Sune Andresen, Sune Johan Andresen, 23.2.1902-13.11.1984, højskoleforstander, forfatter. Født i Ryslinge, Svendborg amt. A. fik sit egentlige barndomshjem på Vinding højskole som hans fader købte 1908 og ledede til 1924. Som sin særprægede fader valgte han de frie studiers vej uden at tage nogen eksamen. Han uddannede sig hjemme og under et treårigt studieophold i Kbh. 1918–21. Efter lærergerning på Vinding højskole var han 1926–28 lærer ved Osted efterskole og 1928–29 elev på Askov højskole. Et års tid var han lærer ved Rønshoved højskole hvis forstander, Aage Møller, en ledende personlighed inden for den nygrundtvigske, "mytologiske" bevægelse i højskolen fik megen betydning for ham. 1930–40 var han lærer ved Snoghøj folke- og gymnastikhøjskole. Sammen med sin svoger, Frede Bording der et par år efter oprettede Københavns Folkehøjskole og senere Bordings Friskole købte han 1939 hovedbygningen til den gamle herregård Engelsholm vest for Vejle, bygget af Knud Brahe 1593, og indrettede den til højskole. Ret tidligt begyndte A. at skrive i blade og tidsskrifter, og 1936 udsendte han Der kommer andre Dage, en nøgleroman med forfatterens fader som hovedperson. 1937 fulgte romanen Livets Blændværk og 1938 kom Dage og Nætter i Danmark, en række historisk-poetiske essays. 1939–55 udgav og redigerede A. Dansk Tunge, et tidsskrift for folkelig og kristelig oplysning. 1944 udgav han Hundrede År, om de danske højskolers hundredår 1844–1944, samt Det grundtvigske Syn, en Nyårsgave i Anledning af Højskolernes Hundredår. 1949 kom Litterære Perspektiver, 1950 Festskrift til Aage Møller og 1957 En sundevedsk Bondeslægts Historie og Engelsholms Historie. Endelig udsendte han i 1968 et særtryk 90 unge År, en skildring af Valdemar Hansen. I besættelsens sidste år var Engelsholm beslaglagt af det tyske luftvåben. Højskolen er i årenes løb blevet en af landets velbesøgte.

Familie

Forældre: højskolelærer, senere højskoleforstander Peter A. (1860–1925) og højskolelærer Ane Marie Nielsine Jensine Blume (1867–1950). Gift 18.4. 1931 i Osted med højskolelærer Gudrun A. f. Hansen, født 12.4.1908 i Brænde-Lydinge, Brahetrolleborg sg., d. af mejeriejer Valdemar H. (1878–1969) og Dorthe C. Jensen (1880–1953).

Udnævnelser

R. 1974.

Ikonografi

Mal. af A. Korff, 1948. Foto.

Bibliografi

Danm.s folkehøjskole 1844–1944, 1944 433–38. Højskolebladet LXV, 1940 602f. Dansk tunge, dec. 1940 73–77. Landet 29.10.1942.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig