Thomas Bredsdorff (højskoleforstander)

Thomas Bredsdorff, Thomas Vilhelm Birkedal Bredsdorff, 9.11.1868-2.7.1922, højskoleforstander. Allerede barndomshjemmet i Jernved ved Ribe, hvor faderen var præst fra 1871, gav Thomas Bredsdorff en dyb indlevelse i guldalderens digtning og musik. Hertil og til den grundtvigske bevægelse blev han knyttet både ved arv og miljø. Hans farmor var søster til Poul Martin Møller, moderen datter af Vilhelm Birkedal. Historisk-poetisk stemt gennem faderens hjemmeundervisning blev Thomas Bredsdorff som kun 16-årig "ørneunge" (kammeraternes hentydning til hans skarpe ansigtstræk) elev på Askov højskole hvor Ludvig Schrøders mytologiske foredrag og Holger Begtrups æggende dansktimer gav varige indtryk. Da faderen 1888 flyttede fra Jylland til Torkilstrup på Falster, B.S. Ingemanns barndomshjem, næredes også her i ferierne fortroligheden med arven fra fortiden. Men da Thomas Bredsdorff i 1889 var blevet student fra det endnu grundtvigsk prægede Døckers kursus i København, hørte han samme efterår Georg Brandes tale om de store frigjorte personligheder. Det gjorde et uudsletteligt indtryk. "Man måtte jo ud af de alt for snævre forhold, hvori man hidtil havde levet" – både i hjemmet og i det triste teologiske fakultet. Thomas Bredsdorff blev dog ikke brandesianer, men radikal grundtvigianer der tog til orde imod de ældres angst for "fritænkernes bøger" og bibelkritikken. Inspireret af den modne N.F.S. Grundtvigs skrifter blev Thomas Bredsdorff åndsfrihedens forkæmper. Hans eneste bog er en kortfattet, livfuld skildring af Grundtvig (1917).

Da Thomas Bredsdorff 1895 var blevet teologisk kandidat hvervede Begtrup sin tidligere elev som lærer på sin nyoprettede Frederiksborg højskole. Her kom Thomas Bredsdorff til at virke i tolv år, og her forløstes hans rige evner især som litteraturlærer. Samtidig blev han en efterspurgt foredragsholder og flittig bidragyder til blade og tidsskrifter, især Højskolebladet. Han og Begtrup var samstemte, men Thomas Bredsdorff ønskede at få sin egen skole. Det fik han i 1907 da han støttet af egnens bønder – "de måtte låne mig pengene på mit glatte ansigt" – havde ladet Ulrik Plesner opføre Roskilde højskole. Igennem femten år blev denne skole en af landets stærkest søgte, trods Thomas Bredsdorffs svigtende helbred båret af hans stærke personlighed, støttet af hans hustru og unge lærere, længst af den åndsbeslægtede Anders Vedel.

Hvad Thomas Bredsdorff ville med sin højskole fremgår af hans Artikler og Taler i Udvalg, udgivet efter hans død af hans hustru (1923). De genspejler hans evner som indsigtsfuld litteraturfortolker (fx Holbergs Violin) og skarp polemiker. Central på længere sigt er artiklen Menneske først fra 1917, hvor Thomas Bredsdorff afviser al tale om at højskolen skal være kristeligt opbyggelig. Den skal kun hjælpe de unge til oplysning om livet, i fortid og nutid, i den enkelte og i folkeslagene. Når Thomas Bredsdorff understregede at Grundtvigs skoleidé gjaldt "det personlige liv og dets vækst sat midt ned i skolestuen som oplysningsmiddel" talte han i sin egen tids individualistisk-liberalistiske ånd, vendt imod alle autoritære tendenser som han mente måtte være næsten medfødte hos statsmagtens og organisationernes repræsentanter. Når det gjaldt udfoldelsen af "den rige personlighed" var afstanden til Brandes' og Henrik Pontoppidans holdning heller ikke stor, men deres budskab kunne ikke rokke hans kristentro. Her stod han, også personligt, Jakob Knudsen nær og banede vej for forståelsen af hans forfatterskab. Partipolitisk tog Thomas Bredsdorff ikke fast stade, men i forsvarssagen, i kirke- og skolespørgsmål og i grænsestriden 1919 stod han det radikale venstre nær. Både i 1909 og i 1913 blev han af de radikale ledere opfordret til at blive kirke- og undervisningsminister, men svarede nej begge gange.

På sin samtid virkede Thomas Bredsdorff som den uforfærdede stridsmand der bekæmpede al snæverhed, lunkenhed og dogmatisme. Men han var også en brobygger. Han kunne tiltrække søgende ånder, endog katolikker eller kommunister. I sine sidste år opnåede han på Blågårds plads og i en aftenskole på Nørrebro kontakt med venstreorienterede arbejdere. Hans bedste timer var dog samtaletimerne hjemme på højskolen hvor han forstod at lytte til og nænsomt vejlede de unge. Ved hans død blev Thomas Bredsdorff af Begtrup kaldt højskolens ypperste mærkesmand – "jeg siger ikke høvdingen, føreren, læremesteren, men netop mærkesmanden, fanebæreren for vor flok".