J.P. Jensen, Jens Peter Jensen, 20.11.1861-14.12.1947, højskolelærer, lokalhistoriker. Født i Vig, Odsherred, død i Høng, begravet sst. I sin ungdom var J. først landmand, lærte senere mejeri, var 1886–87 elev på Høng højskole, dernæst to vintre på Askov og blev fra 1889 lærer ved Høng højskole (fra 1925 Høng husmandsskole) og fra 1903 tillige ved Høng landbrugsskole. 1936 fratrådte han som lærer ved husmandsskolen, men fortsatte endnu en årrække ved landbrugsskolen. J. var en af højskolens stilfærdige arbejdere, og i Høng højskoles omskiftende tilværelse fastholdt han kontinuiteten fra Anders Jørgensens forstandertid. – Han begyndte tidligt at arbejde med historiske emner, og han fandt snart sit særlige felt i skildringen af de politiske, kirkelige og folkelige bevægelser i Holbæk amt i 1800-tallet. J. indsamlede lokalt adskilligt værdifuldt kildemateriale til belysning af perioden. Af selvstændige arbejder har han udgivet Bondevennen Asmund Gleerup, 1910, Valgene i Holbæk Amt til den grundlovgivende Rigsforsamling, 1915, Den sjællandske Bonde Hans Peder Andersen. Gislinge, 1919, Sjællandske Bønder, 1919 – med sine skildringer af bondebevægelsens førere nok J.s bedste arbejde -Sjællandsk Bondeliv, 1927 og Holbæk Amts Valgkredse og deres valgte Mænd 1848–19181, 1932. I Fra Holbæk Amt samt i årsskrifterne fra Høng højskole og Høng landbrugsskole offentliggjorde han gennem en menneskealder en lang række artikler fra samme emnekredse. 1921–47 var han medlem af bestyrelsen af Holbæk amts historiske samfund, og ved sin fratræden udnævntes J. til æresmedlem af samfundet. De historiske arbejder er båret af en indlevelse i og forståelse for bondens vilkår omkring midten af 1800-tallet, og hans undersøgelser er stadig af værdi for skildringen af perioden. – Politisk sluttede han sig 1905 til det radikale venstre, og 1913 opstilledes han som partiets kandidat i sin hjemkreds Ruds Vedby uden at opnå valg.

Familie

Forældre: bolsmand Jens J. (1831–1910) og Sofie Nielsen (1832–1909). Gift 27.9.1895 i Ågerup ved Holbæk med Anne Christine Nielsen, født 19.8.1869 i Ågerup, død 23.7.1965 i Høng, d. af tømrer og bolsmand Anders N. (1839–1917) og Ane Sofie Kristensen (1842–1917).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Fred. Nørgaard i Højskolebl., 1936 760f. Alb. Thomsen i Fra Holbæk amt, 1948 93–95. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig