C.P.O. Christiansen

C.P.O. Christiansen, Carl Peder Ostenfeld Christiansen, 16.3.1887-25.8..1951, højskolelærer. C.P.O. Christiansens barndomshjem i professorboligen ved Polyteknisk læreanstalt var på en gang præget af grundtvigsk Vartovkristendom og kontakt med tidens ypperste videnskabelige kræfter. Her mødtes jævnligt til aftensæde "de fire f'er": faderen som var fysiker, filosoffen Harald Høffding, filologen Vilhelm Thomsen og fysiologen Chr. Bohr hvis humanistiske samtaler C.P.O. Christiansen og søsteren Johanne Christiansen fik lov at overvære. Frigjort fra hjemmet påvirkedes C.P.O. Christiansen af andre religiøse sider, især Olfert Ricard og også katolicismen hvor Bernhard af Clairvaux blev hans helt. Som student fra Metropolitanskolen 1905 valgte han historiestudiet hvor Kristian Erslevs "ørneblik for historiens indre sammenhæng, for de lange, stærke linier i samfunds- og kulturhistorie" betog ham stærkere end hans stringente kildekritik. Under studietiden assisterede han på fransk den blinde Kristoffer Nyrop i hans romanske studier. C.P.O. Christiansens videnskabelige evner var uomtvistelige, men Erslev rådede ham til at udnytte sine rige pædagogiske anlæg. Dertil blev der lejlighed da C.P.O. Christiansen efter embedseksamen 1912 og en kortvarig journalistvirksomhed ved Hovedstaden 1913 blev kaldt som lærer til Askov.

I over tyve år udfoldede C.P.O. Christiansen sig som historielærer her, indtil midten af 1920'erne i nært samspil med Askovs andre "unge lærere", J. Th. Arnfred, Jens Rosenkjær og Hans Lund. Sammen med dem startede han 1921 tidsskriftet Dansk Udsyn hvoraf han var medredaktør til 1937. Den nyorientering der lå i tidsskriftets navn var hos C.P.O. Christiansen forenet med betagelse af gammel kristen højskolearv, formidlet af Ingeborg og Jacob Appel, styrket ved hans ægteskab med deres datter Margrethe (kaldet Pip), også ved nært venskab med Aage Møller. C.P.O. Christiansens historiske foredrag kunne virke som åbenbaringer. De var altid vel forberedte og anskueliggjort med farverids på tavlen. Med et folkekort over Europa trak han linier op fra folkevandringerne til samtidens storpolitiske problemer. De lange linier der udmærkede C.P.O. Christiansens historieundervisning, genspejledes i artikler i Dansk Udsyn, for en dels vedkommende genoptrykt i Fortidsliv bag Nutidsstrid, 1932, og i hans Rids gennem Verdenshistorien, 1933-35, samt forkortet skoleudgave Verdenshistorien i Hovedtræk I-II, 1937-38.

Samtidig med at C.P.O. Christiansen i Askovårene gik helhjertet op i skolegerningen, åben over for alle elever i foredragssalen, i studiekredsen og hjemmet tog han sig også tid til dyberegående studier, undertiden med ophold i Sydens klostre når han i perioder måtte hvile sin stemme. Han behandlede de romanske folk og Sydøsteuropa i Verdenshistorien fra 1866 til vore Dage (red. af Engelstoft og Nørgaard, 1922). Han oversatte, med fyldig indledning, Bernhard af Clairvaux. Hans Liv fortalt af Samtidige og et Udvalg af hans Værker og Breve, 1926, og skildrede Unionsopløsningens og Kirkebruddets Tidsalder i Det danske Folks Historie, 1928, genoptrykt 1941 i Schultz Danmarkshistorie.

1934 overtog C.P.O. Christiansen sammen med sin hustru ledelsen af Frederiksborg højskole der 1937 arvede Grundtvigs højskoles navn og midler da dennes bygninger i Lyngby var solgt til staten. I de sytten år C.P.O. Christiansen kom til at virke ved denne højskole fortsatte han som pædagog i sporet fra Askov. Elevernes arbejdshæfter fyldtes med linier, rids og farver der forbandt fortid med nutid. Skolen fik undertitlen Dansk og Nordisk. Det danske var i disse år truet fra syd. Da Peter Marcussen 1933 blev leder af Det unge grænseværn støttede C.P.O. Christiansen ivrigt denne bevægelse og var fra 1945, da den under besættelsen havde ændret navn til Dansk-nordisk ungdomsforbund, medredaktør af dens organer Folkung og Nordisk Orientering. I besættelsestidens oplysningsarbejde deltog C.P.O. Christiansen med udsendelse af skrifterne Dansk i tusind Aar og Nordisk i tusind Aar, 1941.

Det nordiske løsen opfyldtes bogstaveligt ved tilknytning af lærere fra andre nordiske lande til skolen. Ideologisk sigte fik løsenet ved den nynordiske tanke der var fostret i Askovtiden i samhu med Jørgen Bukdahl og Holger Kjær: hvert af de seks nordiske folk, færinger medregnet, skulle hævde eget særpræg som vilkår for øget nordisk samvirke. I pagt hermed udtrykte C.P.O. Christiansen sympati med nordmændenes sag i striden om Østgrønland i 1930'erne og var talsmand for hjemsendelse af de islandske håndskrifter i det følgende årti. Det var ham en skuffelse da han i den nordiske kulturkommission hvoraf han var medlem fra dens oprettelse 1946 ikke kunne trænge igennem med forslag om vidtgående nordiske undervisningsreformer. Men det glædede ham at lærere fra hans skole tog initiativet til at oprette fællesnordisk folkehøjskole i Kungälv 1947. Fem år før havde C.P.O. Christiansen sammen med Kjær udsendt skriftet Grundtvig, Norden og Göteborg. Her og siden slog C.P.O. Christiansen til lyd for hvad han kaldte Grundtvigs Göteborgtanke, vel var han inspireret af Grundtvigs drøm fra 1839 om "Nordens videnskabelige Forening" men nu gjaldt det at få skabt et folkeligt arnested for de nynordiske tanker med udsyn til verden. Det sårede ham at hans syner blev mødt med skepsis såvel i danske som i svenske højskolekredse.

C.P.O. Christiansens bestyrelsesposter var vidtspændende. De rakte fra Kildeskriftselskabet over udvalget til folkeoplysningens fremme og udvalget for social litteratur til tilsynsrådet for Flensborg avis og Kristeligt Dagblads forretningsudvalg. Ved dette blad virkede han i sine senere år som lederskribent. Endvidere var han 1927-34 medlem af Askov højskoles bestyrelse og fra 1943 af bestyrelsen for højskolernes og landbrugsskolernes forening. C.P.O. Christiansens hektiske arbejdsindsats sled på hans hjerte. Ofte måtte han undervise fra sengen. Sommeren 1951 tvang helbredshensyn ham til at opgive skolen og flytte bort. Kort efter deltog han med sin hustru som gæst ved et svensk højskolelærermøde i Ljungskile. Ved afslutningsfesten, just som han havde taget ordet for at takke, blev han ramt af hjerteslag. Den højstemte tale havde præget hans fremtræden hele livet. Med sit vidsyn, sin indfølingsevne, sit retsind virkede C.P.O. Christiansen vindende på sine omgivelser, også de jordbundne der ikke altid kunne følge tankernes himmelflugt.