Frode Kristensen

Frode Kristensen,  5.6.1895-28.12.1955, højskolelærer, statskonsulent. Født i Thorsted, Ringkøbing amt, død i Himmelev ved Roskilde, begravet Thorsted kgd. Fra heden til højskolen er titlen pÃ¥ K.s levende og lødige selvbiografi som han pÃ¥ sit sidste lange sygeleje dikterede til hustruen. Begge var de udgÃ¥et fra et materielt fattigt miljø. Begge hævede de sig til at øve fælles indsats for folkeoplysning, loftet af samtidens oplysningsbevægelser, i Danmark folkehøjskolen, i Sverige studiecirkelrørelsen og Arbetarnas bildningsförbund. En Hedehusmands Hjem, indledningen til K.s selvbiografi, var trykt allerede 1947 til det af Povl Bagge redigerede Danske Hjem ved Aarhundredskiftet. Hjemmet, Fejsøhus pÃ¥ Kronheden hvor K. voksede op i en søskendeflok pÃ¥ ni, lÃ¥ sÃ¥ langt fra skole at børnene mÃ¥tte hjemmeundervises af deres forældre. De havde begge været pÃ¥ højskole, og deres hjem bar præg deraf. De forstod at indpasse undervisningen i bedriftens krav om børnenes medhjælp, sÃ¥ledes at de fik "en undervisning der kundskabsmæssigt stod mÃ¥l med landsbyskolens og opdragelsesmæssigt stod over den ... i en brøkdel af den tid der krævedes i folkeskolen". K.s skildring af hjemmeundervisningen er eminent. Den blev et fundament der gjorde det muligt for ham som autodidakt at ruste sig til lærergerning uden eksamen af nogen art.

Allerede som tiårig kom K. ud at tjene som hjorddreng, efterhånden i strenge pladser. Det gav næring til en samfundskritisk indstilling, styrket under værnepligt 1914–16. Sin første højskoleoplevelse fik K. som elev på Thomas Bredsdorffs Roskilde højskole 1918–19 hvor en af hans lærere har berettet om sin deltagelse i en privat studiekreds i samfundslære som K. fik sat i gang: "Når K. tog ordet i elevernes fælles diskussion lyttede alle til hans tænksomme ord fremført på hans kønne vestjyske mål" (som han senere opgav). I en juleferie besøgte han Esbjerg arbejderhøjskole hvor Laura Alkjærsig prægede skolen med sin åndfulde undervisning i litteratur og historie. 1919–20 var K. elev på Høng landbrugsskole og arbejdede derefter en sommer i Norge. Drømmen om at blive student brast af økonomiske grunde. En gerning i højskolen tiltrak ham. Hertil dygtiggjorde han sig ved ophold på Askov udvidede højskole to vintre 1920–22 hvor han sluttede livsvarigt venskab med kammeraterne Thorkil Kristensen og Svend Thorsen.Hans Lunds og J. Th. Arnfreds undervisning blev metodisk og menneskeligt vejledende for ham. Efter en sommers arbejde i Tyskland fik K. øvet sine pædagogiske evner som lærer først ved Vesterlund efterskole 1922–23, siden – efter tre måneders lærerkursus på Askov – ved Bornholms højskole 1923–24. Sine ønskers mål nåede han da han 1924 blev lærer på Esbjerg arbejderhøjskole. Her havde den unge Julius Bomholt som K. kendte fra Askovtiden netop afløst Laura Alkjærsig. Det var ham der kaldte K. til Esbjerg. Her oplevede K. tre lykkelige år som lærer i nært samarbejde med Bomholt og til slut også med Selma som han havde truffet under et sommerophold på Den internationale højskole i Helsingør. K.s foretrukne undervisningsform var studiekredsen, en form som han mestrede, vejledende og aldrig docerende. Hans hovedfag var erhvervsgeografi, efterhånden også verdenspolitik. K. udgav 1927 i Studentersamfundets serie Kultur og Videnskab Fra Raastoffernes Riger, et betydeligt værk der opnåede seks oplag til 1952, hver gang registrerende de forskydninger der havde fundet sted i verdens erhvervsliv i de mellemliggende år. Bogen kom både i norsk og grønlandsk udgave. Økonomisk trange vilkår tvang K. og Selma bort fra Esbjerg, og de blev 1927 knyttet til Roskilde højskole hvor der efter Thomas Bredsdorffs død blev gjort forgæves anstrengelser for at forene elever fra land og by. Da skolen 1930 blev overtaget af AOF, Arbejdernes oplysningsforbund, med Hjalmar Gammelgaard som forstander, fortsatte K. og Selma som lærere her. 1947 blev K. medforstander under vanskelige forhold som han blev befriet fra da han 1948–49 blev leder af Folk og værn-afdelingen (FOVA) ved Den danske brigade i Tyskland i Jever nær Wilhelmshafen. 1949–50 var K. eneforstander på Roskilde højskole. 1950 blev han påny kaldet af Bomholt der som undervisningsminister bad ham – uden opslag – afløse Johs. Novrup som statskonsulent i sager vedrørende ungdomsundervisningen m.v. Det var en krævende stilling som K. bestred med en stilfærdig myndighed og et frisind der vakte respekt i alle folkeoplysningens lejre. Han deltog med flid i forberedelsen og administrationen af Bomholts lov om ungdomsundervisning af 11.6.1954 og af højskoleloven af 29.4.1955.

Sin vigtigste indsats gjorde K. i den lange række år hvor han virkede i arbejderhøjskolens tjeneste. "Det var et slid at få interessen og forståelsen vakt", ikke blot hos de oftest arbejdsløse unge der kom som elever, men også hos arbejdernes faglige organisationer. Men K.s egen lange og trange vej mod målet havde givet ham en særlig baggrund for at hjælpe og opmuntre søgende elever. I pauserne mellem vinterkurserne ledede han i en række år studierejser arrangeret af AOF, ligesom han selv foretog studierejser til de nordiske lande, England og det sydlige udland. K.s fleste afhandlinger kom i tidsskrifterne Arbejderhøjskolen, Socialisten og Rød Ungdom. Af bøgerne kom National Selvforsyning og Verdensøkonomi 1935 og Den ny Verden, der oplevede flere oplag, 1946. I det barnløse ægteskab gik K.s hustru helt op i samarbejdet med ham i deres hjem Vidablick ved Roskilde fjord. Sammen foretog de den studierejse til hendes hjemland der udmøntedes i den indholdsmættede Sverige, Erhvervs- og Samfundsliv, 1938, et grundigt værk som udviklingen alt for hurtigt løb fra. Og sammen oversatte de svenske romaner til AOF's bogkreds. Selv bidrog Selma Kristensen i en lang årrække med artikler til svenske blade. K. var redaktør af og bidragyder til AOF's materialesamling Nordiske Problemer, 1943. 1943–46 var han formand for Foreningen Nordens Roskildeafdeling. 1949 gjorde forsvarsminister Rasmus Hansen K. til formand for en kommission til undersøgelse af den militære uddannelsestids rationelle udnyttelse, et område hvor K. havde beske erfaringer fra sin egen soldatertid. Partipolitik tiltrak ham ikke synderligt – til forskel fra kolleger som Bomholt eller Kaj Bundvad. K. og Gammelgaard var først og sidst højskolemænd, nært beslægtede med den grundtvig-koldske højskoles bedste folk, hos hvem de mødte alt for lidt forståelse for deres vækkende og oplysende gerning.