A.C.C. Holdt, Andreas Christian Christiansen Holdt, 29.1.1821-28.4.1890, lærer, forfatter. Født i Jarlund, Medelby sg, død i Flensborg, begravet sst. H. har i nogle erindringer fortalt om sin skoletid og samtidig givet et levende billede af de uheldige følger af tysk skolesprog i det dansktalende Mellemslesvig. Disse hans barndomsoplevelser fik en grundlæggende betydning for hans senere livsgerning i Flensborg og omegn. 1840–43 besøgte han det ligeledes tyskprægede seminarium i Tønder og fik derefter en huslærerplads på Søndergårde ved Højer. 1845 ansattes han i Flensborg, først ved Vor Frue skole og senere ved Skt. Hans skole. 1847–49 virkede han som lærer i Keldbæk og Fornskov (Egebæk sogn) og derpå som degn i Vanderup indtil han 1851 kaldtes til lærer i Glücksborg og degn og organist ved slotskirken. Som den alvorlige skolemand han var søgte han allerede før treårskrigen at fremme undervisningen ved at tale dansk med børnene, og i Glücksborgtiden samlede han flittigt stof til hjemstavnens historie. 1864 fik han sin afsked og flyttede til Flensborg hvor han fra nytår 1865 overtog Michaelsens drengeskole som han ledede i ti år, indtil myndighederne lukkede den fordi han på fremtrædende vis deltog i kampen for danskhedens bevarelse. Fra 1875 virkede H. mest som litterat, skrev en mængde artikler af historisk art i Flensborg Avis og andetsteds, redigerede 1876–85 Nordslesvigsk Søndagsblad og samlede nu særlig stof til Flensborgs historie, et arbejde der 1884 satte frugt i den uhildet skrevne bog Flensburg, früher und jetzt som vakte stor glæde blandt såvel tysk- som dansksindede borgere. Han fik ved sin smukke og retsindige personlighed en betydelig og anset stilling i Flensborg, bl.a. som revisor ved Filialbanken og som kirkeældste i Mariæ sogn. Hans personligheds særkende var en urokkelig pligtfølelse, en stærk retfærdighedssans og ansvarsfølelse over for danskhedens skæbne i Mellemslesvig.
Forældre: landmand Andreas Christian Christiansen H. (1775–1840) og Katharina Margaretha Karstens (1783–1861). Gift 12.4.1853 i Glücksborg med Emilie Auguste Louise Staacke, født 7.2.1825 i Hyrup, Angel, død 20.10.1896 i Flensborg, d. af forpagter på Vesebygård, senere ejer af Holdnæs Færgested Johan Christian S. (1794–1870) og Maria Auguste Sternhagen (død 1833).
Foto.
Erindr, i Folkelæsning V-VI. Småstykker 1,2, 1867 91–101. – Flensborg avis 30.4.1890. H. P. Hanssen i Sønderjydske årbøger, 1891 27–29. Håndbog i det nordslesv. spørgsmåls hist., red. Fr. v. Jessen, 1901 57 lf. Martha Ottosen: Danm.s grænsevagt mod syd, 1917 164f. Håbets mænd, ved H. Lausten-Thomsen og Nic. Svendsen, Flensb. 1923 73–76.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki