P.A. Holm, Peter Andersen Holm, 12.4.1844-23.4.1901, lærer. Født i Fjelsted, Odense amt, død i Bjerge, begravet sst. H. dimitteredes 1863 fra Jelling, blev s.å. lærer i Balslev, 1864 ved Borgerskolen i Fredericia hvor han fungerede som hjælper for feltpræsterne Peter Rørdam og Johannes Clausen (1832–1908). 1866 blev H. lærer i Højbjerg ved Viborg, fra 1878–1901 i Bjerge ved Horsens. Af helbredshensyn måtte H. i 1892 renoncere på en skoleinspektørstilling i Kolding. Sammen med Emil Sauter og C. A. Thyregod udarbejdede H. i 1874 en indbydelse til at danne en forening af landsbylærere der kunne arbejde for forbedrede lønforhold. Skoletidende, 1872–92, der blev udgivet af brødrene R. J. Holm og H., bragte indbydelsen, og 4.5. stiftedes foreningen der fra 1.1.1876 fik navnet Danmarks lærerforening. H. havde en central stilling i bestyrelsen til sin død og var fra 1893–97 medudgiver af foreningens blad Folkeskolen. Sammen med Sauter udgav H. i 1882 Skolelovene angaaende Almueskolevæsenet udenfor København og besvarede i mange år juridiske spørgsmål i foreningens blad. 1880 var H. medstifter af Lærerstandens Brandforsikring og var dens formand til sin død. H. var en glimrende administrator, på talerstolen noget tør, som skribent fremragende klar og koncis. Han udgav flere meget benyttede skolebøger, fx Dansk Sproglære til Brug i Borger- og Almueskoler, 1872, og Sangbog for Folkeskolen, 1885.

Familie

Forældre: snedker Niels H. (1805–60) og Maren Tvede (1818–88). Gift 14.6.1867 i Kelstrup med Ane Eriksen, født 17.1.1846 i Nymarksgården, Kølstrup sg., død 7.6.1946 i Kgs. Lyngby, d. af gårdfæster Erik Pedersen (1818–53) og Dorthea Hansdatter (1814–97, gift 2. gang 1855 med gårdfæster Hans Andersen, 1819–96). – Bror til R. J. H.

Udnævnelser

DM. 1892.

Ikonografi

Træsnit 1876.

Bibliografi

Joakim Larsen: Bidrag til den da. folkeskoles hist. 1818–98, 1899 348. Dansk skolebl., maj 1901. Lærerne og samf., red. Carl Poulsen og W. Th. Benthin IV, 1914 336 343 350. Lærerne og folkeskolen gennem 100 år, red. Ib Koch-Olsen, 1974 11–19.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig