Jacob Jacobsen Wolf

Jacob Jacobsen Wolf,  24.8.1554-31.5.1635, professor, forfatter. Født i Odense, død på vejen mellem Slagelse og Korsør, begravet i Odense Skt. Knuds k. W. gik i skole både i Odense og Ribe hvor Peder Hegelund da var rektor, blev efter et ophold i Slesvig immatrikuleret ved Kbh.s univ. 1577 og tog baccalaureus-graden 1581. I længere tid var han i huset hos Niels Kaas, blev 1583 rektor i Ringsted og n.å. i Oslo. 1594 rejste han til Kbh., tog magistergraden, blev s.å. lektor ved Skt. Knuds kirke i Odense og præst i Åsum, 1602 provst i Odense by og herred, skønt han ikke var præst i herredet. Da Odense gymnasium oprettedes 1621-23 blev han professor theologiæ et linguæ hebrææ. Med årene synes han at være blevet trættekær; døden indhentede ham på vejen hjem fra Kbh. hvor han havde opholdt sig på grund af en af sine mange processer. I sine yngre år gjorde W. sig bemærket som latinsk skribent. Foruden Carmen de animæ humance immortalitate, 1582, udgav han en mindetale (Cenotaphium Friderico II), holdt i Oslo skole på Frederiks IIs begravelsesdag 1588, og 1590 et lykønskningsdigt han året i forvejen havde skrevet til Jakob VI's bryllup i Oslo med Frederiks IIs datter Anna. Mest bemærkelsesværdigt er (også fra Oslotiden) Tragoediæ duæ, quarum prima Didonis, altera Turni, ex Virgilij Æneide transcriptæ, 1591, to femakts dramaer med mindelser til skolekomedieformen, sammenstykket af steder i Æneiden hvor personerne forekommer talende, mens de beskrivende partier er overtaget af "chorus". På denne måde er Dido bygget over digtets 1.-4. bog, Turnus over 7.-12., suppleret med den såkaldte 13. bog, forfattet 1427 af den italienske renæssance-poet Maphæus Vegius. Ideen til at behandle Æneiden på denne måde var ikke original; W.s nærmeste forbillede var den tyske humanistiske filolog Nicodemus Frischlin der i sin Dido (1581) havde dramatiseret den fjerde bog og i Venus (1584) den første bog af Æneiden. Men mens Frischlin i sin friere omdigtning benyttede skiftende versemål holder W. sig til Vergils heksametre, idet hans formål var at disciplene ved indstuderingen skulle tilegne sig vergilianske vendinger og citater foruden at få kendskab til handlingen i Æneiden som der ikke var tid til at gennemgå i sin helhed, da disciplene en stor del af året var på tiggergang i landsognene. W.s eget bidrag til teksten er et versificeret "Argumentum" foran hver af de to tragedier, og en ganske kort prosaindledning til hver scene med indholdsreferat. Bogen har gjort så stor lykke at den (ifølge Worm) skal være optrykt i Frankfurt 1595.

Fra W.s første tid i Odense stammer hans Jøde-krønicke, tilsammenskreffuen aff den Hellige Scrifft oc Josepho, oc vdi Rim korteligen befattit, 1603, tilegnet Christian Friis til Borreby, et bibelsk sidestykke til Den danske Rimkrønike, hvori en række personer (patriarker, dommere, konger etc.) fra jødernes historie – begyndende med Adam og sluttende med Antigonos Aristobuls søn – indføres talende og hver beretter sin historie. Som tillæg findes en dansk oversættelse af Ambrosius Lobwassers tyske parafrase over fire Davidssalmer samt anbefalingsdigte for bogen af Peder Hegelund, Jon Venusinus og Johannes Stephanius. Jødekrøniken regnes for det ældste større episke digt på dansk hvor stavelsetælling er gennemført konsekvent, men resultatet er kun nået ved hjælp af mange bogstavsløjfninger (navnlig af e). Bogen synes at have vundet publikum for sig, da den 1634 oplevede en ny udgave.