Kristian Arentzen

Kristian Arentzen, Kristian August Emil Arentzen, 10.11.1823-30.12.1899, lærer, forfatter, litteraturhistoriker. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). A. blev student 1841 fra v. Westens institut, cand.phil. 1842; studerede nogen tid teologi, men opgav det og kastede sig i stedet over studiet af islandsk. Sammen med sin ven Brynjolf Snorrason bearbejdede og oversatte han 1849–50 forskellige sagaer. I 1840'ernes slutning færdedes han i de radikale kredse omkring Haandværker-dannelsesforeningen, skrev bl.a. stiftelsessangen Der gaar en vældig Aand igennem Tiden. Så vidt vides forblev han fritænker livet igennem. 1850–51 udgav han sammen med G. Fistaine Litterært Maanedsskrift, og til de sene årgange af Goldschmidts Nord og Syd var han en flittig bidragyder. 1852 debuterede han som digter med dramaet Gunløg Ormetunge og erholdt statsunderstøttelse til en Islandsrejse. Efter hjemkomsten udgav han 1853 tragedien Knud den hellige og 1854 et bind Digte, der 1858 efterfulgtes af et nyt bind Et Livsstadium og 1867 af Ny Digtsamling; en som den kalder sig afsluttende udgave af disse tre samlinger der ligesom dramerne er typisk romantisk epigonpoesi udkom 1888 under titlen Nogle Digte fra yngre og ældre Dage. 1856 tog A. magisterkonferens i æstetik og konstitueredes 1860 som lærer i dansk og tysk ved Metropolitanskolen; fast ansat som adjunkt blev han 1861, og 1872 tog han sin afsked for mere udelt at kunne hellige sig litteraturhistoriske studier. – Allerede 1864 udgav han Danske Digtere i det 19de Aarhundrede, knappe men rammende karakteristikker af tidens digtere. 1870–78 udkom i otte voluminøse bind Baggesen og Oehlenschläger, en på omfattende læsning hvilende, bred skildring af den danske poesis historie i 1800-tallets første fjerdedel med sympati for Baggesen mod Oehlenschläger; sproget er tungt og knudret, fremstillingen uden liv og farve, men det er en såre righoldig materialesamling og har som sådan varig betydning. Af ringere værdi er Adam Oehlenschläger. Litteraturhistorisk Livsbillede der udkom 1879 i hundredåret for digterens fødsel, og det samme gælder de to samlinger med mindre afhandlinger fra dansk og fremmed litteratur Fra det 18de Aarhundrede, 1884 og Tre Tidsaldre, 1893; 1886 udgav han sine erindringer. Som lærer og i personligt samkvem ydede A. sin største indsats. Han var i virkeligheden en oppositionel natur med afgjort skepsis over for de herskende retninger i den akademiske verden, inden for kirke, litteratur og politik, og skønt han ikke var egentlig veltalende kunne hans ildfulde, aforistiske bemærkninger have noget æggende og drillende ved sig der virkede ansporende. Endnu stærkere virkede han i sit beskedne hjem til hvilket også disciplene i de øverste klasser havde gæstfri adgang; blandt dem der mødtes her var H. V. Kaalund, S. Schandorph, V. Pingel, Holger Drachmann, V. Hørup, H. Høffding, Julius Petersen (den senere medicinalhistoriker) og H. Schwanenflugel, og for dem alle kom han til at betyde meget i deres udvikling fra ynglinge til mænd. Men da de derefter gik ud i livet og for de flestes vedkommende betrådte nye veje hverken kunne eller ville A. følge; han trak sig forstemt tilbage og afbrød efterhånden enhver forbindelse. – Tit. professor 1893.