Eline Hansen, Eline Johanne Frederikke Hansen, 22.10.1859-6.1.1919, skolekøkkeninspektør. Født i Assens, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). Efter uddannelse til privatlærer 1876-77 på N. Zahles kursus blev H. ansat et par år på Sæby realskole. 1883 tog hun eksamen som almueskolelærer, var 1884-88 lærer ved en højere pigeskole i Århus og blev 1889 ansat ved Kbh.s skolevæsen hvor hun fandt et rigt virkefelt. H. var allerede fra Århustiden meget aktiv i Dansk kvindesamfund som 1887 rejste skolekøkkensagen gennem en henvendelse til Kbh.s skoledirektion. Blandt de ivrigste tilhængere og fortalere for den var fra DK Birgitte Berg Nielsen, og da oprettelsen af de første skolekøkkener 1893 gjorde det nødvendigt at uddanne skolekøkkenlærerinder tilskyndede hun H. til at rejse til Kristiania hvor der siden 1892 fandtes et kursus i husholdning. Med tilskud fra kommunen gennemgik hun denne særlige læreruddannelse og tog eksamen 1897.

De følgende år foretog hun studierejser til Tyskland, Belgien, England og Skotland for at se skolekøkkenundervisning i praksis, og 1901 blev hun ansat som lærer ved de skolekøkkenkurser som Statens lærerhøjskole var begyndt på et par år tidligere. H. agiterede dygtigt i skrift og tale for denne undervisning som da også blev indført i stadig flere kommuner rundt i landet og desuden ved Kbh.s kommunes fortsættelseskurser. 1910 blev hun den første skolekøkkeninspektør og skulle følge samt rådgive ved undervisningen. Samtidig udnævntes hun til leder af lærerhøjskolens skolekøkkenafdeling. – H. var desuden en af kvindebevægelsens ledende skikkelser, havde deltaget yderst aktivt i stemmeretskampen, var formand for danske kvindeforeningers valgretsudvalg, havde været i DKs hovedstyrelse og forretningsudvalgets sekretær, støttet og deltaget i Danske kvinders nationalråds dannelse m.m. Yderligere ledede hun gennem en årrække de københavnske lærerinders organisation og stod i spidsen for oprettelsen af lærerindernes feriehjem i Assens for københavnske skolebørn – det første af en række. Med iver deltog hun i det politiske liv som medlem af det radikale venstre, ligesom også fredssagen havde hendes store interesse, og under første verdenskrig udførte hun et højt skattet arbejde for at knytte og vedligeholde forbindelsen mellem engelske og tyske kvinder.

Familie

Forældre: sejlmagermester Christian Jacob H. (1832-80) og Johanne Margrethe Rasmussen (1822-91). Ugift.

Bibliografi

Gyrithe Lemche: Dansk kvindesamf.s hist. gennem 40 år, 1912 (2. udg. 1939). Lærerne og samfundet, red. Carl Poulsen og W. Th. Benthin III, 1913 633. Kirsten Andersen, K. Blicher og C. Tybjerg i Kvinden og samf. XXXV, 1919 3f. Kbh.s kommuneskole XII, s.å. 17f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig