Sofus Høgsbro

Sofus Høgsbro, Sofus Magdalus Høgsbro,  18.7.1822-15.1.1902, højskoleforstander, politiker. Født i Rødding, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). Efter faderens død flyttede H. 1830 med sin mor og sine brødre til Ribe hvor han gik et år i privatskole og derefter i Ribe katedralskole til han 1839 blev student. Hans interesse for samtidens begivenheder var tidligt vakt. Frihedsrøret i Europa omkr. 1830 fulgte han opmærksomt og sagde senere: "Polakkernes opstand og løftet om provinsialstænderne bragte mig under paavirkning af min alt for tidlig døde broder Hans over paa den fri folkeudviklings side". Hans lærer, senere seminarieforstander Ludvig Chr. Müller der ud over hvad skolen krævede underviste ham i oldnordisk, græsk og hebraisk, påvirkede ham i samme retning. Muller var discipel af Grundtvig og begejstret for den folkelige grundtvigianismes syn på fædrelandets anliggender og vakte desuden H.s tvivl om rationalismens bærekraft. Ved universitetet tog H. fat på det teologiske studium, men det gav ham ikke den klarhed han søgte. Han kastede sig over filosofiske, historiske og naturvidenskabelige studier og deltog ivrigt i 1840ernes frihedsbevægelse og studenter-skandinavismen. Gennem studiefællesskab og venskab med Johan Grundtvig og Svend Grundtvig indførtes han i N. F. S. Grundtvigs hjem og gennem professor F. C. Sibberns søn Gabriel Sibbern i hans hjem. Efter et ophold i Tyskland 1845 for helbredets skyld (han havde haft en let blodspytning) samlede H. sig om sit oprindelige studium og blev cand.teol. 1848. Han havde dog ikke lyst til præstegerningen, men ville gerne tage et oplysningsarbejde op i Slesvig hvis nationale kamp han havde fulgt med største opmærksomhed under studieårene i Kbh. Hans ønske opfyldtes da Rødding højskole 1850 genåbnedes efter treårskrigen og han af professor Christian Flor på anbefaling af Grundtvig og H. N. Clausen fik tilbudt forstanderpladsen. Med sin sans for praktiske gøremål og streng økonomi fik han skolen konsolideret, men måtte de første år kæmpe hårdt for at give skolen det grundtvigske præg han ønskede. Adskillige i den oprindelige skolekreds mente at der efter treårskrigen ikke var behov for den nationale og folkelige vækkelse som var skolens formål fra dens start og ønskede en praktisk, landbrugsfagligt betonet uddannelse. Blandt dem var skolens meget dygtige lærer i naturfag Edv. Thomsen. 1856 satte H. da sin stilling ind på at få skolen ført i grundtvigsk retning. Bestyrelsen ville ikke slippe H., og Thomsen afskedigedes. Skønt ubetinget tilhænger af Grundtvigs tanker om almen folkeoplysning lagde H. dog ikke som andre grundtvigianere vægt på myter og sagn, men samlede sin undervisning om de seneste tiårs historie, forfatningsforhold og statistik. Mange af hans elever blev foregangsmænd i erhvervsliv og folkeligt-nationalt arbejde under Nordslesvigs udlændighed. H.s undervisning havde sammenhæng med hans stærke optagethed af samtidens politiske forhold. Hans udprægede selvstændighed, seje vilje og samfølelse med landbobefolkningen førte ham ud i en kamp mod embedsmandsvælde og sprogtvangen som den praktiseredes i 1850erne både over for tysk og dansk i de blandede sprog-distrikter i Slesvig. Han hævdede Haderslev vesteramts interesser over for det dominerende østeramt og have bitre modstandere, også af skolen, i Haderslev, især dagbladet Dannevirke. 1858 valgtes H. til folketinget i Bredebrokredsen der omfattede de kongerigske enklaver som strakte sig langs Slesvigs vestkyst til Amrum og Før og var repræsenteret i kongerigets rigsdag selv om de lå i hertugdømmet Slesvig. I rigsdagen sluttede H. sig til bondevennerne. I forbindelse med hans fravær fra skolen i rigsdagsperioderne førte det til skærpet kritik fra hans modstandere hvortil Dagbladet nu sluttede sig. Hans angreb på den akademiske dannelses dominans og hans afvisning af kultusminister D. G. Monrads ønske om indførelse af eksamen på Rødding højskole øgede modsætningsforholdet til de nationalliberale. Monrads nedskæring af statstilskuddet til skolen vanskeliggjorde ikke alene dens drift, men føltes også af H. som personlig forfølgelse. Så lidt som tidligere ville han vige bort fra sine ideer om højskolens undervisning og gå på kompromis om latinskolernes eksamenssystem. De mange angreb mod ham og skolen og de dårligere tider efter den økonomiske krise 1857 medførte nedgang i skolens elevtal, og modsætningerne skærpedes yderligere ved H.s deltagelse i Løgumklostermødet 1861 hvorfra Klosterbevægelsen der kæmpede for større frihed i slesvigsk forvaltning udgik. Det stod nu klart for H. at han måtte vælge mellem politik og højskole. Sit politiske virke ville han ikke opgive. Han håbede imidlertid at kunne bevare tilknytning til skolen og sin hjemstavn som præst i Rødding og Skrave hvor embedet var blevet ledigt, men hans ansøgning blev forbigået og en stilling som sekretær for Haderslev amts brandforsikring fik han heller ikke. Sept. 1862 fratrådte han forstanderstillingen og flyttede med sin hustru og deres mange børn til Kbh. hvor han de første år så godt som ikke havde andre indtægter end rigsdagsdiæterne til forsørgelse af sin store familie. Han søgte forgæves nogle beskedne stillinger ved bibliotek og arkiv, fik en statsunderstøttelse til en skildring af det slesvig-holstenske oprør, men den var så lille at den nærmest måtte opfattes som et afslag, og krigen 1864 umuliggjorde iøvrigt arbejdet. Hans vælgere i Bredebrokredsen var trofaste mod ham efter hans afrejse fra Rødding og valgte ham marts 1864 til rigsrådets folketing der 1865 udpegede ham til det lønnede hverv som statsrevisor. Juni 1864 genvalgte kredsen ham til rigsdagens folketing hvor han bevarede mandatet valgperioden ud, selv om Bredebrokredsen med undtagelse af det nordligste sogn Vester Vedsted fulgte med det øvrige Slesvig til Preussen ved freden i Wien. 1866 valgtes H. til folketinget i Sdr. Brobykredsen i Svendborg amt og holdt kredsen til sin død. Statsrevisorposten mistede han ved rigsrådets afskaffelse i 1866-grundloven, men fik den igen 1873, valgt af rigsdagens folketing, og beholdt den bortset fra 1878–79 til 1892.

H. var i rigsdagen som i sit højskolearbejde en varm fortaler for Grundtvigs krav om frihed i kirke og skole og tog selv initiativer eller støttede initiativer om præstefrihed, menighedernes indflydelse på præstevalg, sognebåndsløseres friere benyttelse af kirkerne, konfirmationstvangens ophævelse, adgang til borgerligt ægteskab, afskaffelse af præsternes fødte medlemskab af kommunernes fattigudvalg og bedre vilkår for de fremvoksende frie skoleformer. Han var forslagsstiller og ordfører for valgmenighedsloven 1868 og i den store kirkekommission 1868–70 stred han for sine frihedstanker. Ved ændringen af loven om de lærde skoler foreslog han en nordisk-historisk retning oprettet ved siden af den klassisk-sproglige og den matematisk-naturvidenskabeiige, men kom ikke igennem med dette brud med den klassiske tradition. Han rådførte sig ofte med Grundtvig om disse sager og havde som regel hans støtte, men det grundtvigske kristendomssyn kunne han ikke tilslutte sig og forbeholdt sig også en friere stilling til folkekirkens lære. I et brev til hustruen 16.2.1860 skrev han: "Man kan have den rette tro uden at være rettroende eller ortodoks, og man kan være det sidste uden at have det første: ti troen er tilegnelse af Kristi liv og hvermands sag; men Kristi lære kan kun være de lærdes sag, og hvad kirken nu udgiver for Kristi lære, er det meget tvivlsomt, om han vilde vedkjende sig. Den er undergaaet mange forandringer i tidernes løb og vil vist ogsaa fremdeles gøre det, efterhaanden som den menneskelige aand udvikles til at kunne fatte den i dens sandhed". H. deltog ikke aktivt i grundtvigsk menighedsliv hvad hans børn derimod gjorde, tilskyndet af moderen.

I sine studieår var H. blevet grebet af de liberale frihedsideer, men han glemte aldrig sin opvækst blandt stændersamfundets bønder der havde de mange pligter og de få rettigheder. Til frihedskravet føjede han kravet om lige borgerret for alle, og hans sociale ansvarsfølelse vaktes ved husmænds og landarbejderes usle kår. Hans grundholdning blev demokratisk, var det måske instinktmæssigt fra barndommen da han legede med bønderbørn og ikke med Røddings tysk- eller standsprægede embedsmandsbørn. Med disse udgangspunkter måtte han i rigsdagen gå med venstre og sluttede sig til J. A. Hansens bondevennegruppe, men følte sig også draget af A. F. Tschernings fremhæven af lighedskravet. Som realpolitiker erkendte han hurtigt at venstre måtte holde sammen, hvis det skulle opnå resultater og af hensyn til dette overordnede mål afstod han ikke så få gange fra at hævde egne synspunkter. Det var imidlertid svært i disse år at forene venstregrupperne. Mange af medlemmerne var grebet af tanken om en skandinavisk union. H. kunne højst gå med til et forsvarsforbund, og i det slesvigske spørgsmål var han tidligt tilhænger af Slesvigs deling efter nationalitet, hvad kun de færreste ville kunne følge ham i. Hans vælgere fulgte ham da de genvalgte han midt under krigen 1864 efter at han klart havde erklæret sig for Slesvigs deling. Han misbilligede Londonkonferencens sprængning og stemte mod freden fordi den afstod slesvigerne som "en umælende besætning" sammen med jorden. Efter krigen blev forfatningssagen alt dominerende. H. ville som andre venstremænd have junigrundloven genindført for alle samfundsområder, men indså snart at der måtte gøres indrømmelser til godsejere og nationalliberale. Han foreslog en fordobling af valgbarhedscensus til landstinget mod at folketinget fik afgørende indflydelse på finansloven som tilfældet var med det engelske underhus. Afgørende blev imidlertid J. A. Hansens forhandlinger med grev C. E. Frijs som H. billigede, men hvis resultat han ikke kunne tiltræde, fordi det "satte pengepungen over mennesket og gjorde egennytten til ledende princip i det offentlige liv". Han stemte mod grundloven af 1866 og medvirkede til at Grundtvig, hvis politiske udvikling i retning mod venstre han utvivlsomt havde bidraget til, lod sig vælge til landstinget 1866, alene for at kunne stemme nej til grundloven. I det første folketing efter 1866-grundlovens vedtagelse fik H. grundtvigianerne og deres sympatisører samlet i det nationale venstre med Balthazar Christensen og H. Carlsen som formænd, men den egentlige leder af gruppen var H. der også var den drivende kraft i sammenslutningen af de forskellige venstregrupper til det forenede venstre 1870.

En særdeles betydelig og varig indflydelse øvede H. gennem ugebladet Dansk Folketidende som han udgav og redigerede 1865–83. Det var på sin vis en fortsættelse af hans højskolegerning. Bladets hovedindhold var politiske oversigtsartikler som han selv skrev i en mådeholden og ikke særlig journalistisk form, men med overbevisningsstyrke. De blev i en periode da venstre endnu havde få dagblade, en kilde til oplysning og belæring for mange der senere blev ledende venstremænd i rigsdag og kommuner. Ud over de rigsdagspolitiske oversigter bragte bladet artikler om almene samfundsemner, især kirke- og skoleforhold, og korrespondancer fra Sverige og i særlig grad Norge hvor H. havde nær forbindelse med Bjørnstjerne Bjørnson og venstres leder Johan Sverdrup. Gennem Dansk Folketidende blev H., der sjældent deltog i møder uden for sin valgkreds, kendt ud over landet og regnedes fra halvfjerdserne til venstres førere sammen med C. Berg, Frede Bojsen, Ludvig Holstein (1839–1912) og Viggo Hørup. I rigsdagen overlod han gerne de storpolitiske debatter til andre, men øvede en stærk indflydelse gennem råd, vejledning og tilrettelæggelse af taktikken og var af alle der fulgte forhandlingerne i rigsdagen på nærmere hold anerkendt som venstres førende taktiker. Uden at tabe de store mål af syne ville han realpolitisk tage de fremskridt som var mulige og blev i mange tilfælde mådeholdets talsmand. Han søgte 1873 længst muligt at undgå finanslovnægtelsen og medvirkede til at eksperimentet ikke gentoges. Ved sprængningen af det forenede venstre 1877 gik han med de mådeholdne Frede Bojsen og Holstein-Ledreborg, men var glad for igen at komme i samarbejde med den Berg-Hørupske fløj da kampen mod J. B. S. Estrup skærpedes i 1880erne. Ved C. Bergs nedlæggelse af sine formandshverv 1887 valgtes H. til folketingets formand og formand for venstre. Han fulgte Frede Bojsens forhandlingspolitik, men kunne ikke godtage det storpolitiske forlig 1894, væsentligst fordi det ikke indeholdt garantier mod nye provisoriske finanslove. Han udtrådte af Bojsens forhandlende venstre og var 1895 deltager i sammenslutningen af forligsmod-standerne i venstrereformpartiet hvis første formand han blev. Hans modsætningsforhold til Bojsens forhandlende venstre var skærpet da det sammen med højre gennemførte en ændret valglov der øgede mandattallet i folketinget fra 102 til 114. H. ville fastholde grundlovens bestemmelse om et mandat pr. 16 000 vælgere der betød oprettelse af et større antal nye valgkredse. I protest mod denne tilsidesættelse af grundlovens bestemmelser nedlagde han sit formandskab i folketinget, men tog mod valg igen efter folketingsvalget 1895 der tilføjede forligstilhængerne et stort nederlag. Venstres overtagelse af regeringen 1901 var opnåelsen af det mål han havde arbejdet frem imod gennem mere end 30 år. Dog var det ham en skuffelse at der ikke optoges grundtvigianere i systemskiftets regering. Okt. 1901 fratrådte han af helbredsgrunde som folketingsformand efter mere end 14 års ledelse af tingets arbejde, længere end nogen forudgående formand. Han havde administreret rigsdagen med streng økonomi der kunne føres tilbage til bondevennerne, og med sin skarpe logik, udprægede retfærdighedssans og faste hævdelse af tingets værdighed været en mønstergyldig formand, anerkendt fra alle sider.