Ove Grønborg, Ove Larsen Grønborg, 7.1.1815-13.11.1880, lærer, dialektolog. Født på Grønborg, Tise sg., Vendsyssel, død i Vester Brønderslev, begravet sst. G. blev på grund af svagt helbred uddannet til lærer og 1837 dimitteret fra Snedsted hvor han særlig blev påvirket af P. K. Algreen. Han var derefter huslærer på Klitgård i Nørholm sogn og blev 1839 lærer i Vester Brønderslev, 1855 på Øland, 1860 i Serridslev, tog 1871 sin afsked på grund af en strid med biskop P. C. Kierkegaard og havde de følgende år en privat skole i Skovgård ved Øster Svenstrup i Han herred. Efter at have opgivet denne flyttede han 1880 til Vester Brønderslev. Han var folketingsmand for Hjørring amts 5. valgkreds 1849-52. G. var en nidkær og frisindet lærer og en søgt foredragsholder. Han gik altid klædt som bonde og talte helst sit oprindelige vendelbomål. Hans Optegnelser paa Vendelbomaal (udg. Oluf Nielsen, 1882-84) er en af de ejendommeligste prøver på folkemål, dels eventyr, sagn og ordsprog, dels små originale rammende tegninger af gammeldags folkeliv, alt gengivet med den største sikkerhed i sprogopfattelsen og forståelse af almuens tankegang. Desværre har udgiveren ikke altid gengivet hans ejendommelige tegnsystem rigtigt eller fuldstændigt. G.s Vendelbogrammatik (nu i Institut for dsk. dialektforsknings samlinger) er ikke udgivet. Sin fintmærkende hjemmelavede lydskrift holdt han bestemt på, og dette er årsagen til at intet af optegnelserne fremkom i hans levetid.

Familie

Forældre: fæstegårdmand Lars Ovesen (1784-1871) og Johanne Pedersdatter G. (1787-1849). Gift 29.4. 1842 i Vester Brønderslev med Johanne Jensdatter, født 2.5.1816 i Tise, død 6.4.1896 i Frederikshavn, d. af fæstegårdmand Jens Christensen og Mette Sørensdatter.

Bibliografi

P. Svegaard i O.G.s Optegn, på vendelbomål, 1884 IV-VI. J. M. Jensen i Dania III, 1895-96 126-28. Samme: Et vendelbomåls lyd- og formlære, 1897-1902 VII. Ludv. Bøgeskov: Tre gennembrudsmænd, 1905 7-125. Lærerne og samf., red. Carl Poulsen og W. Th. Benthin I, 1913 144f. Johs. Grønborg i Højskolebl. XL, 1915 23-26. Th. Larsen: En gennembrudstid I-II, 1917-22.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig