Caspar Weisser, 1627-25.3.1686, professor, lektor. Født i Kbh, begravet i Kristiania. W., hvis far hed Jacob og formentlig var tysk men i øvrigt ukendt, blev student fra Frue skole 1645 og tog n.å. baccalaur-graden. I omkring fem år var han derefter hører ved sin gamle skole, tog 1653 magistergraden og blev 1655 rektor ved skolen i Kristianstad, kaldet af biskop Peder Winstrup der muligvis var tilskyndet af W.s bror, Ystad-præsten Bonaventura. 1660 forflyttedes W. til rektoratet i Lund og fik et kanonikat sst. hvortil var knyttet præbendepastoratet Fjelie som han tillige betjente. Der var meget at vænne sig til under svensk øvrighed, og bl.a. skulle rektoren nu sende sine dimittender til universitetet i Uppsala eller til nød Greifswald, der da var svensk-styret, uanset at de allerfleste før eller siden alligevel søgte til universitetet i Kbh. W. må have klaret balancegangen tilfredsstillende, for kort efter at Lunds universitet var blevet oprettet, udnævntes han til professor ved det uden derfor at måtte opgive hverken rektorat eller præstekald. 1669-71 var han lærer i fysik og derefter professor poeseos, men besad tilsyneladende ikke nogen særlig pædagogisk begavelse og kritiseredes også for at mangle indsigt og åre. Hans poesi, dog indholdet snarere end kvaliteten, bragte ham ligefrem i ulykke idet han, da de danske tropper under den skånske krig havde indtaget Lund, udgav et digt med latinsk og dansk tekst hvori han lidt for hastigt hilste Christian V som landsdelens rette ejermand der nu var kommet til sit igen. Efter slaget ved Lund blev W. følgelig anklaget for landsforræderi og dømt til døden (1677). Hans kones ihærdige forbønner bevægede imidlertid Karl XI til at ændre straffen til evig landsforvisning. Det uheldige digt blev brændt af bøddelen, og W. måtte underskrive en ydmygende erklæring før han i hast tog sin tilflugt til Kbh. Her levede han i trange kår halvandet års tid, indtil han 1679 kaldtes til lektor i teologi ved gymnasiet i Kristiania.

Familie

gift Elisabeth (Lisbeth) Rhuman, født ca 1637 i Kbh, død 15.6.1707 sst, d. af professor Wolfgang R. (1572-1637) og Dorthe Jensdatter (1604-84).

Bibliografi

Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I, 1891 160-70. Lunds stifts herdaminne 2. serie IV, udg. G. Carlquist, Lund 1952 383 492-95.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig