Jens Sinning

Jens Sinning, Jens Andersen Sinning, formentlig født i Sinding, Hids hrd., død 30.11.1547 i Kbh., begr. sst. (Frue k.), professor. S. gik i skole i Århus og viste sig allerede tidligt som et usædvanlig godt hoved. 1534 drog han til Wittenberg hvor han blev magister og baccalaur i teologi. Ved sin studieflid vandt han stor yndest hos sine lærere, især hos Philipp Melanchton. Som en åndsbeslægtet natur tilegnede S. sig helt dennes tanker og udtryksmåde, og personlig stod han så højt anskrevet hos Melanchton at denne endnu mange år efter S.s død mindedes ham ikke blot som den første blandt sine landsmænd i begavelse og lærdom, men også som deres overmand ved sin beskedne, retskafne vandel. 1537 kom S. tilbage til Danmark forsynet med en række gode anbefalinger. Det havde været hans agt at drage tilbage til Wittenberg igen når han havde opnået et kongeligt stipendium, men forholdene førte med sig at han s.å. blev ansat ved det genoprettede universitet i Kbh., først som professor i dialektik og fra 1541 tillige som professor i hebraisk. Efter at han havde deltaget i de teologiske disputationer med domkapitlerne blev han 1544 dr. teol. og 1545 professor i teologi. 1545 valgtes han også til rector magnificus, men kun to år efter døde han til stort tab for universitetet. Hans eftermæle blev i en sjælden grad enstemmigt: fra alle sider pristes hans lærdom, fortrinlige læregaver, fromhed, sagtmodige, retskafne og kærlige karakter. Hans eneste trykte skrift er den Oratio de studiis philosophicis theologiæ studioso necessariis som A. S. Vedel 1591 udgav, hvori han gør rede for filosofien, dvs. for de forskellige videnskaber, og især lægger vægt på etikken og politikken.