Johannes Spithoff, Johannes Spithoff (Spithof), Hans Mønster, d. 30.12.1563, professor. Født i Münster. Død i Kbh. S. forekommer første gang i Danmark 1542 da han blev immatrikuleret ved Kbh.s univ. 1545 blev han her magister og s.å. professor pædagogicus. Da han imidlertid 1549 havde trolovet sig med en kvinde af tvivlsomt rygte besluttede hans kolleger at fjerne ham af deres midte. Han drog derpå til England hvor han opnåede en anset stilling som lærer for Edvard VIs søster, den senere dronning Elisabeth. Forfølgelserne af protestanterne under Maria den Blodige tvang S. til at forlade England og vende tilbage til Danmark. Her havde stormen lagt sig, og han blev atter professor, først 1554 i græsk og 1557 i fysik. Da han var en mand der var vant til at færdes i den store verden er det forståeligt at Frederik II kunne benytte ham som diplomatisk udsending. Næsten hele året 1559 var han således udenrigs i kongens tjeneste idet han navnlig opholdt sig i England i anledning af Frederik IIs (forgæves) frieri til dronning Elisabeth. Efter sin hjemkomst blev S. 1560 belønnet med et kanonikat i Roskilde. Da han senere ønskede at blive professor i medicin tog han 1563 den medicinske baccalaurgrad, men døde kort efter. S. berømmes stærkt af flere samtidige for sine solide kundskaber især i latin og græsk. Som forfatter har han kun optrådt med en latinsk mindetale over professor Jacob Bording (1562). Det er et smukt afrundet arbejde der forsøger at tegne et virkeligt psykologisk helhedsbillede af den afdøde, og det har kildeværdi ved de førstehåndsoplysninger forfatteren ser sig i stand til at meddele ikke blot om Bording selv, men også om den lærde samtid både hjemme og ude. Nævnes må endvidere at der fra S.s anden Englandsrejse findes bevaret en række interessante breve. Heri betones bl.a. vigtigheden af at tilvejebringe en national historieskrivning, særlig som modvægt mod svenskeren Johannes Magnus' angreb på Danmark, fremstillet i formsikker stil, lidenskabsløst og med den klogskab der kræves af en god historiograf.

Familie

Forældre: Engelbert S. og N. N. Gift Karine N. N., død efter 1563.

Bibliografi

Kirkehist. saml. 1, 1849–52 240; 2.r.III, 1864–66 505; IV, 1867–68 249. – H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. I, 1868–69 599–603; II, 1869–72 753f. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931 (2. udg. 1960) 87f 220f. Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939 135f. Harald Ilsøe i Hist. t. 12.r.VI, 1972–73 24–27.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig