Karl Schmidt, Karl Hendrik Posselt Schmidt, 16.1.1844-28.11.1922, lærer, forfatter. Født i Ålborg, død i Odense, begravet sst. S. blev student 1862 fra Ålborg, tog 1866 magisterkonferens i fysik og vandt 1868 universitetets guldmedalje for en afhandling om de galvaniske teoriers historie. 1867–71 var han lærer i Kbh. og blev 1871 adjunkt i Odense, 1888 overlærer sst., tog sin afsked 1918, men syslede stadig med lærergerning. 1918 fungerede han som rektor under en vakance og fik fællesundervisning indført ved skolen. Han udgav en del fysiske lære- og håndbøger, således Lærebog i Experimentalfysiken I-III, 1878–79, Mindre Lærebog i Fysik, 1876 (9. udg. 1910) og Naturlærens Begyndelsesgrunde, 1891 (5. udg. 1911; også på islandsk). Hans hovedproduktion ligger dog på andre felter. Som medlem af Odense byråd (1881–97) var han formand for teaterudvalget og kom herved ind på teaterhistoriske studier der satte frugt i bøgerne Meddelelser om Skuespil og Theaterforhold i Odense, 1896 og Odense Theater 1896–1914. En Række Meddelelser, 1914. Der fandtes kun en sparsom litteratur om provinsteatrene, og S.s flittige samlerarbejde har derfor grundlæggende betydning, især for den første bogs vedkommende. 1901 udgav S. det på utrykte kilder hvilende værk Meddelelser om de Begivenheder, som knyttede sig til de fremmede Troppers Ophold i Danmark i 1808 (suppleret med Aktstykker i Odense katedralskoles programmer 1902–07), og herigennem kom han ind på studium af Napoleon der affødte bøgerne Napoleon I og det spanske Kongehus, 1905, Napoleon paa Elba, 1909, Napoleons Hjemkomst fra Elba 1.-20. Marts 1815, 1914, De hundrede Dage – Waterloo, 1917, Efter Waterloo. Fra Paris til St. Helena, 1919 og Napoleon paa St. Helena, 1922 hvori han med kyndighed gør rede for forskningens resultater. Efter hans død udkom Napoleons Barndom og Ungdom, 1928.

Familie

Forældre: købmand Hans Peter S. (1804–45) og Hedevig Marie Thorsine Green (1812–70, gift 2. gang 1848 med købmand Peter Christian Terp, 1815–86). Gift 30.5.1871 i Ålborg med Frederikke Clausen, født 12.9.1849 i Ålborg, død 6.9.1912 i Odense, d. af skibsfører Niels Peter C. (død 1851) og Pouline Fischer (1817–97, gift 1. gang 1838 med skibsfører Niels Peter Møller, 1812–44).

Udnævnelser

R. 1896. DM. 1921.

Ikonografi

Tegn. af Otto Neumann, 1917. Foto.

Bibliografi

Stamtvl. over Valentin Hermansen Beyers efterkommere. Tillæg, 1904 44. Fyns stiftstid. 31.10.1921 og 28.11.1922. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig