Dansk Biografisk Leksikon

Hans Bogbinder

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Hans Bogbinder, Hans Meissenheim Bogbinder, d. ca. 1564, magister. B. var ligesom broderen Ambrosius en af Christian IIs mest trofaste tilhængere. Sandsynligvis fulgte han med ham til Nederlandene 1523 og hørte med til hans lille hof i hans udlændighedsår. 1532 kalder Christian II ham sin sekretær. B. har været i besiddelse af tidens højeste dannelse og stod i nær forbindelse med fremtrædende lærde mænd som Erasmus af Rotterdam (Erasmi Epist. VII, 1928 188f.) og Oecolampadius. 1520'erne igennem var han idelig på rejser for at fremme kongens sag. 1527 var han på et besøg i Danmark, og under forberedelserne 1531 til Christian II's togt opholdt han sig en tid i Skotland for om muligt derfra at skaffe kongen skibe og krigsfolk og er sikkert derfor først kommet til Norge senere end Christian II. Det var B. der i juli 1532 bragte ham den længe ventede pengehjælp fra ærkebispen af Trondheim, men da havde Christian II i håbløs sindsstemning allerede sluttet overenskomst med Knud Gyldenstierne. B. fulgte så med Christian II på rejsen ned til Danmark. Fra Marstrand sendte kongen ham i forvejen med brev til Frederik I. Idet han benyttede sig af det almindelige lejde har B. sikkert derefter begivet sig til udlandet. De hemmelige underhandlinger mellem Lübeck og grev Christoffer i begyndelsen af 1534 synes at være ført gennem ham. Under grevefejden høres intet til B. men sikkert har han opholdt sig i Kbh. I hvert fald fik han efteråret 1535 pas til at begive sig til Flensborg. Det er næppe sandsynligt at han er vendt tilbage til Kbh. B. blev også i de følgende år sin gamle konge tro. Han trådte i dennes svigersøns pfalzgrevens tjeneste og var 1543 på dennes vegne i stærk aktivitet for at støtte Niels Dacke. Endnu 1545 indberettede Johan Rantzau rygter om at B. atter på pfalzgrevens vegne var ved at intrigere mod Danmark, men Johan Friis har næppe følt sig så alarmeret som Johan Rantzau thi få år efter (i hvert fald fra 1549) oppebar B. en årsbesoldning på 100 dl. fra den danske regering. Skønt det var på pfalzgrevens side han deltog i forhandlingerne 1549 om en affindeise med Christian IIs døtre, må man fra dansk side have været yderst tilfreds med hans arbejde thi n.å. opnåede han lejde til at vende tilbage til Danmark, og 1552 udbetaltes der ham 600 mk. lybsk som erstatning for hans andel i den fædrene gård i Højbrostræde. S.å. havde Christian III planer om at sende B. på en mission til den russiske zar. Hensigten var at overtale zaren til at lade Christian III's bibel oversætte til russisk og trykke. Planen synes aldrig realiseret. B. sendtes i stedet til England. Han var i 1550erne flere gange i Danmark og hævede selv sin besoldning, således 1554 (antagelig også 1555) og 1557. Atter 1558 var han i Danmark og må da på en eller anden måde være kommet i øjeblikkelige vanskeligheder, thi så blottet for midler var han at universitetet på rektoren Niels Hemmingsens forslag skænkede ham seks dl. til klæder. Dog fik han også dette år udbetalt sin ganske rundhåndede understøttelse af staten – i to.rater, den sidste ved Jacob Bording som han altså har haft forbindelse med såvel som med Niels Hemmingsen. Efter Christian III's død er der næppe længer udbetalt B. understøttelse og man ved intet om hans videre skæbne. Om B.s ægteskab vides kun hvad Niels Hemmingsen oplyser: at han i udlandet havde ægtet en rig, men ond kvinde fra hvem han igen blev nødt til at skille sig (en datter af ham, gift med en borgmester i Lund, døde 1564).

Familie

Forældre: borgmester Hans Meissenheim B. (død ca. 1515) og Birgitte (død efter 1520). Gift ca. 1527. Ægteskabet opløst. – Bror til Ambrosius B.

Bibliografi

Breve til og fra Mogens Gyldenstierne og Anne Sparre I, 1929 170–74. – E. C. Werlauff i Hist. t. III, 1842 614–27. Samme sst. 2.r. V, 1854 329–39 604–11. A. Heise: Christian II i Norge, 1877 89 101 146. Knud Rasmussen: Hans Bogbinder and Muscovy i Scando-Slavica tomus XVIII, 1972 199–203.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Hans Bogbinder
Hans Bogbinder
d. ca. 1564, magister, bror til Ambrosius Bogbi ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
overenskomst
kollektiv aftale på arbejdsmarkedet mellem arbej ...Artikel i Den Store Danske
borgmester
formand for kommunalbestyrelsen og øverste daglige l ...Artikel i Den Store Danske
Johan Rantzau
1492-1565, holstensk feltherre; far til Henr ...Artikel i Den Store Danske
Ambrosius
339/40 (333/34)-397, kirkefader, biskop af Mi ...Artikel i Den Store Danske
Flensburg
på dansk Flensborg , by i bunden af Flensbor ...Artikel i Den Store Danske
Johan Friis
20.2.1494-5.12.1570, dansk kansler 1536-70. F ...Artikel i Den Store Danske
Trondheim
Trondhjem , Norges tredjestørste by beliggen ...Artikel i Den Store Danske
Marstrand
(1313 Malstrand , af glsv. mal 'grus' og strand ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
AsFri
17/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki