Ivar Stub

Ivar Stub, d. 4.11.1611, professor. Født på Skodborghus ved Ribe. Efter studieophold i Rostock hvor han boede hos Lucas Bacmeister, og i Wittenberg hvor han 1579 tog magistergraden, blev S. 1582 rektor ved Vor Frue skole i Kbh. samt lector musices ved universitetet. 1589 ansattes han som professor pædagogicus, men først 1594 fandt han sit rette felt da han blev professor i hebraisk. 1597 var han sammen med Thomas Fincke efter kgl. beskikkelse på Hven for at efterse om Tyge Brahes instrumenter havde lidt nogen skade. 1604 blev han rector magnificus og 1607 for tredje gang dekan ved det filosofiske fakultet. S. synes at have været en flittig universitetslærer, og han har også udfoldet en ret stor forfattervirksomhed. Blandt den række akademiske teser der foreligger fra hans hånd fortjener især at nævnes De doctrina Christiana I-VII, 1597–1604. S.s skrifter udmærker sig ikke ved originale synspunkter, men han har evnet at give en klar, overskuelig fremstilling af det overleverede lærestof i godt, letflydende latin; som ekseget udviser han solide sprogkundskaber og sund fornuft. Filosofisk var han på nogle punkter påvirket af ramismen, og teologisk stod han med sympati over for kalvinismen. Som menneske var S. en ærlig, karakterfuld personlighed, heftig og kampglad af temperament, men han havde en ulyksalig tilbøjelighed til at få sit liv fyldt med alskens stridigheder. I sin egenskab af universitetets rektor førte han 1604 på dettes vegne med stor nidkærhed en sag mod en uredelig foged der blev afsat, men han var også ofte i klammeri af personlige grunde. Særlig pinligt virkede det at han et års tid 1606–07 måtte flygte udenlands, fordi han ved retter-tinget var blevet dømt fredløs i en bitter arvestrid med sine halvsøskende.

S.s universitetsvirksomhed blev brat afbrudt 1609 da han var kommet på kant med tidens førende teolog herhjemme, professor H. P. Resen. S. havde gjort et afsnit af dennes bibeloversættelse til genstand for en kritisk undersøgelse i en disputats Ex libro Ijob III, 1608, med aftryk af det pågældende stykke. Resen anklagede S. for konsistorium, bl.a. fordi han i modstrid med det Resen meddelte kongelige privilegium havde vovet at eftertrykke hans oversættelse og for kalvinskorienteret teologi. Sagens vidtløftige forhandling affødte heftige indlæg fra begge sider, og da S. var så uforsigtig at vedstå sin kalvinske opfattelse af prædestinationslæren, fik Resen ham afsat. Uden udsigt til benådning drog S. igen i landflygtighed, lod sig bl.a. immatrikulere i Marburg og Heidelberg og flakkede rundt i Holland og Tyskland for at søge ansættelse ved reformerte læreanstalter. Fra denne periode stammer et interessant brev fra ham til den berømte professor David Paræus i Heidelberg med en indgående skildring af forholdene i Danmark. Han arbejdede på et skrift mod Resen, men døde vistnok før det var fuldført. Ikke få i samtiden fandt at der var gået for hårdt frem mod S., og hans tidligere kolleger viste ham hensyn i hans sidste trange år. Med alle sine fejl og svagheder må S betegnes om en af det datidige universitets bedste kræfter hvis bortgang betød et virkeligt tab, men han faldt som et offer for den intolerance tidens herskende retning ofte gør sig skyld i.