H.G. Wiwel, Hylling Georg Wiwel, 3.9.1851-22.4.1910, lærer, grammatiker. Født i Hillerød, død i Ålborg, begravet på Frbg. W. blev student 1869 fra Fr.borg og tog filologisk eksamen 1876. Som student og ung kandidat boede han i Birkerød præstegård hvor der om præstens søn Holger Begtrup og dennes ven Jakob Knudsen samledes en kreds af åndeligt bevæget ungdom som beundrede W.s sprogtalent og musikalske begavelse. W. tilegnede sig som en af de første den moderne fonetik, og herom førte han en omfattende korrespondance med sin ven Julius Hoffory i Berlin; men han følte sig (ligesom vennen) holdt ude af de herskende konservative kliker og fik på grund af svageligt helbred og vanskelige økonomiske kår ikke noget habilitationsarbejde færdigt til offentliggørelse. Efter at han et par år af helbredshensyn havde taget plads som huslærer fik han timer ved Borgerdydskolen og Krebs' skole i Kbh. 1880-89 var han førstelærer ved Kolding private latin- og realskole, 1889 timelærer, 1892 adjunkt og 1907 overlærer ved Ålborg katedralskole. W. har indskrevet sit navn i den danske grammatiks historie med én eneste bog: Synspunkter for dansk Sproglære, 1901. Den vakte ved sin fremkomst overordentlig opsigt og har siden da i stigende grad delt skolens dansklærere i to stridende lejre. Skønt bogen ved sin radikale kritik og sin levende tro på de fremsatte synspunkters livskraft virker med ungdommelig friskhed er den resultatet af et helt livs sprogvidenskabelige studier og pædagogiske erfaringer. Allerede 1884 havde W. i Kolding udgivet en lille dansk sproglære, men først i sit halvtredsindstyvende år nåede han til en sådan afklaring af sine synspunkter at han (kraftigt opmuntret af Otto Jespersen) turde skride til offentliggørelse af en udførlig fremstilling.

W.s "synspunkter" må først og fremmest ses som et led i de energiske bestræbelser for en reform af sprogundervisningen som herhjemme navnlig udfoldedes af Jespersen, og hvis principper netop s.å. fremstilledes i hans berømte bog Sprogundervisning. I stedet for – som det tidligere var almindeligt – at kræve et dogmatisk system af navne, regler og inddelinger lært udenad skulle man vække børnenes interesse ved at lade dem selv gøre iagttagelser og anstille ræsonnementer, og opmærksomheden skulle ikke længere rettes fortrinsvis mod skriftsproget, men mod "talen ... det egentlige sprog", mod "kendsgerninger" som tryk og tone, længde og stød, der ikke finder udtryk i skriften. Man skulle fx ikke begynde med at lære børnene navnene på de ti ordklasser og så dressere dem til at henføre ethvert ord de stødte på til den rigtige klasse; men man skulle lede dem til at se at visse ord har fælles ydre egenskaber (især bøjningsmuligheder og syntaktisk anvendelse), og dernæst oplyse dem om at de pågældende grupper af de og de grunde kaldes sådan og sådan.

W. indså klart at en sådan undervisning forudsatte en reform ikke blot af læreruddannelsen, men også af selve grammatikkens synspunkter. Grammatikken havde i 1800-tallet næsten udelukkende været dyrket ved universitetet. Her og i den videnskabelige forskning interesserede man sig ensidigt for den historiske lingvistik. Den omfangsrige grammatiske litteratur bestod derfor udelukkende af større og mindre lærebøger der vel efterhånden med hensyn til stoffets detaljer nåede til bedre formuleringer og større fuldstændighed, men som ikke gav plads for nogen drøftelse af principielle problemer; til sidst var grammatikken stivnet i et dogmatisk system af navne der dækkede over dårligt (eller slet ikke) definerede begreber, tørre regler med lange remser af undtagelser og skematiske inddelinger efter tilfældige principper. Dette system betragtedes (hvis det overhovedet gjordes til genstand for refleksion) som et på forhånd givet, over al diskussion hævet, for alle sprog gyldigt erkendelsesinstrument, og for den der ville kæmpe sig frem til en ny sprogerkendelse var der ingen anden vej frem end ved en radikal kritik at bryde dets eneherredømme. W. bestred den traditionelle logiske grammatiks almengyldighed (ja han benægtede endog muligheden af en almen grammatik) og påviste at de traditionelle kategorier der er opstået ved beskrivelsen af græsk og latin og defineret ud fra betydningen på flere punkter har tvunget opfattelsen af det danske sprog ind i rammer der kun passer på sprog af den ældre type med rigere bøjningssystemer og mindre faste ordstillingsregler (således fx begreber som hensynsled eller verbets sammensatte tider). Et tilsvarende falsk perspektiv fås imidlertid når man tolker forhold i nutidssproget ud fra ældre sprogtrin (når man fx kalder "bestemthedsendelsen -en" for et ord fordi den engang har været det); W. føres derved til at hævde den sondring mellem genetisk og beskrivende sprogbetragtning som i den nyere lingvistik er blevet fremhævet over for den ældre ensidigt historiske opfattelse.

For at genopbygge den nydanske grammatik i en skikkelse der svarede til sprogets sande natur mente W. – i nøje overensstemmelse med samtidens positivistiske åndsretning – at man måtte gå ud fra iagttagelsen af de "positive (og hermed mente W. hørlige) grammatiske kendsgerninger" (nemlig bøjning, ordstilling, tryk og tone samt pause); sprogets elementer skulle da klassificeres efter den måde hvorpå de reagerede i disse henseender således at en grammatisk kategori alene kunne fastholdes eller opstilles på basis af sådanne ydre kriterier. Da nu disse egenskaber ikke altid følges ad (nogle adjektiver mangler fx gradbøjning, andre bestemtheds- eller kønsbøjning) bliver ifølge denne opfattelse egentlig grammatiske definitioner umulige: "en holdbar definition vil komme til at omfatte hele den positive beskrivelse. Sproget ... har livets mærke: de "flossede rande" og den bestandige bølgen". W. formåede ikke radikalt at gennemføre en sådan sprogbeskrivelse på rent empirisk-materialistisk grundlag; han gik i virkeligheden ud fra de overleverede logisk-grammatiske kategorier og undersøgte ved hvilke ydre kendetegn de var manifesterede i dansk, men herved gav han en række værdifulde bidrag til den beskrivelse af nutidens talesprog som den ældre grammatik i så høj grad havde forsømt, og denne del af hans værk turde fra nutidens synspunkt være af større betydning end hans principielle kritik der beroede på en skæbnesvanger miskendelse af den nødvendige sammenhæng mellem sprogets ydre og indre side, formsiden og betydningssiden. -W.s synspunkter har haft virkning inden for skolernes danskundervisning. De har vakt de åndeligt mere bevægelige til en forståelse af at den danske grammatik endnu ikke har nået en form der lader sprogets ejendommeligheder komme fuldt til deres ret, og at faget ved at erstatte udenadslæren og træffeøvelser med iagttagelse og ræsonnement kan forvandles fra en gold eksercits til et levende studium der fanger interessen og åbner sindet. Men hans skepsis over for systemer og definitioner har unægtelig også bidraget til en pædagogisk og videnskabeligt lige uheldig opløsning af alle faste rammer, og hos mere indskrænkede hoveder har hans positivisme fremkaldt den forestilling at iagttagelse af sprogets materielle side er den eneste forsvarlige form for grammatik – en tro der i sin dogmatiske ensidighed er stik imod ånden i W.s kritiske drøftelse.

W.s grammatikundervisning i mellemskolen skal (i modsætning til hans latinundervisning i de højere klasser) være gået så temmelig hen over hovederne på hans ungdommelige elever, og hans sære, noget koleriske væsen voldte ham adskillige disciplinære vanskeligheder. Han gik i sin undervisning – i modsætning til den aggressive tone i hans bog – meget lempeligt til værks for at danskundervisningen ikke skulle afvige alt for stærkt fra det man lærte i fremmedsprogsgrammatikken; men den Hjælpebog ved Undervisningen i Modersmaalets Sproglære som han udgav 1904 fandt kun ringe anvendelse og vakte hos mange tvivl om hans synspunkters pædagogiske anvendelighed. – W. led livet igennem under et svagt helbred, og han skildres af sin ven Axel Sørensen som en alsidigt begavet, men tvivlende og kæmpende natur der efterhånden fandt hvile i et tillidsfuldt gudsforhold, præget af den personlige oplevelses umiddelbarhed og oprindelighed.

Familie

Forældre: skolelærer, forfatter Niels Peter W. (1818-74, gift 1. gang 1858 med Hanne Christiane Hansen, 1813-58 (gift 1. gang med urtekræmmer, senere gårdejer Carsten Hansen, ca. 1802-50), gift 3. gang 1859 med Vilhelmine Johanne Jørgensen, 1832-70) og Ingeborg Jørgine Frederikke Middelthun (1822-56). Gift 12.5.1883 i Kolding med Johanna Fernanda Beck, født 30.12.1847 i Løgstør, død 16.8.1930 i Kbh., d. af læge i Løgstør, senere distriktslæge i Kolding, justitsråd Ove Frederik B. (1815-98) og Caroline Vilhelmine Nancy Darre (1817-93). – Bror til Niels W.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Axel Sørensen i III. tid. 1.5.1910. Holger Begtrup: Jakob Knudsen, 1918 80. Danske studier XXXIV, 1937 181-83. Det danske sprogs udforskn. i det 20. årh., 1965 143-63.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig