Jens Bek, Jens Jakob Bek, 20.3.1844-7.7.1893, højskoleforstander. Født i Hørning ved Randers, død i Mellerup, begravet på valgmenighedens kgd. B. fik seminarieforberedelse hos den grundtvigske præst M. A. S. Lund i Virring og tog lærereksamen fra Lyngby seminarium 1865, var en tid hjælpelærer hos sin barndoms lærer i Hørning og 1867–80 lærer i Halling mellem Århus og Randers. Han var en fortrinlig børnelærer men samlede også sognets ungdom til undervisning i aftenskole, og nu og da holdt han foredrag om kristelige og folkelige emner. Herved blev han kendt af en større kreds og fik selv lyst til at virke for ungdomsskolen; efter venners tilskyndelse og ved deres hjælp byggede han 1880 en højskole i Mellerup ved Randers. Tidligt havde B. tilsluttet sig den grundtvigske retning; og det frodige kirkelige liv der rørte sig i Mellerup, og som navnlig skyldtes pastor H. C. Slambergs forkyndelse, drog ham til dette sted. Under hans ledelse blev Mellerup højskole en af landets største. Som skolemand mindede han i nogen måde om Ernst Trier. Ligesom denne talte han med forkærlighed om emner fra Det gamle Testamente. I den politiske kamp stod han på venstres side, og i provisorieårene mistede han statstilskuddet. Han havde sæde i Randers amtsråd fra 1889 til sin pludselige død.

Familie

Forældre: gårdejer, spillemand Helgo Nielsen B. (1817–1906) og Ane Margrethe Jensdatter (1818–99). Gift 1. gang 27.1.1868 i Randers med Clara Laurent, født 27.12.1846 i Gesing, Randers amt, død 9.2.1871 i Halling, d. af sognepræst i Gesing, senere i Borup ved Randers Harald Anton L. (1809–59) og Hanne Marie Ley (1808–98). Gift 2. gang 27.10.1876 i Ramme, Ringkøbing amt, med Marie Sofie Høegh, født 2.11.1843 på Rammegård, død 12.5.1931 i Kbh., d. af proprietær Hans Christian H. (1807– 73) og Flora Schønau (1808–79).

Ikonografi

Litografi af I. W. Tegner, 1888, efter foto, samt 1891. Buste af N. Holm, 1894, efter foto (Mellerup valgmenig-hedsk.).

Bibliografi

Højskolebladet 14.7.1893. Jakob Knudsen sst. 21.7., 25.8., 1. og 8.9.s.å. Viborg stifts folkeblad 26.7.-19.8.s.å.

Holger Begtrup: Jakob Knudsen, 1918 145–54 163 170f. Ernst J. Borup i Den da. folkehøjskole gennem 100 år I, 1939 345 371 421. Danm.s folkehøjskole 1844–1944, 1944 108 431.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig