Peter Plett, 29.12.1766-29.3.1823, lærer, vaccinator. Født i Klein-Reide i Slesvig, død i Schönberg, begravet sst. P. var i sin ungdom huslærer hos landmænd i det østlige Holsten, hvor der dengang hyppigt af læger foretoges inokulation af koppevæske (variolation) og tillige hyppigt hos kvægbesætningerne fandtes kokopper hvis beskyttende evne mod koppesmitte – navnlig tydelig hos malkepigerne – landbefolkningen var begyndt at få øje for. Herved førtes P. ind på den nye og geniale tanke i stedet for væske af menneskekopper (variolas) at benytte kokoppevæske til indpodning, og da koppesmitte netop truede foretog han 1791, fem år før E. Jenners verdensberømte første vaccination, i al stilhed en sådan indpodning på sine elever, børn af en forpagter Martini på Hasselburg under godset Wittenberg. Kokopperne slog godt an, og børnene viste sig under en senere koppeepidemi uimodtagelige for koppesmitte; men sagen ænsedes ikke skønt P. sendte en meddelelse derom til sundhedskollegiet i Kiel og her støttedes af professor Franz H. Hegewisch. Da P. i de følgende år havde gennemgået sit lærerkursus på seminariet i Kiel og derefter var blevet ansat i Probsteierhagen virkede han her (1802) sammen med den stedlige præst og læge for udbredelse af vaccination som nu var blevet kendt og skattet ved Jenner. Sammen med præsten flyttede P. senere til Schönberg sogn hvor han til sin død var lærer i landsbyen Stakendorf. Han efterlod en enke med flere børn i meget trange kår; lærerenkekassen i Altona, i hvilken han var interessent, gik nemlig fallit.

Familie

Forældre: væver Hans P. (ca. 1730-90) og Garderuth Knutzen (1747-1810). Gift Elisabeth Magdalene Heyck, født 20.9.1771 i Carlshof, Hansühn sg., død 8.2.1851 i Schönberg, d. af hollænder Gerhard Hinrich H. (1726-54) og Catharina Dorothea Völckers (ca. 1731-1809).

Bibliografi

Nordisches Archiv für Naturkunde ... III,2, 1803 69. J. G. Schmidt i Neue schlesw.-holst. Provinzial-Berichte, Kiel 1815 77-88. Bibl. for læger 4.r.XV, 1859 334-38. G. Friis i Ugeskr. for læger 5.r.I, 1894 558-60. Jul. Petersen: Kopper og koppeindpodning, 1896 209f. Torben Geill i Dansk medicinhist. årbog 1972 82.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig