Hedevig Bagger, Hedevig Christine Bagger, 18.6.1842-24.8.1926, børnehavepædagog. Født i Kbh. (Frels.), død på Skodsborg sanatorium, begravet i Kbh. (Vestre). B. tog lærerindeeksamen 1873, institutbestyrerindeeksamen 1876 og var nogle år lærer i sprog, og kommunelærer. Efter sit giftermål blev hun gennem sin socialt og pædagogisk meget interesserede ægtefælle ført ind på studiet af småbørns opdragelse, særlig børn fra fattige hjem hvor moderen i større eller mindre omfang deltog i erhvervsmæssigt arbejde. Efter gennem studierejser til Tyskland og på anden måde at være blevet fortrolig med Friedrich Fröbels tanker om opdragelse af småbørn søgte hun i samarbejde med sin mand at omplante de fröbelske tanker til dansk grund, oprettede 1880 en børnehave i Kbh., 1885 et uddannelseskursus for børnehavelærerinder der 1904 fik navnet Frøbelseminariet, og ledede dette til sin død. 1899 stiftede hun Dansk Frøbelforening og 1901 med virksom støtte af repræsentanter for arbejderbefolkningen på Vesterbro folkebørnehaveforeningen. S.å. oprettede Frøbelforeningen den første folkebørnehave i Kbh. ɔ: en børnehave for børn i treseks års alderen beregnet på at give børn fra de brede lag en efter deres alder passende opdragelse og sysselsættelse i seks-otte timer daglig; denne børnehave efterfulgtes af adskillige andre. B. udgav Den danske Børnehave, 1891, og Friedrich Fröbel, et Livsbillede, 1916.
Forældre: landmåler Christian August Jørgensen (1810–46) og Marie Magdalene Thieme (1819–1910). –8.4.1879 i Sorø med privatskolebestyrer cand.philol., senere skoleinspektør ved Kbh.s kommunale skolevæsen Jens Sophus (Sofus) Adler B., født 9.2.1848 på "Nørager", Sæby sg. ved Ruds Vedby, død 20.2.1943 i Kbh., s. af forpagter Jens Otto B. (1802–72) og Henriette Lovise Sophie Ottone Hansen (1817–89).
Foto.
Frøbelseminariets progr. med redegørelse for seminariets udvikling 1904–29, 1929. Vore børn, 1929 XI 23f. Børnesagens tid. XXXVII 217f.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki