndelig svækkelse. Det er sagt om A. at læreren kom til at stå i skygge for forstanderen og politikeren. Det skyldes dog forstanderen at Askov højskole nåede til en frigørelse og udfoldelse der overgik den der var sket i Schrøders tid. Som minister var han den første der med styrke søgte frisindede grundtvigske synspunkter gennemført i lovgivning og administration, og den sønderjyske skolelovgivning 1920 var en forbilledlig bedrift der dog ikke lod sig politisk fastholde efter anden verdenskrig. – R. 1908. K.2 1912. K.1 1920. DM. 1923.

Familie

Forældre: højskoleforstander, senere frimenighedspræst Cornelius A. (1821–1901) og Anne K. Lorentzen (1829–69). Gift 24.9.1891 i Vejen med Ingeborg A., f. Schrøder, født 26.6.1868 på Askov højskole, død 5.11.1948 på Brørup sygehus, d. af højskoleforstander Ludvig S. (1836–1908) og Charlotte C. E. J. Wagner (1842–1904). – Bror til Axel A. og Hans A.

Ikonografi

Portrætteret på mal. af Erik Henningsen: Paa Askov Højskole, 1902 (Fr.borg; gentagelse i Ribe stiftsmus.) og på O. Matthiesen: Den grundlovgivende rigsdag 1915, fra 1923 (folketinget). Mal. af L. Find, 1926 (Askov højskole). Tegn. af Emil Krause og Julie Marstrand. Karikaturer af bl.a. Jensenius og Alfr. Schmidt (Klods Hans 1921). Foto. Buste af Christian Warthoe 1924-25.

Bibliografi

L. Moltesen i Gads da.mag., 1932 76–82. Viggo Cavling og C. P. O. Christiansen i For kirke og kultur, 1932 114–23. H. Jefsen Christensen og Harald Ostenfeld i Dansk udsyn, 1933 7–32. Even Marstrand sst., 1935 1–28. J. Th. Arnfred: Askov højskole i mands minde, 1965 20–23 63–67. Hans Lund: Askov højskole 1865–1915, 1965 222–25 296–300 305–11. Margrethe Christiansen: Jacob Appel, en mand og hans arv, 1970. Helge Skovmand: Et hjem, en skole, et blad, 1976 59f 65–68 137–42. Svend Thorsen: De da. ministerier 1901–29, 1967–77 218–20 222–25 395f. – Papirer i Rigsark. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Læs også om Jacob Appel i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Jacob Appel
Jacob Appel
Jacob Christian Lindberg Appel , 1866-1931, dan ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Stille år og ny grundlovsdebat
Efter valget anmodede kongen Zahle om at fungere v ...Artikel i Danmarkshistorien
Ludvig Schrøder
1836-1908, dansk højskolemand; far til Ingeb ...Artikel i Den Store Danske
forlovelse
aftale om senere indgåelse af ægteskab. Forlovelsesl ...Artikel i Den Store Danske
deprimeret
(se deprimere ), nedtrykt; i en sygelig, melankolsk ...Artikel i Den Store Danske
Mod normale tider - regeringen Neergaard
Valgresultatet markerede en forskydning af magtens ...Artikel i Danmarkshistorien
oprejsning
se erstatning i strafferetspleje. ...Artikel i Den Store Danske
J. C. Christensen fuldender sin mission
J. C. Christensen havde vistnok udelukkende overvu ...Artikel i Danmarkshistorien
gudstjeneste
i religionsvidenskab ofte kaldet kult ; i krist ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
Rosko
17/07/2011
MaKr
17/07/2011
  • Læst 824 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki