Chr. Fledelius, Jens Christian Fledelius, 8.8.1865-2.12.1915, lærer, oversætter. Født i Horsens, død sst., begravet sst. F. blev 1885 student fra Horsens og tog 1891 skoleembedseksamen med tysk som hovedfag. Både før og efter eksamen underviste han ved forskellige kbh.ske skoler og ansattes 1898 først som timelærer, derefter som adjunkt ved Horsens lærde skole hvor han fra 1899 tillige blev bestyrer af dennes forberedelsesskole. Han var en udmærket lærer, klar i sin undervisning, fast i sine krav, og forstod at gøre timerne fornøjelige for eleverne. Som dygtig germansk filolog og selv digterisk begavet har han indlagt sig stor fortjeneste som oversætter af gammel tysk poesi. Allerede 1894 havde han i tidsskriftet Taarnet gengivet nogle af Walter von der Vogelweides digte på dansk; 1912 udkom hans ypperlige oversættelse af Nibelungekvadet, og i sine sidste leveår var han sysselsat med Wolfram von Eschenbachs Parzival der fuldførtes og 1917 offentliggjordes i to bind af hans ven Sophus Michaelis.

Familie

Forældre: drejermester Emanuel Nansen F. (1834-1900, gift 2. gang med Amalie Kirstine Andersen, 1848-1931) og Anna Catharina Jensen (Sevel) (1834-75). Gift 26.5.1896 i Søllerød med Emma Petrea Møller, født 26.10.1868 i Kbh. (Helligg.), død 30.3.1952 i Kbh., d. af manufakturhandler Hans Peter M. (1823-93) og Emma Dorothea Augusta Røper (1832-1912).

Bibliografi

O. Lund i Progr. fra Horsens lærde skole, 1916 24.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig