David Favrholdt, David Cornaby Favrholdt, 24.4.1931-6.12.2012, professor i filosofi. Efter studentereksamen 1950 (Kolding) studerede David Favrholdt psykologi og filosofi ved Københavns universitet (cand.psych. 1956, guldmedalje i filosofi, Århus universitet 1958, mag.art. i filosofi 1959).

Ved samme universitet var han kandidatstipendiat 1960-61 og amanuensis (videnskabelig assistent) fra 1961 til han 1966 blev den første professor i filosofi ved det nyoprettede Odense universitet. Han var professor ved Odense, senere Syddansk universitet frem til 2001.

Som sådan har han deltaget aktivt i universitetets opbygning og specielt ledet etableringen og udviklingen af det filosofiske institut. Han var ansvarlig redaktør for det til instituttet knyttede tidsskrift Symposion fra dets start 1968 til 1976 og har derefter deltaget i redaktionen ligesom han har bidraget med artikler og anmeldelser, bl.a. om æstetiske emner og om dialektik. 1959-64 var David Favrholdt medarbejder ved dagbladet Information.

David Favrholdt forsvarede 1.7.1964 for Københavns universitets filosofiske doktorgrad afhandlingen An interpretation and critique of Wittgenstein's Tractatus. Tractatus logico-philosophicus fra 1921, et hovedværk i vort århundredes filosofi, analyseres idet det indbyrdes forhold mellem dets hovedtanker udredes, og eksistentialitetstesen (at alle meningsfulde sætninger er sandhedsfunktioner af elementarsætninger, og at disse er indbyrdes uafhængige) fremhæves som den primære. 1963 udsendte David Favrholdt en dansk oversættelse af "Tractatus". Bogen Filosofi og samfund, 1968, hvori han argumenterede for en langt stærkere stilling for sit fag i dansk akademisk liv og kulturliv, vakte opsigt og fremkaldte debat.

Af andre mere populære værker fra David Favrholdts hånd kan nævnes en oversigt over Kinesisk filosofi, 1971, kapitlet om Omverdensproblemet i samleværket Vor tids filosofi, 1961 og en bog om Lenin, hans filosofi og verdensanskuelse, 1978. Desuden har David Favrholdt besørget bindet om John Locke i serien De store tænkere. Berlingske filosofi bibliotek, 1965. 1973 udsendte han en novellesamling Synderegisteret og andre medskyldige fortællinger.

Som filosof er David Favrholdt sin brede orientering og sine alsidige interesser til trods først og fremmest erkendelsesteoretikeren der arbejder med klassiske problemer som bevidsthedsproblemet (emnet for prisopgaven 1958) og omverdensproblemet. Han har i Danish Yearbook of Philosophy, som han har været med til at redigere 1965–66 og fra 1972, publiceret artikler om The Argument from Polar Concepts, 1965 og Niels Bohr and Danish Philosophy, 1976. Afhandlingen Bevidsthedsproblemet i Harald Høffdings filosofi, 1969 er udgivet af Det kongelige danske videnskabernes selskab som han blev medlem af 1976, som hæfte 4 af dets Hist.-filos.medd. XXXXIV. David Favrholdt var formand for Videnskabernes selskabs humanistiske klasse 1995-2001.

David Favrholdt har fortsat sine studier af Niels Bohr, som han anser for en af 1900-tallets væsentligste filosoffer til løsningen af erkendelsesteoretiske og videnskabsteoretiske problemer. I 1992 kom Niels Bohr's Philosophical Background (kinesisk udgave 1993) og i 1994 fulgte Fysik, bevidsthed, liv om Niels Bohrs filosofi. Senere har han udgivet Spaltningen. Niels Bohr og Werner Heisenberg i videnskab og politik, 2005 og Filosoffen Niels Bohr, 2009. Blandt David Favrholdts hovedværker regnes Filosofisk Codex. Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse, 1999.

David Favrholdt modtog 1972 Fyens Stiftstidendes pris for videnskabelig forskning.

Familie

David Favrholdt blev født i Eugene, Oregon, USA. Forældre: præst Elias Marius Favrholdt (1895-1938) og sekretær Bertha Cornaby (1893-1977). Gift 1. gang 28.1.1961 i Ribe med Ninna Fønss, født 20.11.1935 på Frederiksberg, datter af lektor, cand.mag. Bertel Fønss (født 1907) og Gudrun Lindrup (født 1906). Ægteskabet opløst 1969. Gift 2. gang 1969 (uden vielse) med skuespiller Anne Birch, født 19.5.1945 i Nr. Sundby, datter af overlærer Henning Birch Jørgensen (1917-77) og overlærer Edel Betty Pedersen (født 1916).

Ikonografi

Tegning af Hans Lollesgaard, 1964 (Kgl.bibl.). Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig