Jørgen Boie, Georgius Boethius Agricola, d. 1.5.1569, professor, præst. B. blev 1538 immatrikuleret i Wittenberg hvor han 1540 blev magister artium. 1540–48 var han professor i pædagogik ved Kbh.s univ.; 1544 blev han bacc. teol. 1548 kaldte Hans den ældre ham til sin hofpræst og skriftefader med bolig i Haderslev og desuden til sognepræst i faderens embede Vilstrup. Hertugens tillid skaffede ham mange specielle opgaver. 1553–59 var han konst. sognepræst i Haderslev og provst for Haderslev provsti; 1560 blev provstiet definitivt overdraget ham. 1564 forfattede han det betydningsfulde værk Einbericht vnde der kerken jahrlichen jnkumpst sambt densulvigen registern düsser Prawesty, Barrezüssel genant. (Begyndelsen aftrykt efter originalmanuskriptet i Rigsarkivet i Ny kirkehist. Saml. II, 1860–62 265–82; andre eksemplarer i Haderslev provstearkiv og Kiel stadsarkiv. Begyndelsen blev indført i kirkernes regnskabsbøger, et par af disse aftrykt ved O. Kier i Jahrbücher für die Landeskunde der Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg IV, 1861 94–105). 1566 indviede han slotskapellet på Hansborg. Hertugen beskikkede ham også 1553 til visitator på Nordstrand og for året 1554 tillige i Tønder provsti. 1556 var han på Nordstrand sammen med hertugen som da udstedte en kirkeordning for øen; 1559 var han medforfatter til en kirkeordning for Ditmarsken. B. var en dygtig mand, den første indfødte nordslesviger som efter reformationen nåede en højere kirkelig stilling; man skal næppe lægge vægt på de beskyldninger for forfængelighed og gerrighed som rettedes imod ham af den besynderlige kapellan i Haderslev, Hans Oldendorph. Hans modersmål var dansk, hans embedssprog for en stor del nedertysk.

Familie

Forældre: Lorents B. (død 1547), den første evangeliske sognepræst i Vilstrup. (B. må være født før reformationen). Gift 1553 med Sara Meiger, d. af provst Johan M. i Rendsborg (død 1561), enke efter provst Vincents Alberti i Tønder (død 1552).

Bibliografi

P. Rhode: Saml. til Haderslev amts beskrivelse, 1775 150–71. (fot.opt. 1942). H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r. I, 1857–59 466; IV, 1867–68 700f; 3.r. I, 1874–77 71 693–703 705–21 727–35. Samme: Kbh.s univ.s hist. 1537–1621 I, 1868–69 580–87. L. Vesten i Sønderjyske årbøger, 1927 249–60.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig