Cornelius Appel

Cornelius Appel,  13.5.1821-25.3.1901, lærer, præs. Født i Åbøl, Tirslund sg, død i Hjallese ved Odense, begravet i Askov. A. blev som 17-årig hjælpelærer hos sin far. Det var hans drøm at blive præst, men det var der ikke råd til. Fra Lyngby seminarium ved Grenå dimitteredes han med udmærkelse 1841. Efter en kort ansættelse i Ribe blev han lærer i Lovrup, Døstrup sogn, et dansk enklavesogn, og A. blev her stærkt interesseret i Sønderjyllands nationale opvågnen. 1844 deltog han i det store Skamlingsbankemøde. 1847 blev han lærer i Løjt hvor de nationale modsætninger var stærke, 1851, det år hvor borgerskolerne i Tønder gik over fra tysk til dansk undervisningssprog, skrivelærer ved en borgerskole i Tønder. A. fulgte levende med i tidens nationale og religiøse debat, læste flittigt Grundtvigs og Søren Kierkegaards bøger og var en tid "nærmest betaget" af Kierkegaard. Han blev en af hovedmændene i "klosterbevægelsen", den fra Løgumkloster udgåede protest mod den danske tvangspolitik i Mellemslesvig. Den fik langtrækkende virkninger i dansk mindretalspolitik. Maj 1864 blev A. fordrevet fra Tønder hvor man havde knust vinduerne i hans hus. Han fik stillet et embede i Viborg i udsigt men ville blive i Sønderjylland. Han forfattede adressen til Christian IX med protest mod afståelse af det danske Nordslesvig og var ordfører da denne adresse overraktes kongen. Med økonomisk støtte fra københavnske kredse søgte A. at finde en virkeplads i Sønderjylland. Han forhandlede med Ludvig Schrøder der ikke mente det muligt at fortsætte højskolearbejdet i Rødding men ville videreføre det i Askov. A. fik lov at flytte ind i den tomme højskolegård i Rødding og tog straks fat på en fortsættelse af højskolen. En tid følte han nok at Schrøder havde svigtet ved at flytte nord for Kongeåen, men det kom til forståelse mellem dem. A. startede højskole for et lille hold piger og fik også påbegyndt en børneskole. Han ønskede dog også at fortsætte højskolearbejdet for mandlige elever og samlede et hold karle vinteren 1869–70 men august 1870 medførte den fransk-tyske krig et forbud mod såvel højskole som børneskole. Siden kom pigehøjskolen i gang igen og fortsattes til 1885 da A. måtte opgive den på grund af sygdom. – Da den danske præst, Svejstrup, måtte forlade Rødding begyndte A. at samle egnens folk til kirkelige søndagsmøder på højskolen og på "Bejstrupgård" i Københoved. En menighed samledes om ham, og både han og menigheden ønskede at kunne holde gudstjenester med dåb og nadver. Han skulle derfor ordineres, men det kunne ikke ske på lovlig vis, og 30.7.1874 blev A. ordineret som præst i Askov højskoles gymnastiksal. 12 præster medvirkede. De som deltog i ornat fik siden bøde. Rødding frimenighed var blevet til. A. fik mange vanskeligheder med de tyske myndigheder der forbød ham at bruge præstekjole og krævede at menigheden skulle betragtes som en forening der først måtte holde sammenkomster når "helligtiden" var udløbet søndag eftermiddag kl. 4. Der måtte ikke holdes gudstjeneste på de store førstehelligdage, og ved begravelser måtte der ikke ringes med kirkeklokken og ikke bedes ved graven. Frimenighedens medlemmer måtte udmeldes af den evangelisk-lutherske landskirke. 1889 måtte A. på grund af sygdom opgive sin præstegerning. Han flyttede til Hjallese. Trods store legemlige lidelser nåede han i sine sidste år at nedskrive sine erindringer (ikke trykt) der går til 1874. I "Sønderjyske Aarbøger" offentliggjorde han 1893 en afhandling om forholdet mellem dansk og preussisk nationalpolitik.