Hans P. Sejerholt

Hans P. Sejerholt, Hans Peter Sejerholt, 18.11.1889-11.3.1953, pædagog. Født i Stubbekøbing, død i Århus (Lukas), begravet sst. (Vestre kgd.). S. tog præliminæreksamen, kom i typograflære og blev udlært 1910. Efter at have arbejdet som typograf ved Stubbekøbing Avis optoges han 1912 på Jelling seminarium hvorfra han blev dimitteret 1915. Sin første lærervirksomhed fik han som vikar i Århus og Vejle samt ved Nørre Nissum seminarium. I vinteren 1918–19 var han i Askov, et ophold hvor C. P. O. Christiansen og Hans Lund sammen med seminarietidens Marius Sørensen kom til at præge hans syn på skole og undervisning. 1920 blev han adjunkt ved Marselisborg gymnasium i Århus med historie som hovedfag. Ud fra impulserne fra seminarium og højskole erhvervede han sig ved selvstudium et solidt fond af kundskaber og viste som adjunkt så bemærkelsesværdige evner som historielærer at han med udbytte uden immatrikulation i et semester 1922 under orlov fra skolen kunne studere historie ved Kbh.s univ. og deltage i kildekritiske øvelser. Under dette ophold blev han grebet af tanken om en fornyelse af historieundervisningen gennem hjemstavnsprincippet, en idé han i de følgende år prøvede i praksis ved at benytte Århusegnens historie som led i sin undervisning såvel i grundskolen som i gymnasiet. 1929 udnævntes S. til skoledirektør for Århus kommunale skolevæsen. I denne stilling viede han særlig den almindelige folkeskole sin opmærksomhed og søgte at virkeliggøre de reformtanker der var nedlagt i 1930ernes skolelove. Han gjorde sig således ved en række instruktionskursus for lærere og ved fornyelsen af læseplanen til talsmand for friere og mere interesse-betonede arbejdsformer i folkeskolen og tog til fremme af hjemstavnsstoffets anvendelse i undervisningen initiativet til udarbejdelsen af Aarhusegnens Hjemstavnsbog, 1940, en samling lokalhistoriske skildringer hvoraf han selv har skrevet de fleste. Han gav derigennem hjem-stavnslæren en udformning som i nogen grad kom til at danne skole. Den fare for at virke indsnævrende der er knyttet til dette pædagogiske virkemiddel undgik S. ved ud fra de lokalhistoriske enkeltheder at trække linjer til rigshistorien og den almindelige kulturhistorie og ved at forenkle og "dramatisere" de lokalhistoriske træk så de ikke, som det så ofte sker, kommer til at virke trættende.

Ud over dette pædagogiske bidrag til hjem-stavnshistorien behandlede S. i Aarhus gennem Tiderne, 1940, skolevæsenets historie og udviklingen af den sociale forsorg, ligesom han som medarbejder ved Demokraten skrev et betydeligt antal artikler om historiske, pædagogiske og sociale emner. Endelig medvirkede han ved udgivelsen af stilsystemet Det danske Sprog, I-VII, 1930–39 og var derigennem med til at modernisere den skriftlige danskundervisning i folkeskolen. – S.s udnævnelse til skoledirektør fandt sted under omstændigheder som nok – i alt fald til at begynde med – vanskeliggjorde hans stilling. Et byrådsmedlem sendte en medansøger det berømte telegram: "Er De medlem af Socialdemokratisk Forbund? Svar omgående: Ja eller nej". Medansøgeren trak sig tilbage, S. var socialdemokrat, og dermed var det hele blevet til en affære som der gik gny af viden om, så meget mere som hans læreranciennitet var så forholdsvis kort. Hertil kom at S. hverken af evner eller tilbøjelighed var administrator. Han var først og fremmest pædagog med stor intuitiv forståelse af barnets natur. Han satte arbejdsprocessen, barnets optagethed af arbejdet og atmosfæren i klassen højt. Lærerens frihed i undervisningen var han – hvad de store linjer angår – en varm talsmand for ligesom også for den eksamensfri skole. Som gæst i skolestuen var han hjemme i enhver situation, kunne vejlede novicen, glæde sig med lærer og børn over et større fællesarbejde, og han havde en forbløffende evne til at gå ind på børns tankegang. Hele hans type var inspiratorens og kunstnerens. Det sidste gjorde sig også gældende i hans fritid hvor han var en talentfuld maler.