C.C. Christensen, Carl Christian Christensen, 25.10.1860-23.1.1935, lærer, geograf. Født i Sønderup, Sorø amt, død i Roskilde, begravet sst. C. tog skolelærereksamen fra Skårup 1880, underviste 1880-84 ved realskoler i provinsen og 1884-96 ved københavnske skoler og kursus. 1883 tog han artium, privat dimitteret, og 1892 skoleembedseksamen i naturhistorie og geografi. 1896 ansattes han som adjunkt ved Roskilde katedralskole hvor han 1903 avancerede til overlærer (fra 1919 lektor). Det hårde arbejde som privatlærer på en tid da en sådan på grund af de dårlige lønvilkår måtte påtage sig umenneskeligt arbejde svækkede i forening med litterær virksomhed hans helbred. Til trods herfor holdt han ud i sit embede indtil han 1929 tog afsked. Geografi havde hans hovedinteresse, og i dette fag har han sat dybe spor i den danske højere skole ved sine meget benyttede lærebøger og kort. Mange af disse udkom i mere eller mindre reviderede udgaver i mange år efter hans død, således Geografi for Mellemskolen, 1903, 24.-25. udg. 1958-59. Sammen med A. M. R. Krogsgaard har han udgivet Geografi for Folkeskolen, 1904, 22. udg. 1958, og Atlas for Mellemskolen, 1908, 33. udg. 1975. 1901-05 udkom en serie af vægkort over verdensdelene og Skandinavien, senere kort over Danmark. De mange oplag hvori C.s bøger og kort er udkommet vidner om deres betydning. Som hans hovedværk må anses værket Europa I-III, 1895-1902 som han redigerede sammen med Holger Lassen og efter dennes død alene, og hvoraf han selv har forfattet betydelige afsnit. 1898-1931 var C. censor ved skoleembedseksamen i geografi, senere også i geologi, og han var under to professorvakancer konstitueret til at eksaminere i geografi ved skoleembedseksamen.

Familie

Forældre: murermester Johan Jakob C. (1834-83) og Ellen Kirstine Olsen (1827-91, gift 1. gang 1849 med snedker Hans Peter Nielsen, 1829-56).-31.1.1893 i Kbh. (Johs.) med Marie Emanuella Castella (Ljungquist), født 17.5.1867 i Kbh. (Fødsst.) død 6.7.1953 i Kbh., adopteret 1878 af Mathilde Marie Sophie Rudelbach, f. Bønsøe (1828-1915), enke efter direktør for Den elektrisk-kemiske helbredelsesanstalt Christian Gottfred R. (ca. 1825-66).

Udnævnelser

R. 1920.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenkapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig