Alfred Povlsen

Alfred Povlsen, Harald Alfred Povlsen, 10.11.1852-21.2.1934, højskoleforstander. Født i Randers, død i Kbh., urne i Ryslinge højskoles have. Omtrent samtidig med den knap to år ældre bror Karl P. fik P. for mere end en menneskealder sin virkeplads i det af Vilhelm Birkedal grundtvigsk prægede Ryslingemiljø. Her blev broderen Birkedals efterfølger som stedets valgmenighedspræst mens P. blev forstander for dets skrantende folkehøjskole som han hurtigt fik rettet op til at blive en af landets førende. Det hjem brødrene udgik fra var ikke grundtvigsk. Under indtryk af krigen 1864 var det P.s ungdomsdrøm at blive officer, og han tog med iver del i skyttebevægelsen. Men efter præliminæreksamen mødte han som 17-årig huslærer på en gård ved Mørke grundtvigske lærere og præster, og da han ved et møde i Randers havde overværet et opgør mellem Lars Bjørnbak og Jens Nørregård blev han i vintrene 1871-72 og 1872-73 elev på Testrup højskole, det sidste år også hjælpelærer. Nørregård blev hans forbillede, og han valgte højskolegerningen som livsmål. Uden at gå på seminarium tog han 1874 lærereksamen og tilbragte derefter fem år med frie, især historiske studier i hovedstaden – mens han tjente sit brød ved undervisning. Et højdepunkt i denne periode var hans deltagelse – som eneste ikke-akademiker – i en "bande" ledet af Johan Borup der jævnligt samledes på det kvistværelse nær Frihedsstøtten hvor Ernst Trier tidligere havde huset "Lille Theologicum". I denne kreds, hvor V. Brücker stod P. nærmest, næredes radikale "nygrundtvigske" tanker, og her drømte broderen og P. om at "hans præstegård og min højskole skulle ligge så nær hinanden at vi daglig kunne mødes". Efter syv år hvor P. var lærer hos Jørgen la Cour på Lyngby landboskole gik drømmen i opfyldelse da P. 1884 ved broderens medvirken blev forstander for Ryslinge højskole.

Allerede i Lyngbyperioden havde P. markeret sig politisk da han ved valget 1884 havde bekæmpet højrekandidaten i Lyngbykredsen. Kort efter sin tiltrædelse i Ryslinge sluttede P. sig resolut til riffelbevægelsen. Han blev formand for Svendborg amts riffelforening, og ved et offentligt møde på sin skole den 18.4.1885 erklærede han i en tale der blev trykt i tidsskriftet Tidens Strøm at riffelsagens program gik ud på at skabe en folkevæbning der skulle umuliggøre "overgreb på folkets friheder og rettigheder af en hvilken som helst regering". Talen fik hurtigt følger: Birkedal ville ikke "være præst for oprørere" og tog sin afsked. Højreregeringen slettede statsstøtten til skolen. Og endelig søgte konservative aktionærer at få P. styrtet som forstander. Det lykkedes ikke. Skolens årlige elevtal, før P.s tiltrædelse 75, var i 1886-87 omtrent fordoblet. Og fra venstres "demokratiske fond" fik skolen erstatning for det bortfaldne statstilskud. P. købte snart selv skolen, og han skaffede den efterhånden storslåede rammer. Da riffelbevægelsen ebbede ud i slutningen af 1880erne, fik skolen sit statstilskud tilbage.

Under sit ophold i Lyngby var P. blevet klar over det uholdbare i at forene højskole og landbrugsskole. På højskolelærernes fællesmøde i Dalum 1891 advarede han indstændigt mod enhver sammenblanding af højskole og fagskole. Dette forhindrede ikke at P. lagde vægt på at få dyrket særlige emner indgående ved dygtige lærere. Det gjaldt især områder som gymnastikken (Jens Ovesen), naturfagene (P. Andresen) og musikken (Thorvald Aagaard). Selv lagde P. som elev af Jens Nørregård hovedvægten på historien, især verdenshistoriens forbilledlige skikkelser. Hans eneste bog som kom 1932, flere år efter hans fratræden, Sokrates og hans Samtid, er tilegnet den danske folkehøjskoles lærere og elever. I sin tale skyede P. de stærke ydre virkemidler. Den kunne undertiden falde eleverne tung, men hans ranke holdning og altid klare sigte gjorde indtryk – også uden for elevernes kreds. Inden for højskolebevægelsen fik P. fra 1891 den førerstilling som Ludvig Schrøder indtil da havde indtaget ubestridt. Med støtte fra P. Andresen fik P. i dette år oprettet Foreningen for højskoler og landbrugsskoler. Fra 1891 til 1916 og igen fra 1920 til 1927 var han denne forenings myndige formand. Under L. Moltesens ministerperiode var han fra 1927 til 1929 statens tilsynsførende med høj- og landbrugsskoler. 1927 var han som forstander blevet afløst af Johannes Monrad der fra 1922 havde været medforstander. Sine sidste år tilbragte P. i Farum.

Gang på gang greb P. ind i tidens offentlige debat. Første gang med "riffeltalen" 1885, anden gang da han 1891 hævdede "den rene folkehøjskole" sag og samtidig fik skabt fælles fodslag ved oprettelsen af højskolernes og landbrugsskolernes forening. Stærkt grebet af forsvarssagen tog han 1900 kontakt med fremtrædende officerer, og ved et møde i Strib mellem en række højskolefolk og militære enedes man om at virke for et bedre forhold mellem værnene og folket. Ikke blot Ove Rode, men også ansete yngre højskolefolk tog skarpt afstand fra denne "alliance mellem sablen og den bløde hat", og dens magre resultater virkede også skuffende på P. selv. Under indtryk af verdenskrigens gru holdt P. ved sin skoles 50 års jubilæum 1916 en tale om "militarisme og verdensfred" hvor han resolut gik ind for fredssagen. I grænsestriden efter krigen støttede P. fra første færd helhjertet H. P. Hanssens selvbestemmelsespolitik.

Som højskolemand hævdede P. det grundtvigske mål at eleven skulle lære "sin Gud og sig selv at kende" – med stor vægt på social ansvarlighed. Det var et mål der gik ud over det græske "kend dig selv", og det blev understreget af P. i hans bog om Sokrates. Den kristne understrøm var altid kendelig i P.s foredrag, men den var aldrig anmassende. Hans mod og myndighed skabte respekt om ham hos tilhængere og modstandere, og Ryslinge forblev i hans og hans brors tid et centrum i det grundtvigske Danmark.